Bedre garanti for pasning i København

Københavns overborgmester, Frank Jensen, er klar til at lære af Århus for at sikre pasningsgaranti. Men pædagogerne kalder Århus »et skrækeksempel«, og Venstre vil satse på fleksible pladser frem for store nybyggede institutioner.

Der skal være en bedre garanti for, at de Københavnske børn kan blive passet, mens mor og far er på arbejde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Københavns nye overborgmester, Frank Jensen (S), vil se ud over kommunegrænsen i sin markante satsning på at få styr på hovedstadens vildtvoksende problemer med børnepasning.

»Selv om København er en stor by, skal vi ikke være så fine, at vi ikke kan lære noget af andre kommuner, f.eks. Århus. De seks største kommuner i landet kan levere børnepasning og endda i gennemsnit til halvdelen af, hvad det koster i København,« siger Frank Jensen.

Frank Jensen lover, at københavnske forældre senest om fire år kan få en plads til deres barn i nærheden af familiens hjem, og at søskende kan få tilbud om plads i samme institution. Denne garanti skal gælde, når barnet er maks. 12 måneder og være et supplement til den lovfæstede pasningsgaranti, der sikrer forældrene plads til barnet - et eller andet sted i kommunen - når barnet er 30 uger.

Venstres leder på rådhuset, kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev, er dog ikke imponeret.

»I de seneste mange år har vi afsat milliarder til børnepasning, uden at det lykkedes Socialdemokraterne at få SFs børne- og ungeborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard, til at tage sig sammen og bygge nyt i tide. Det store problem er, at S og SF hele tiden har holdt fast i de store, forkromede planer frem for at tænke i fleksible, hurtige og midlertidige løsninger, som Venstre har foreslået gang på gang,« siger hun.

Enkel opskrift på succes

I 2010 vil ventelisten til dagpasning i København være vokset til 1.000 børn mod 700 børn i år, men ifølge den afgåede børnerådmand i Århus, Gert Bjerregaard (V), er den århusianske succesopskrift ganske enkel; de gamle institutioner er løbende blevet moderniseret, og forældre og personale er i dag meget tilfredse: »Vi har i løbet af de sidste par år oplevet et fald i sygedage blandt personalet i daginstitutioner,« siger han.

Jan Hoby, der er næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger, siger dog direkte, at »man skal lade være at lære noget af Århus«.

»Århus er et skrækeksempel på, hvor dårligt det kan gå, når Socialdemokraterne ikke har respekt for det pædagogiske personales viden og indsigt,« siger Jan Hoby.

Nina Reffstrup fra Københavns Forældre Organisation advarer også mod at skele for meget til de århusianske erfaringer. »Der er bedre plads til at bygge ud i Århus, hvor man i København stort set kun kan bygge opad,« siger hun og tilføjer: »Jeg tror heller ikke, at de århusianske forældre har samme lyserøde billede af situationen. Det vigtigste for os er kvalitet i pasningen, og Københavns Kommune starter 2010 med en kæmpebesparelse på samtlige institutioner, hvor alle skal ud at fyre folk.«

S satser på børnene

Frank Jensen satser på hurtigst muligt i løbet af 2010 at fremlægge en køreplan for den københavnske pasnings- og søskendegaranti. På forhånd har alle partier i Borgerrepræsentationen afsat 367,2 mio. kr. - fordelt over de kommende tre år - til yderligere 1.230 permanente og 800 midlertidige dagpasningspladser.

Frank Jensens politiske satsning på børnepasningen er ifølge ham selv årsagen til, at Socialdemokraterne ved konstitueringen valgte at indsætte Anne Vang på børne- og ungdomsborgmesterposten.