Der står en ældre kvinde på Bellahøj og brænder manuskripterne til sine romaner.
Sådan er rammen i Johan Melins film »Profetia«, og da det viser sig, at kvinden Sofies nu brændende bøger handler om hendes egen fortid, får vi den oprullet i et sindrigt mønster af flashbacks, som med dunkel kronologi springer rundt i tid og sted uden dog at forlade de nordlige københavnske randområder, hvor hele filmen er indspillet på location med så håndholdt og flimrende et kamera, at man nu og da tænker, at fotografen må have haft hikke.
Imidlertid er den herboende svenske instruktør Johan Melin ingen amatør. Hans foregående spillefilm, »Preludium« fra 2008, førte os med teknisk virtuositet gennem Nørrebro i én eneste timelang uklippet optagelse, og også »Profetia« har et hyperrealistisk præg med sine scener fra gader, værtshuse og hospitaler, hvor personerne mødes og skilles i en skæbnemosaik kendt fra værker som Robert Altmans »Short Cuts«. Melins film er dog langt mere rå og upoleret, og den handler ikke mindst om mennesker, som måske elsker hinanden, men alligevel svigter hinanden.
Krævende sag
Det siger næsten sig selv, at når en dansk film udelukkende får premiere i Cinemateket og på DVD, henvender den sig ikke til et større mainstream-publikum. »Profetia« er da også en ret krævende og ganske anstrengende sag, der med sit hvileløse tempo og sin kantede, aggressive stil ikke er bange for at skubbe tilskueren fra sig, men samtidig fastholder den interessen ved at være en sprængt fortælling, hvis konturer man aner, men ikke helt kan gennemskue - og ved at rumme stærke præstationer af blandt andre Anette Karlsen, Anders Hove, Patricia Schumann og Christoffer Svane.
Man kan ikke påstå, at »Profetia« er sjov, rar eller hyggelig. Den er derimod en skrap og skrabet skildring af nogle mennesker, der er faret vild i tilværelsen og som sådan aftvinger den respekt.
