Tre danske film Oscar-nomineret

Opdateret kl. 15:42: Lone Scherfigs engelsksprogede "An Education" er blandt de 10 Oscar-nominerede i den fine "bedste film"-kategori.

Den danske filminstruktør Lone Scherfig er nomineret til en Oscar for sin engelsksprogede film "An Education". Fold sammen
Læs mere
Foto: KEVIN WINTER

Lone Scherfigs engelsksprogede "An Education" er blandt de 10 nominerede til en Oscar i kategorien bedste film i 2009, oplyser Oscar-arrangørerne. Den kvindelige hovedrolleindehaver i filmen, Carey Mulligan, er desuden nomineret i kategorien bedste skuespillerinde.

Scherfigs film har allerede modtaget flere internationale filmpriser og har høstet anerkendelse i USA, hvor filmen blandt andet har vundet publikumsprisen ved Sundance Film Festival i Utah, og blevet kaldt "et mirakel" af det legendariske Rolling Stone magasin, oplyser Nordisk Film i en pressemeddelelse.

Udover Scherfigs spillefilm er to andre danske emner blevet nomineret i henholdsvis kategorierne bedste kortfilm og bedste dokumentar.

Det er dokumentaren "Burma VJ" af instruktøren Anders Østergaard, der er blevet nomineret. Filmen handler om en gruppe reportere, der i 2007 dokumenterer det
folkeoprør, som buddhistiske munke ledede mod militærjuntaen i Burma.
Filmen, der består af små videoklip fra mobiltelefoner og håndholdte
kameraer, har indtil videre vundet 40 filmpriser verden over og skal
altså nu dyste om filmprisen over dem alle, Oscar 'en.

I kategorien bedste kortfilm er det filminstruktør Joachim Backs film "The new tenants" med manuskript af Anders Thomas Jensen, der kæmper om den eftertragtede statuette. Filmen er lavet af det danske M & M Productions i
samarbejde med et amerikansk selskab, skriver Ritzau.

Oscar-statuetterne uddeles i Los Angeles 7. marts.

Se alle Oscar-nomineringerne (eksternt link).