Har man først været rigtig forelsket, når man har været ulykkeligt forelsket? Det diskuterer Agnethe i »Kærestesorger« og nagler derved filmens underliggende tematik om kærlighedens væsen set gennem de gryende nybegyndere ud i seksual- og parforholdslivet.
Sådan en er filmens hovedperson og fortæller, Jonas, spillet af 19-årige Thomas Ernst, der, ligesom Simone Tang som Agnethe, er amatør og fundet ved instruktør Nils Malmros’ sædvanlige metode: En omfattende casting.
Vi møder de to unge i efteråret 1961, og de har lige taget hul på deres første gymnasieår og er blevet småkærester. Men måske er Jonas ikke rigtig forelsket, for han kan også godt lide at være alene på sine cykelture og er i øvrigt også bange for at »blive bundet«. Da han på sin vage facon insisterer på, at de skal holde en pause, drages Agnethe mod klassekammeraten Toke, og i sin jalousi opdager Jonas, at han alligevel gerne vil have Agnethe. Sådan bølger følelserne frem og tilbage i de tre gymnasieår, som filmen følger de unge i.
Det vante univers
»Kærestesorger« er en slags hvordan-gik-det-dem-i-gymnasiet-fortsættelse til Malmros’ eminente »Kundskabens Træ«, selv om filmen ikke har gennemgående figurer. Temaerne er til gengæld genkendelige i det malmrosske univers. Individ-tegningen af flokdyret, at være inden for eller uden for sammenholdet, den spirende forelskelse og det første møde med kærligheden, der samtidig også bliver en tvivl om at underlægge sig konformiteten eller at gå sine egne frie veje. Er egen fri vilje og parforhold overhovedet forenelige størrelser? Det er dem, han utrætteligt kredser om i alle sine film, som han helt auteur-agtigt alle har skrevet selv – med undtagelse af »Barbara«.
Bedst er Thomas Ernst, der med drenget charme præcist rammer sin figurs blanding af pænt borgerdyr og ungdommeligt overmod og leverer helt igennem lydefrit skuespil. Det må Simone Tang med sine problemer med at intonere varieret til gengæld kæmpe mere for at opnå, især når den fynske dialekt ikke helt vil underlægge sig det viborgensiske.
De to bliver bakket op af en række gedigne birolle-præstationer af bl.a. Søren Pilmark som Agnethes far og Jacob Grosen Pedersen som Jonas’ ven Birger.
Optaget over tre år
Det har taget Malmros tre år at optage filmen, for han har villet have den biologiske, fysiske modning af sine hovedpersoner. Et udslag af den sans for perfektionisme, der kan ses i alle hans film. Her er ingen computergenererede Benjamin Button-effekter eller makeup til at få skuespillerne til at se ældre eller yngre ud. Og på den måde er der noget tiltrækkende organisk over Malmros’ værk.
Men der er også noget svævende anakronistisk over »Kærestesorger«. Ikke kun fordi den udspiller sig i begyndelsen af 60erne, men fordi den virker ude af trit med et moderne filmpublikum. Lykkes den som et rammende generationsportræt? Næppe, dertil er den for indadvendt pointeløs i sin historie. Men folk fra den generation, der var unge i tresserne, vil højst sandsynligt få sig en fornøjelig – og måske kærkommen – tur ned ad Memory Lane. For os andre virker »Kærestesorger« mest som en lidt langtrukken, kuriøs oplevelse, man køligt betragter og klukker over indimellem, uden at føle, at filmen vil en noget væsentligt.
