Ingen har så sort et syn på tilværelsen som Simon Staho. Den unge danske instruktør - der helst laver sine film i Sverige - fremtræder som så misantropisk en pessimist, at man får lyst til at protestere, selv om man samtidig nærmest modstræbende må beundre hans originalitet og konsekvens.
Det paradoksale ved »Kærlighedens Krigere« er imidlertid, at den på den ene side er Stahos til dato kulsorteste film, men på den anden side ligesom den rystende »Daisy Diamond« kalder på tilskuerens bevægede medfølelse og derfor opleves som mindre menneskefjendsk end de tidligere »Dag og Nat« og »Bang Bang Orangutang«. Tilsyneladende er Simon Staho begyndte at synes, at det er synd for menneskene.
Spartansk og asketisk
På kommercielt kompromis går han dog ikke, tværtimod. »Kærlighedens Krigere« har kun to synlige medvirkende og er med sine sort/hvide billeder formet i en stil så spartansk og asketisk, at man tænker på instruktører som Carl Th. Dreyer, Robert Bresson og Carlos Reygadas - kunstnere, der med et ubevægeligt kamera tør holde et nærbillede umådeligt længe og konsekvent rense billederne for enhver form for ornamentik og staffage.
Altså får vi i en statisk, totalt skrabet stil fortalt historien om de lesbiske kærester Ida og Karin, der beslutter at slå Idas far ihjel, fordi han misbrugte hende seksuelt, da hun var barn. Mordet - som man ikke ser blive begået - medfører imidlertid ingen katharsis, men tværtimod en beslutning om, at nu er der ingen grund for de to unge kvinder til at leve videre.
Regulær tragedie
Dermed er »Kærlighedens Krigere« en regulær tragedie, men skønt den er knugende, er den også sært bevægende. Ida og Karin (Josefin Ljungman og Shima Niavarani) er et par enfoldige mordere præget af rørende uskyldig naivitet, og ved ofte at lade kameraet dvæle ved mennesketomme lokaliteter à la Hammershøis malerier skaber Staho en intens stemning af ensomhed og fremmedgørelse.
Det er så minimalistisk, som en film overhovedet kan blive. Og det ligner et lille mesterværk.
