Brødre med våben

Der er opgør mellem Indvandrerbanderne i København. Black Cobra kontra Borhan-drengene. Men bandeproblemet strækker sig i dag langt uden for hovedstaden. Hvem er de, og hvad slås de om? Velkommen til en verden af våben, narko, prostitution og afpresning.

Jamal Bhuyan køres til hospitalet efter skudepisoden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Flindt
Det var fredag eftermiddag og midt i myldretiden, da en rødbrun Toyota Corolla med brede fælge og hækspoiler rullede op foran kiosken. Der var skudhuller i bilen, indeni sad en ung mand først i 20erne, iført sort hættetrøje og lys kasket, sammen med en jævnaldrende.

Den 17-årige Jamal Bhuyan stod inde i sin families kiosk i Prinsessegade på Christianshavn.

Jamal elskede at spille fodbold, og han var mere end almindeligt god til det. Han var midtbanespiller på KBs ynglingeligahold, der havde haft et godt efterår, ikke mindst takket være Jamal. Næste formiddag ventede en kamp mod B93, troede han.

Der faldt ti skud i Prinsessegade. Føreren af Corollaen åbnede ild med en 9 mm pistol. Målet var den kunde, som netop havde forladt kiosken, men som nu flygtede tilbage for at søge dækning. Jamal kendte hverken føreren af Corollaen eller kunden – en 30-årig pakistansk mand. Jamal og hans familie er fra Bangladesh og helt lovlydige. Det var kun et tilfælde, at den 17-årige befandt sig der, hvor en af Danmarks hårdeste indvandrerbander gjorde et gammelt regnskab op.

Projektilet gik ind mellem Jamals andet og tredje ribben. Lægerne opererede flere timer på ham, før de kunne erklære ham uden for livsfare.

Politiet sendte en efterlysning ud på Corollaen. Skudhullerne i den rødbrune Toyota Corolla stammede fra et tidligere bandeopgør viste det sig. Bilen var ikke bare indblandet i skyderiet i Prinsessegade – den var selv målet i september i år, da en 22-årig mand af pakistansk oprindelse blev beskudt på vej hjem i Greve. Dengang blev der affyret 22 skud, og efter skyderiet blev to mænd anholdt. Den ene af de anholdte er bror til den 30-årige pakistaner, der forsøgte at redde sit liv inde i kiosken med Jamal.

Politiet er ikke i tvivl: De rivaliserende indvandrerbander Black Cobra og Borhan-drengene har viklet sig ind i et dødbringende favntag af hævn og gengældelse.

»Det går tilbage til 2005. Det er i det lys, skyderiet skal ses,« siger Kim Kliver, chef for Rigspolitiets specialenhed NEC, der bl.a. bekæmper hård bandekriminalitet:

»Skyderiet kan linkes til nogle aktiviteter i september og faktisk helt tilbage til december måned sidste år. Det handler om narkotikamarkederne. Det kan være, at nogen ikke har afregnet noget narko til bagmændene. Det kan være, at nogen prøver at finde en billigere forsyningsvej,« siger han.



Politiet bryder sig ikke meget om ordet bandeopgør – man foretrækker et ord som »manifestationer«. Men politiet medgiver gerne, at »manifestationerne« ikke er set voldsommere herhjemme siden den såkaldte rockerkrig.

Kim Kliver har arbejdet med at trevle indvandrerbanderne op i flere år. Sommetider er der sejre, sommetider tilbageslag – og hele tiden er der en brutalitet, som intet menneske helt kan vænne sig til.

»Jeg bliver til stadighed overrasket over den afstumpethed, jeg ser både i rocker- og 2.g’miljøet. Den kan godt gøre en eftertænksom: Hvad pokker er det, der gør, at disse mennesker synes, det liv er værd at leve? Når vi ser på toppen af disse bander, har de skullet bevise sig selv med vold for at nå dertil, hvor de er. Men afstumpetheden fortsætter, når de er på toppen. Det sker måske så bare per stedfortræder. De har nogen til at hjælpe sig med at opretholde deres voldsaura.«



Opgøret mellem Borhan-drengene og Black Cobra går fem-seks år tilbage. Det kulminerede, da Borhan-drengene angreb et ledende medlem af Black Cobra ud for Center Kebab i Hundige Centret. Cobra gik til modangreb. Der blev trukket maskinpistoler. De skud, der blev rettet mod Black Cobra, er endnu ikke afregnet. Der blev ifølge B.T. efterfølgende opsnappet likvideringsplaner mod tre centrale Borhan-drenge. Tre højtstående medlemmer af Black Cobra, deriblandt præsidenten for Sydsjælland, Zuhair Nasser, var udpeget til at tage sig af likvideringerne. Derudover var der skyderier i Hedehusene, hvor Black Cobra skød mod en række uskyldige mennesker ud for værtshuset White Horse. Syv Black Cobra-folk blev anholdt. Hovedmanden, Mohammad El Khatib, kaldet »Muddi« – ejer af Center Kebab i Hundige – blev efterfølgende idømt to et halvt års fængsel.

