USAs præsident, Joe Biden, rejser i begyndelsen af næste uge til den katastroferamte Hawaii-ø Maui sammen med sin hustru, Jill.

Det oplyser Det Hvide Hus onsdag.

Præsidentparret skal her »mødes med beredskabsfolk, overlevende og føderale, statslige og lokale embedsmænd«, lyder det.

Hawaii – og særligt øen Maui – blev i begyndelsen af august ramt af dødelige skovbrande. De har kostet over 100 mennesker livet.

80-årige Biden har hidtil udtalt, at han ville vente med at besøge øgruppen, indtil han var sikker på, at besøget ikke ville forstyrre redningsarbejdet.

»Jeg vil ikke være i vejen. Jeg har set, hvordan det kan se ud i katastroferamte områder. Jeg vil være sikker på, at vi ikke ødelægger nogen af de igangværende redningsindsatser,« sagde han tirsdag.

Det er især byen Lahaina, der er blevet ramt af de voldsomme skovbrande.

Et område på 13 kvadratkilometer blev sidste tirsdag brændt i løbet af få timer. Til sammenligning er Frederiksberg Kommune 8,7 kvadratkilometer.

Branden overraskede de lokale indbyggere og ødelagde over 2200 bygninger.

Den vurderes at have forårsaget skader for 5,5 milliarder dollar, oplyser myndighederne. Det svarer til 37,5 milliarder kroner.

Joe Biden er blevet kritiseret af den republikanske opposition for ikke at have reageret udtalt nok på tragedien på Hawaii. Indbyggere på Hawaii har også klaget over, hvordan de føderale myndigheder har håndteret katastrofen.

Biden nævnte skovbrandene torsdag i sidste uge, men talte ikke offentligt om situationen i løbet af weekenden, hvor dødstallet steg.

Tirsdag italesatte Biden igen katastrofen under et besøg i Salt Lake City.

Hawaii består af en række øer og er en af USAs 50 delstater. Øgruppen ligger vest for USA i Stillehavet og har cirka 1,4 millioner indbyggere.

/ritzau/Reuters

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.