Historisk Oscar-triumf

Kathryn Bigelow blev den første kvinde, der modtog en Oscar som bedste instruktør, og hendes film "The Hurt Locker" blev nattens helt store vinder.

Kathryn Bigelow med Steve Martin og Alec Baldwin. Fold sammen
Læs mere
Foto: GARY HERSHORN

- Det er et af livets helt store øjeblikke.

Det var den amerikanske instruktørs første ord, da hun modtog en Oscar som bedste instruktør. Hun blev dermed den første kvinde nogensinde, der har fået denne ære. Kvindernes internationale kampdag er således indledt med bravour.

Oscar-festen minut for minut: De vandt de gyldne statuetter
Billedserie: Nattens Oscar-vindere

Hun fik prisen for sin præstation bag kameraet på krigsdramaet "The Hurt Locker". Før prisuddelingen begyndte var der lagt op til Davids kamp mod Goliath. "The Hurt Locker" mod "Avatar". Verdenshistoriens bedst sælgende blockbuster mod den film ved Oscar-showet, der havde indspillet færrest penge.

Eksernes kamp udeblev

James Cameron og Kathryn Bigelow var gift i to år - mens Cameron lavede Terminator 2 - og med ni nomineringer til hver af de to var der lagt op til en tæt kamp. Men den udeblev.

"The Hurt Locker" nappede seks statuetter. Den vandt tre af de store priser og tre tekniske. Bedste film, bedste manuskript, bedste instruktør, bedste lydmiks, bedste lydklipning, bedste klipning.

"Avatar" vandt tre tekniske priser, mens filmene Precious og Up begge vandt to.

Über-Bingo

Skuespillerpriserne blev fordelt næsten uden overraskelser. Jeff Bridges vandt bedste mandlige hovedrolle for sin præstation som fordrukken countrysanger i "Crazy Heart", mens Sandra Bullock lidt overraskende vandt den kvindelige pendant for sportsdramaet "The Blind Side".

Aftenens sikreste kort - Christoph Waltzs Hans "The Jew Hunter" Landa i "Inglourious Basterds" vandt ganske som forventet. Han takkede med følgende ord til Penelope Cruz, der overrakte prisen:

- En Oscar OG Penelope, det er jo Über-Bingo.

Komikeren Mo'Nique vandt også ganske forventet for sin præstation som voldelig moder i Precious. Noget af en omvæltning for skuespilleren, der før denne film har medvirket i blandt andet "Beer Fest" og "Phat Girlz".

Årets bedste originale ord var ifølge Akademiet at finde i "Up in the Air", der vandt for bedste originale manuskript.

Dansk hæder

Nattens danske islæt stod Joachim Back for. Hans kortfilm "The New Tenants" fik en Oscar. M&M Productions stod bag filmen, og det var selskabets tredje Oscar i denne kategori.

Interview med dansk Oscar-vinder: Livet er sjovt på første hylde

Lone Scherfigs "An Education" og Anders Østergaards "Burma VJ" blev ikke belønnet med nogen gyldne statuetter.