Over 60.000 amerikanere er døde efter at have fået coronavirus, og den amerikanske økonomi er ved at kollapse. Men præsident Donald Trumps svigersøn mener alligevel, at USAs håndtering af coronakrisen kan kaldes for en »succeshistorie«.
I et interview i »Fox and Friends« på TV-kanalen Fox News forklarede Jared Kushner, som altså er gift med Donald Trumps datter Ivanka og er særlig rådgiver for præsidenten, at den amerikanske regering nu har nået sine mål i kampen mod coronavirus.
»Vi er på den anden side af det medicinske aspekt af det her. Og jeg synes, vi har nået alle de forskellige milepæle, vi skulle. Så regeringen har klaret udfordringen, og dette er en god succeshistorie,« siger han i interviewet.
På sit daglige pressemøde onsdag annoncerede præsident Donald Trump, at han ikke har tænkt sig at forlænge de nationale retningslinjer for social afstand, som den seneste måned har holdt landet så godt som lukket.
Det er nu i stedet op til delstaterne at forvalte en potentiel fortsat nedlukning eller gradvis genåbning, skriver The Guardian.
Det vil sige, at det også bliver op til delstaterne at vurdere, om amerikanerne fortsat skal holde social afstand til hinanden. Regeringen har dog udfærdiget en række retningslinjer til delstaterne, som de skal følge, hvis de vil genåbne gradvist, og i alle faserne spiller fortsat social afstand en vigtig rolle.
Over en million amerikanere er blevet smittet med coronavirus, og flere end 60.000 er døde efter at have fået virussen ifølge Johns Hopkins University. Det er flere, end der døde under USAs to årtier lange Vietnamkrig, har mange amerikanske medier hæftet sig ved.
Ifølge det amerikanske center for sygdomskontrol og -forebyggelse, Centers for Disease Control and Prevention (CDC), kan amerikanerne forvente, at dødstallene de kommende uger og måneder fortsat vil vokse, i takt med at flere delstater påbegynder en genåbning.
På pressemødet onsdag hæftede Donald Trump sig dog ved, at lægemidlet remdesivir, som oprindeligt blev udviklet til kampen mod ebola, har vist sig at have positive effekter i behandlingen af covid-19. Det viser nye studier, som Berlingske tidligere har beskrevet.
Præsident Trump er flere gange blevet kritiseret massivt for sin håndtering af krisen, der også har ramt den amerikanske økonomi hårdt. På fem uger er 26 millioner således blevet arbejdsløse, og i første kvartal er USAs økonomi skrumpet med 4,8 procent.
Det forventes, at den kan svinde ind med hele 30 procent i andet kvartal, som Berlingske har beskrevet. Samtidig kan arbejdsløsheden vokse til at ramme hver femte amerikaner, mens landets supermarkeder kan risikere at løbe tør for kød i løbet af sommeren.