Hele Hundige røg atter i alarm i september i år, da der var to skudopgør inden for 14 dage i Askerød – på Borhan-drengenes hjemmebane. Dengang pegede mange på Black Cobra som bagmændene. Det ene af de to opgør involverede broderen til den mand, der søgte ly i kiosken i Prinsessegade.



Selvom »manifestationerne« kan virke tilfældige og pludselige, og sommetider også er det, har de deres egen kolde logik. Det drejer sig om at kapitalisere på ludere, lommetyve, cokevrag, hashrygere og andre udsatte grupper. Og det drejer sig om at opretholde sin position i en verden, der har en vis lighed med et franchisesystem, sådan som vi kender det fra 7-Eleven og McDonalds i den legale verden.

For at handle hash, kokain, amfetamin, heroin eller kvinder skal man dels have nogle varer, dels have lov. Så længe pusheren eller alfonsen betaler, hvad han skal til sine leverandører, og viser respekt over for systemet, har han licens til at tjene sine penge og passe sine ting.

Den licens gives af de, der forsyner markedet.

Det er her, indvandrerbanderne kommer ind, og for dem er store penge på spil. Hashmarkedet alene vurderes at være på ca. 1 milliard skattefri kroner. Med rømningen af Pusher Street på Christiania er det marked i spil. Black Cobra, der vurderes at tælle op mod 150 medlemmer, er store på hash over hele Sjælland og København. Det samme er de såkaldte Borhan-drenge, en multietnisk bande på bare 25 medlemmer, der holder til i Hundige. Trods rømningen af Pusher Street ses begge bander stadig på Christiania.

Hvor det begynder med jagten på hurtige penge, slutter det med kampen for at holde sig i live – ikke bare for pusherne og alfonserne, men også for distributører og bagmænd højere oppe i fødekæden. For at være den, folk skal betale til for at få licens til at pushe, drive hashklub eller bordel, skal de vise magt og styrke. Det gør de med våben og masser af brødre, og ingen har flere våben eller brødre end rockerne og de kriminelle indvandrerbander.

»Både rockerne og 2.g’erne vil gerne være toneangivende på de meget lukrative markeder, de er i – især på narkotikamarkedet. Kriminaliteten er ret stabil og centreret omkring kokainhandel og andre former for narkokriminalitet samt afpresning af andre, der på en eller anden måde er inde over deres hovedbeskæftigelse – nemlig kriminaliteten,« siger Kim Kliver fra NEC.

Derfor vil vi i Danmark blive ved med at se disse opgør. Der vil være perioder med fred og samarbejde, der vil være priskrige og forsøg på at vinde ind på andres territorium. Men til syvende og sidst drejer det sig om at blive den kriminelle underverdens McDonalds med filialer i alle større byer og ’happy meals’ til børnene, der er helt ned til ti år, når de for småpenge begynder at løbe de første ærinder for banderne.



Kim Kliver og NEC ønsker ikke at gå i detaljer om forholdene i de enkelte bander – hverken Borhan-drengene, Black Cobra eller nogen af landets øvrige bander.

Men der er en række fællestræk hos dem.

»Den bandestruktur, vi ser, er løsere end den, vi ser med rockergrupperingerne. Den er kendetegnet ved, at strukturen har mange personer – og de personer har så noget slæng, som på den ene side er involveret i grov narkotikakriminalitet, men som også involverer sig i det, man kan kalde ’petty crime’: tyverier og andre ting. Derudover er de kendetegnet ved, at der typisk er en kernegruppering af 10-12 personer i nøglepositioner, men ganske hurtigt kan banden mønstre 60-70 mennesker. Banderne har et stort netværk af slæng – en slags nyttige idioter – som altid er klar til at lege med, hvis der er gang i gaden. Til det formål bruger de mobiltelefoner og SMS-kæder.«

Samlet set vurderer NEC, at antallet af bandemedlemmer er stabilt. Det samme er antallet af bander – ca. 14 på landsplan. Lige nu er den største bekymring bandernes heftige bevæbning. I flere opgør er der ikke bare benyttet pistoler, men også automatvåben.

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med medlemmer fra hverken Black Cobra eller Borhan-drengene til denne artikel.

Til gengæld vil advokat Laue Traberg Smidt gerne give sit besyv med. Han har kontor på Nørrebro og har flere klienter fra den såkaldte Blågårds Gruppe, som politiet også anser for at være en af de førende indvandrer-bander.

