Den israelske forfatter Amos Oz er død

Amos Oz regnes for at være en af Israels største moderne forfattere. Han blev 79 år.

Den israelske forfatter Amos Oz er død efter kort tids sygdom. Det skriver hans datter på Twitter ifølge nyhedsbureauet AP. Han blev 79 år. (Arkivfoto) Dan Balilty/Ritzau Scanpix

Den israelske forfatter, journalist og samfundsdebattør Amos Oz er fredag død i en alder af 79 år.

Det skriver hans datter på det sociale medie Twitter ifølge nyhedsbureauet AP.

»Min elskede far, Amos Oz, en pragtfuld mand, forfatter, en besindig og fredselskende mand, døde i dag fredfyldt efter en kortvarig kamp mod kræft. Han var omgivet af sine kære og vidste det til det sidste,« skriver hun.

Amos Oz regnes for at være en af Israels mest berømte moderne forfattere, og hans bøger er blevet oversat til mere end 30 sprog.

Han er kendt for blandt andet »Min Michael«, »Judas« og »En fortælling om kærlighed og mørke«.

Israeleren har modtaget en række priser i både ind- og udland for sine bøger, blandt andet den tyske Goethe-pris og den tjekkiske Franz Kafka-pris.

I 1998 blev han desuden tildelt den prestigefyldte pris Israel Prize for Literature.

Han er desuden kendt som fredsaktivist, idet at han var en af de første ledende israelere, som i 1967 offentligt opfordrede til at oprette en palæstinensisk stat.

Og i 1978 var han med til at grundlægge den israelske fredsbevægelse Peace Now.

/ritzau/