Alt var enklere tilbage i 1980erne, i hvert fald hvis man vurderer årtiet ud fra dets mange hårdtslående actionfilm. Der fandtes tilsyneladende ikke ét problem, som filmheltene ikke kunne løse med en næsebrækning, en nævefuld maskinpistoler og en velplaceret håndgranat. Øverst på problemknusernes rangstige tronede bodybuildermesteren Arnold Schwarzenegger, den tidligere pornotyr Sylvester Stallone og TV-skuespilleren Bruce Willis, der tævede sig ind i midten af actionarenaen som den hårdt plagede strømer i »Die Hard«-filmene.
Længere nede kæmpede genrens mindre stjerner som for eksempel Dolph Lundgren, Jean-Claude van Damme og Chuck Norris med elendige manuskripter og klichefyldte dialoger. Men publikum elskede dem alle, i hvert fald indtil årtiet rendte ud, og actionrollerne blev overtaget af psykisk martrede superhelte og identitetssøgende agenter som Jason Bourne.
I dag er der dansk premiere på Sylvester Stallones egen hyldest til genren »The Expendables«, hvori en række af de førnævnte helte fra 1980erne bringes sammen med kolleger af nyere dato for at fejre den lavpandede eksplosive actionfilm. Men filmen er kun én ud af talrige nutidige film, der tager afsæt i 80ernes underholdningsfilm. Ifølge filmbranchebladet Variety er mindst 30 film fra 1980erne enten allerede blevet indspillet eller er ved at blive det. Nogle af dem er komedier, som den elendige og uendelige »Police Academy«-filmserie, mens andre er horrorfilm eller familiefilm som »Poltergeist« og »Karate Kid«.
Og så er der de førnævnte actionfilm som John Carpenters »Flugtaktion New York« (1981) og »Beverly Hills Cop« (1984), der er på vej i nye udgaver, ligesom der er forlydender om at Stallones Rambo og Rocky-serien skal genlanceres eller rebootes, som det hedder i vore dage.
Svagt film-årti
Fælles for de hårdtslående 80er-film var et minimum af dialog, en enkel historie og en overvældende mængde vold, våben og eksplosioner. De sammenbidte helte var tavse og indadvendte som Stallones John Rambo i »First Blood«, men altid parate til at uddele håndmadder med næver og overarme, der var som støbt i jernbeton. Kvinder var enten helt fraværende i filmenes ekstremt maskuline univers, eller placeret i roller som helt passive eller sågar forræderiske.
»1980erne var et meget svagt filmårti, i hvert fald sammenlignet med 1970erne, hvor instruktører som Martin Scorsese, William Friedkin og Francis Ford Coppola lavede nogle af deres klassiske mesterværker. Den ny tendens var store budgetter, men indholdsmæssigt lavere ambitioner,« siger Johan Albretchsen, der er anmelder på filmnetsiden Filmz.
Hollywoods sidste guldalder med stribevis af eksperimenterende og socialt kritiske film endte med George Lucas kolossale virkelighedsflugt »Star Wars« (1977), der ændrede filmlandskabet. Eksperimenterne blev forkastet til fordel for blockbusteren, hvor det gjaldt om at hive så mange mennesker i biffen som muligt med så effektive midler som muligt. Også selvom det krævede forgrovning af virkemidlerne.
Den da 35-årige Sylvester Stallone, der allerede havde opnået stjernestatus med sin engagerede boksefilm »Rocky«, viste endnu en gang, hvordan formlen skulle skæres, da han lavede sin første Rambo-film »First Blood« i 1982. Her spiller han den desillusionerede omstrejfende Vietnam-veteran, der først ydmyges af en gruppe sadistiske landsbystrømere, men flygter ind i skovene, hvor han bruger alle sine militære færdigheder til at øve gengæld mod sine forfølgere. Til sidst angriber og forvandler han byen til murbrokker.
Virker primitive
Eftersom Rambo-filmserien hurtigt degenerede til at blive rene skudsalveorgier, overrasker et gensyn med »First Blood« med at være forholdsvist atmosfærefyldt og jævnt pacet. Som i mange af Sylvester Stallones film, kommer hovedkarakteren tæt på at være en slags forfulgt Jesus-figur, hvis ikke det var fordi, at Rambos faste ansigtsudtryk er en maske af total foragt overfor den feje og svagelige menneskehed, der omgiver ham.
