Borgmester: »En rådden kultur«

TV2 afslørede her til aften hjemmehjælpere, der i arbejdstiden tog hjem, holdt lange pauser, og kun brugte få minutter på de ældre.

Borgmester: »En rådden kultur« Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Hjemmehjælpere fra aftenholdet i plejecenter Håndværkerhaven i det københavnske nordvest-kvarter vil i denne uge blive indkaldt til tjenstlige samtaler hos Københavns Kommune.

Det sker efter, at TV2 med skjulte optagelser i dag kunne afsløre, at hjemmehjælperne fra det pågældende plejecenter tager timelange pauser i løbet af arbejdsdagen, og bl.a. tilbringer noget af arbejdstiden på deres privatadresse.

Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) fortæller, at kommunen allerede har afholdt samtaler med 7 medarbejdere – to gruppeledere samt de medarbejdere, der kan identificeres i indslaget. De er nu blevet hjemsendt, og det skal vurderes, om de skal have tjenstlige påtaler.

»Nogle ting er over stregen, og det er en skændsel. Jeg tror, at vi har haft en rådden kultur i en flosset enhed, men det er ikke det generelle billede af hjemmeplejen i København, hvor jeg mener, at vi har dedikerede medarbejdere,« siger hun.

Fem et halvt minut

Af TV2 indslaget – hvor kameramænd har fulgt efter hjemmehjælpere og dermed dokumenteret, hvor de bruger deres arbejdstid – fremgår det, at en af hjemmehjælperne i gennemsnit bruger fem et halvt minut på de ældre, selvom de ifølge TV 2 er visiteret til ydelser, der burde tage langt længere tid.

En anden hjemmehjælper holder parkeret ved sin privatadresse i mere end en time, inden han kort inden fyraften tager sin kittel på og kører til plejecentret for at stemple ud. Lokalområdechef Vivian Buse fra hjemmeplejen på Bispebjerg og Nørrebro siger til TV2:

»Intet af det her kan på nogen måde accepteres. Det er et groft tillidsbrud.«

Forvaltningen vil i den kommende uge personligt opsøge de ældre, der modtager hjemmehjælp fra Håndværkerhaven, for at undersøge om de har fået den hjælp, de har behov for. Allerede i fredags lykkedes det at komme i kontakt med tre-fjerdedele af de i alt 152 ældre borgere, og kun 8 af dem havde klager, fortæller borgmester Ninna Thomsen, der dog stadig kalder afsløringerne »ekstremt provokerende«.

Allerede inden TV2’s optagelser havde forvaltningen lokaliseret problemer i den pågældende hjemmepleje, fortæller borgmesteren. I sidste uge blev lederen derfor fyret, og samtidig er det blevet besluttet, at hjemmeplejen skal tages fra det selvejende plejehjem og kommunaliseres.

»Henover forået har vi vidst, at der var problemer. Man har ikke magtet ledelsesopgaven og har ladet der udvikle sig denne rådne kultur. Men det er der taget hånd om,« siger Ninna Thomsen, der samtidig pointerer, at der er faktuelle fejl i TV2’s udsendelse.

Forvaltningen understreger bl.a., at borgerne ikke bliver visiteret til en given tidsperiode, men til ydelser – og den afsatte tid til borgerne er derfor kun kommunens eget styringsredskab.

Desuden forklarer forvaltningen de korte besøg hos de borgerne med, at mange af de ældre selv klarer – eller får hjælp fra pårørende – til flere opgaver, som hjemmehjælperne derfor ikke behøver at bruge tid på.