»Jeg hader almindelige mennesker,« vrisser hun. Kort pause. »Nej, de er fine nok,« korrigerer hun så.
Altså en kvinde i splid med sig selv, og dobbeltheden er typisk for skuespillerinden Thea, der bader sig i succes og vælter sig i fiasko.
På teatret yder hun en beundret præstation som den frådende Martha i Edward Albees tænderskærende »Hvem er bange for Virginia Woolf«, men privat må hun kæmpe for at erobre sit liv tilbage efter ophold på et behandlingshjem for alkoholikere og en skilsmisse med frivilligt afkald på forældreretten til sine to sønner.
Hvis man mødte Thea ude i virkeligheden, ville man sikkert blive splittet mellem en stærk trang til at lære denne begavede, karakterfulde kvinde nærmere at kende og en voldsom lyst til at flygte skrigende fra den på én gang aggressive og sårbare furie med hendes forvirrende blanding af uforskammet arrogance og undskyldende ydmyghed.
Thea kan være fræk og furiøs, men inderst inde er hun et usikkert menneske (hvorfor ellers drikke?), og man følger hende med skrækblandet sympati og konstant bekymring for, at hun skal ryge af vandvognen og begynde at drikke igen.
Stilistisk minder den prunkløse, næsten asketiske »Applaus« om afdøde John Cassavetes’ vibrerende værker og om en Dogmefilm med sine håndholdte, overbelyste billeder.
Og den debuterende instruktør Martin Pieter Zandvliet klipper frem og tilbage mellem Theas ildsprudlende præstation i »Virginia Woolf« – som vi får lidt for mange og lange indslag fra, så sandt som man næppe går i biografen for at komme i teatret – og hendes oplevelser med ægtemanden og hans nye kæreste, med de to i begyndelsen ret forskræmte sønner samt med en tvetydig svensker, som Thea i en tragikomisk sidehandling møder på et værtshus.
»Applaus« er et mentalt nærbillede uden særlig meget episk eller dramatisk fremdrift, men med en kolossal intensitet i personernes famlende tilnærmelser og smertelige konfrontationer. Og selv om både den smukt furede Michael Falch som eksmanden og samtlige øvrige medvirkende spiller forbilledligt, hviler hele filmen reelt på én eneste søjle. Som hedder Paprika Steen.
Faktisk er dette ikke er en film med Paprika Steen anbragt i sig, men Paprika Steen med en film konstrueret rundt om sig, for hun er med i samtlige scener og yder en præstation af gigantiske dimensioner – rasende, tøvende, skrap, sart, hærget, sarkastisk, fortvivlet samt totalt uforfængelig og præget af den særlige form for udglattende selvironi, som Paprika Steen også i andre film har formidlet mesterligt.
En grov bemærkning efterfulgt af et hastigt smil og nedslået blik, en psykologisk dobbelthed formet med Paprika Steens særlige synkoperede spillestil og mod til at arbejde med udtryksfulde pauser.
Man kan på basis af »Applaus« strengt taget ikke vide, hvor god en instruktør Martin Pieter Zandvliet er – scenerne fra »Hvem er bange for Virginia Woolf« har han overtaget fra en autentisk forestilling på Gasværket – men man får bekræftet, at den frygtløse Paprika Steen er en kunstner af formidabelt format. Kunne nogen skuespillerinde i verden have spillet Thea bedre? Tænke, tænke. Nej.
»APPLAUS«: Dansk film, instrueret af Martin Pieter Zandfliet. En time og 25 minutter. Tilladt