»Den typiske helt i 80ernes action film er denne larger than life-figur. Det er ikke meningen, at han skal være realistisk, tværtimod skal det være så fjernt fra virkeligheden som muligt. Han er perfekt,« siger Johan Albrechtsen.
Dette er formentlig årsagen til, at film som »Rambo«, Schwarzeneggers tidlige film som »Commando« og »Raw Deal« eller Chuck Norris ultraprimitive volds- og våbenorgier i nutiden virker så primitive. Verden er blevet et pindehul mere sofistikeret, og nutidens helte som Christian Bales »Batman« eller Matt Damon »Jason Bourne« har vist, at man godt kan få interessante psykologiske profiler ud af actionheltene.
I førnævnte »Raw Deal« (1986), der på dansk har den meget deskriptive titel »Sagen er bank«, slæber den cigarrygende bodybuilder stadig rundt på en østrigsk accent så massiv som sine boldformede overarme, og set med nutidige øjne er det en gåde, hvordan det lykkedes Schwarzenegger at slå igennem som USAs højest betalte skuespiller. Her spiller han en strømer, der i lede over det ineffektive retssystem går til egenhændigt angreb på Chicagos førende mafiabande.
Hovedparten af filmens spilletid går med at kvæste eller aflive bandens endeløse række af hjælpeløse håndlangere, der aldrig indser, at det ville være klogest at tage benene på nakken. Indimellem forsøger Schwarzenegger at krydre rollen med noget humor, men kombinationen af ultravold og smarte bemærkninger får her karakter af noget psykopatisk.
Humor og selvironi
Heltenes smarte bemærkninger bredte sig som kvikgræs i 80ernes action film, og havde den vigtige funktion at udgøre den ene procent humor og selvironi, der forhindrede filmene i at blive helt ufordøjelige.
Som oftest havde action-filmene nogle skurke, der langt overgik heltene, hvad angår broget karisma, og for det blev de belønnet med en særligt pinefuld død. Den koparrede og slibrige Eric Roberts, der spiller led bagmand i Stallones »The Expendables« er prototypen på skurken, hvis sadisme kun overgås af hans fejhed.
»Filmene er meget brutale i forhold til tidligere årtiers actionfilm. Alt overflødigt og komplicerende i filmene er skåret væk, hvilket også handlede om, at de skulle være nemme at markedsføre,« siger Johan Albrechtsen.
Men hvorfor denne fornyede interesse for 80ernes actionfilm? Ifølge filmbladet Variety skyldes det blandt andet, at genindspilningerne af filmene bliver produceret af mennesker, der var teenagere, da filmene havde premiere første gang.
»Vi har en kærlighed til de film, vi voksede op med, og nu vil vi gerne dele den kærlighed med andre,« siger den 44-årige Doug Belgrad, der er direktør for Columbia Pictures, der står bag adskillige 80er-remakes.
Mande-aftens underholdning
En del af forklaringen er, at filmene passer godt ind i tidsånden. USA står i to vanskelige militære konflikter, og Hollywoods hidtidige forsøg på at beskrive Irak-krigen med film som Kathryn Bigelows komplekse »Hurt Locker« har ikke fanget det store publikums interesse. Derfor er den enlige helt, der skyder uden først at spørge om lov, en attraktiv rollemodel.
Producenternes kærlighed til remakes understøttes tillige af, at filmene på to fronter er gode investeringer. De gamle fans skal selvfølgelig se, om der bliver pillet for meget ved arvesølvet, og yngre fans er ikke mere uvidende end, at de som regel har set originalerne på kabel-TV.
Den tyveårige pædagogmedhjælper Ernst Helmer Hansen har set Schwarzenegger-filmen »Commando« mindst 15 gange. Filmen er et fast element i vennekredsens »mande-aftener«, hvor der drikkes igennem til tonerne af Arnolds skudsalver.
»Det der gør denne og andre lignede film fra 80erne så underholdende, er den måde, alt overdrives på. Ikke nok med at Arnold kan klare alle, han kan også fodre skovens dyr med hånden, sådan som man ser det i starten af filmen,« siger Ernst Helmer Hansen.
Intet tyder på, at 80erne dør lige foreløbigt - der er stadig mængder af remakes på vej. Så da Arnold snerrede sin berømte replik »Ill be back!« i »Terminator II«, havde han ret i mere end en forstand.
Læs Ebbe Iversens anmeldelse side 4-5
