Ingen lande i EU har formået at reducere deres relative CO2-udslip så meget som Danmark. Men meget tyder på, at vi langt hen ad vejen kan takke blæsevejr, regn og varmere vintre for den grønne position.

Af Lars Henrik Aagaard, lha@berlingske.dk
Lørdag den 30. maj 2009, 19:52

På trods af generel økonomisk vækst i det nye årtusinde er de 15 »gamle« EU-lande godt på vej til at opfylde målsætningen om en reduktion af deres drivhusgasser på otte procent i forhold til 1990.

»Vi er på rette spor mod Kyoto,« siger Ricardo Fernandez, som er analytiker i Det Europæiske Miljøagentur EEA, der har hovedkvarter i København.

Målet, som det er formuleret i Kyoto-protokollen, skal være nået i årene 2008-12, men ifølge dugfriske tal fra EEA havde de gamle EU-lande reduceret deres udslip af drivhusgasser med fem procent ved udgangen af 2007.

Alene fra 2006 til 2007 var faldet i de 15 EU-lande — herunder Frankrig, Storbritannien, Italien, Tyskland og Danmark — på 1,6 procent, og aller lunest i svinget lå Danmark, der pr. indbygger kunne præstere den største reduktion i hele EU.

Ifølge Ricardo Fernandez, der i går var med til at præsentere de nye EU-data på et pressemøde i København, skyldes Danmarks førerposition bl.a. megen regn og blæst i 2007. Det betød, at vindmøllerne kunne snurre hurtigere og producere ekstra meget grøn energi, ligesom der i Norge og Sverige blev produceret et overskud af el fra vandkraft, som i vid udstrækning blev eksporteret til Danmark.

»I forhold til 2006 brugte Danmark i 2007 21 procent mindre fossilt brændsel til elproduktion,« forklarer han

Den største reelle CO-reduktion i EU stod Tyskland imidlertid for. Fra 2006 til 2007 begrænsede unionens befolkningsmæssigt største land sit udslip af menneskeskabte drivhusgasser med over 20 mio. ton svarende til hele 40 procent af det samlede fald i alle 27 EU-lande.

Miljøagenturet påpeger, at en større del af faldet i udslip af menneskeskabte drivhusgasser i EU kan forklares med stadigt varmere vintre i Europa. Alene fra 2004 til 2007 faldt mængden af såkaldte graddage, hvor der er behov for opvarmning af ejendomme, således med næsten ti procent i Danmark og hele 12,5 procent i Tyskland. Dertil kommer, at de ret høje oliepriser i 2007 har haft en afdæmpende effekt på europæernes forbrug, ikke mindst blandt boligejere.

Agenturet er endnu ikke i stand til at svare på, hvor stor betydning EUs og de enkelte medlemslandes klima- og energipolitik måtte have haft på CO2-reduktionen. Men det er opsigtsvækkende, at det er de private europæiske husstande, der er ansvarlige for langt størsteparten af faldet. Der er nemlig stadig stigende udslip fra den europæiske transport- og industrisektor.

John Nordbo, der er leder af klimaprogrammet hos Verdensnaturfonden WWF, er ikke specielt imponeret af Danmarks europæiske førerposition.

»Vi er ikke klassens duks. Hvis man i stedet for at se på de faktiske udslip, kigger på de korrigerede tal, der er renset for effekter som meget blæsevejr, ekstra store vandmængder i norske og svenske floder eller meget varme om vinteren, så er vores CO2-udslip rent faktisk stigende,« siger han.

Vicedirektør i Dansk Energi, Lars Aagaard, mener, at billedet er mere nuanceret, især på grund af det europæiske CO2-kvotehandelssystem.

»Det er klart, at når vi importerer meget vandkraft og får meget el fra vind, så er der mindre behov for at producere el fra fossile brændsler. Så producerer vi mindre CO2 og køber færre kvoter. Vi har en pligt til at købe CO2-kvoter svarende til vores udslip, og den pligt overholder vi. Men der er et loft over mængden af kvoter, og i perioder uden meget regn og blæst, kan vi undgå at støde mod loftet ved at fyre med mere biomasse.«

EU har i øvrigt forpligtet sig til et mål på 20 procent mindre CO2-udslip i 2020 i forhold til 1990 — et tal, der kan stige til 30 procent, hvis andre lande vil påtage sig lignende forpligtelser.