Hvis heltene smiler muntert, når der bliver skudt på dem, og griner endnu mere henrykt, når de selv skyder, så ved man, at man ser en traditionel actionfilm fyldt med voldsomme begivenheder til at fryde øjnene og bedøve hjernen.
Sådan en film er »The A-Team« i så høj grad, at den hist og her tangerer det parodiske. Den er selvfølgelig baseret på TV-serien, der bar samme titel og var populær i perioden 1983 til 1987, men handlingen er opdateret i spillefilmen, der dog stadig handler om fire ufatteligt kløgtige og frygtløse elitesoldater udsat for en falsk anklage, som de må forsøge at rense sig for.
Afsættet for den indviklede og absurde handling er nogle metalklicheer, som befinder sig i Bagdad og gør skumle kræfter i stand til at trykke billionvis af falske dollarsedler. Vores fire fantastiske helte sendes på en hemmelig mission for at sikre sig klicheerne, men forrådes og havner hjemme i USA i diverse fængsler, som de så bliver nødt til at bryde ud af.
En del mystiske aktører både i og uden for CIA er på banen i det vildt kulørte plot præget af en endeløs række enorme eksplosioner samt den stil, der har været populær i actionfilm siden beretningerne om agent Bourne - det vil sige larmende laviner af lynhurtige klip, der gør det vanskeligt for tilskueren at bevare nogen form for overblik og i værste fald kan ødelægge en film, sådan som det var tilfældet med det seneste 007-opus, »Quantum of Solace«.
»The A-Team« bliver ikke ligefrem ødelagt af den kaotiske klipning, men den bliver i længden udmattende som en slags hyperaktiv slægtning til både Bourne-filmene og »Mission: Impossible«. Vores helte må udføre talrige tyngdelovstrodsende stunts for at nå deres mål, og det gør de så med kække smil på læberne, mens skurkene skærer tænder og skumler hadefuldt.
Liam Neeson spilder sit talent som lederen af supergruppen, mens sydafrikanske Sharlto Copley fra »District 9« er et oplivende humoristisk moment som plimskør pilot. Og »The A-Team« gør sig så kolossal umage for ikke at kede os, at det halve kunne være nok.
