Kartoflen i kvinden

Den bliver sunget af hovedpersonen Faustas døende mor og handler om hvordan moren under Perus uroligheder, der varede ved et godt stykke op i 1980erne, blev voldtaget og tvungent til at æde sin mands penis. Morens traume har sat sig som en konstant sorg i den unge Fausta (spillet af den peruvianske stjerne Magaly Solier), der i frygt for at komme ud for det samme har sat en kartoffel op i sig, der nu er ved at slå hende ihjel. Men Fausta nægter at gøre noget ved den, i hvert fald ikke før hun har begravet sin døde mor og for at få råd til den, får hun arbejde hos en rig kvindelig pianist som husholderske. Pianisten opdager dog snart Faustas sang og for hver sang, hun synger, får Fausta en perle. Perler, der kan blive hendes vej væk fra fortiden. Meget af handlingen er ren symbolik og allegorier over Perus historie og over at være kvinde i hårde tider. Så er man åben for en meget anderledes og til tider ujævn oplevelse, er »Faustas Perler« af Claudi Llosa, der vandt Guldbjørnen i Berlin, en både hård og blid film. Ligesom den sang, der åbner den.