Han har desuden været forsvarer for Danny Abdalla, præsidenten for Den Internationale Klub, der tæller op imod 300 medlemmer og er altdominerende i Jylland:

»Politiet optrapper med sin retorik konflikterne og skræmmer danskerne unødigt. Folk som Per Larsen taler om bandekriminalitet, hvor han i virkeligheden sigter til mindre slæng, som er meget løst og tilfældigt organiserede. Der findes ikke én Blågårds Gruppe – der findes fem-seks grupperinger, som nærmest ingen kontakt har indbyrdes. De 17-årige kender intet til, hvad de 15-årige har gang i. Jeg forsøger ikke at få de unge til at lyde som spejderdrenge, for det er de ikke. Men de er altså heller ikke, hvad folk forbinder med bander. I modsætning til virkeligt organiserede netværk er deres kriminalitet uhyre let at trevle op. Det er bare at sætte gang i en telefonaflytning. De taler dansk, og de tager ingen forholdsregler overfor, hvem der lytter med.«

Det afviser Kim Kliver fra NEC:

»Som alle andre kriminelle tilpasser de sig politiets efterforskningsmetoder. Der er her tale om meget erfarne kriminelle – så de er yderst sikkerhedsbevidste. Derfor bruger vi kæmperessourcer på sammen med Rejseholdet og kredsene at komme ind bagved. Det er et langt sejt træk. Måden at bekæmpe dem på er målrettede efterforskninger efter salami-metoden. De skal ud af cirkulation, og det er der et meget tæt samarbejde mellem NEC og politikredsene om. Det er den eneste måde at danne sig et overblik over banderne på og bekæmpe dem – at gå efter deres kriminalitet, deres økonomi og deres våben.«



Justitsminister Lene Espersen lancerede i 2005 en særlig indsats mod banderne. Det skete samtidig med, at politiet tog en af sine største skalpe i kampen mod banderne. På Midtsjælland slog politiet til mod en række medlemmer af Black Cobra; i alt 45 personer. De sidste sager har været for retten her i efteråret. Politiet mener selv, at de har ramt Black Cobra dér, hvor det gør mest ondt; på deres kriminalitet, på deres våben, økonomi og dermed også deres status.

Lederen af Black Cobra, den 24-årige Zuhair Nasser, var blandt de anholdte, og byretten i Næstved sendte ham 8. marts 2006 to år bag tremmer.

Zohair Nasser blev kendt skyldig i frihedsberøvelse, ulovlig tvang, trusler, vold, narkobesiddelse og overtrædelse af våbenloven. Han var blandt andet anklaget for at være hovedmanden bag en grusom sag i maj i fjor i Tappernøje, hvor en 22-årig mand blev frihedsberøvet, afstraffet og truet pga. falske voldtægtsrygter.

En 22-årig mand blev beskyldt for at have voldtaget en pige, men det hele beroede på en misforståelse. Men før den misforståelse blev opklaret, fik manden tæv så blodet flød og blev truet med en skarpladt pistol.

Men dommen lader ikke til at have knækket Black Cobras leder.

For nylig fik en 32-årig betjent fra Station 1 i København 60 dages fængsel for vold mod en indsat i detentionen. Betjenten trak den indsatte ca. 20 meter fra toilettet til cellen i et halsgreb. Den indsatte var Zuhair Nasser.

Episoden i detentionen udartede sig, da præsidenten for indvandrerbanden Black Cobra tissede ved siden af kummen med vilje. Ifølge vidneforklaringer satte Cobra-præsidenten hænderne bag nakken og rettede sin stråle hid og did på toilettets gulv.



Nu lancerer justitsminister Lene Espersen et initiativ mod banderne.

»Regeringen vil under ingen omstændigheder acceptere, at indvandrerbander og andre kriminelle netværk ødelægger vores ellers velfungerende samfund. For to år siden udviklede Rigspolitiet en ny strategi til bekæmpelse af bandekriminalitet. Den indsats er i fuld gang, så disse bander skal stresses på samme måde, som vi så det ske med rockerne kort tid efter regeringens tiltræden i 2001,« siger Lene Espersen.

Samme weekend, som Jamal blev skudt, var der yderligere to skudepisoder i København. Derfor retter Lene Espersen nu opmærksomheden mod våbnene. De skal væk fra gaderne og banderne.

»Vi har allerede en meget restriktiv våbenlov i Danmark, men der er ingen tvivl om, at jeg som justitsminister er parat til at tage nye initiativer, så vores værn mod ulovlige skydevåben kan blive endnu stærkere. Rigspolitiet har i denne uge indskærpet over for landets politikredse, at indsatsen med at beslaglægge ulovlige skydevåben skal intensiveres yderligere. Politiet skal i større omfang end i dag benytte muligheden for at kropsvisitere folk for våben. Desuden er jeg sammen med politiet og anklagemyndigheden ved at vurdere, om der er brug for nye lovregler for at styrke håndhævelsen af våbenlovgivningen.«



»Kan du ikke sige til min træner, at jeg ikke kan spille kamp i dag.«

Det var, fortalte hans bror til Ekstra Bladet, noget af det første, Jamal sagde til sin bror, da han vågnede af narkosen på Rigshospitalet. Han var meget afkræftet og kommer til at tilbringe mange uger på hospitalet.

Holdkammeraterne fra KB gennemførte kampen mod B93 efter ønske fra Jamals familie. Flere af spillerne spillede med hans navn skrevet på svedtrøjerne og vandt 3-1.

Endnu er det for tidligt at sige, om Jamal nogensinde kommer til at spille igen.

Men han lever.