Forvirrende spænding

Serien om Blekingegadebanden begyndte mere stressende end spændende.

Blekingegadebanden (fra venstre): Den formodede leder, Jan Weimann (Nikolaj Coster-Waldau), Niels Jørgensen (David Dencik ), Bo Weimann (Thure Lindhardt), Carsten Nielsen (Pilou Asbæk ), medlem af PFLP Marc Rudin (Sebastian Blomberg) og Torkil Lauesen (Jacob Lohmann). Fold sammen
Læs mere

Hvorfor er lyden så lunefuld?

Det er jo underligt, at vi her i landet har svært ved at producere TV-fiktion, hvor replikkerne klinger klart og tydeligt. Problemet dukkede endnu en gang op i aftes i første afsnit af miniserien om Blekingegadebanden, og det var ikke kun den til tider uldne dialog, der gjorde optakten mere stressende end spændende - hele formen var i høj grad egnet til at tage pusten fra seeren og koble den fra, der vovede så meget som at blinke med øjnene undervejs.

Den autentiske historie om den besynderlige bandes politisk motiverede forbrydelser i 1980erne må vist i store træk være kendt af de fleste - blandt andet fra Peter Øvig Knudsen og Jørgen Moos' bøger og fra Anders Riis-Hansens glimrende dokumentarfilm »Blekingegadebanden« - så den skal ikke repeteres her. I stedet skal berettes, at den Zentropa-producerede serie i fem afsnit begyndte med at kyle os hovedkulds ind i historien med en dramatisk skildring af et brutalt røveri i Lyngby i 1983, hvorefter det gik over stok og sten med blandt andet rejser til Paris og det mislykkede forsøg på at kidnappe en svensk millionarving.

Mut og muggen helt

»Blekingegade« er struktureret i to parallelle forløb, hvor man i det ene følger bandens kriminelle meritter og interne konflikter, i det andet politiets arbejde med Jørn Moos som seriens egentlige helt. I Ulrich Thomsens mutte og mugne udgave er han imidlertid vanskelig at beundre, og et indledende problem i den nye serie er derfor simpelthen, at man savner en sympatisk og heroisk figur at heppe på - det er ligegyldigt, om en sådan person eksisterede i virkeligheden, for »Blekingegade« er fiktion inspireret af bemeldte virkelighed, og så må den følge fiktionens spilleregler og give os et brugbart referencepunkt.

Det ser ud, som om den ikke voldsomt erfarne instruktør Jacob Thuesen lige som mange andre i disse år har ladet sig inspirere af de lukrative spillefilm om CIA-agenten Bourne, hvad der betyder, at man fortæller i et højt opskruet tempo med mange hektiske klip. Det kan være virkningsfuldt, men også anstrengende, og i det flimrende første afsnit af »Blekingegade« betød det, at vi aldrig fik ro til at overskue den spegede histories baggrund og fundament.

Forklares ihjel

Autentisk baseret fiktion er altid dramaturgisk og moralsk problematisk, især når det drejer sig om nulevende personer, for hvor frit kan man være bekendt at fortolke virkeligheden, og hvor meget tør man opfinde selv for underholdningens skyld? Et klart svar må vente, indtil serien er forbi, men foreløbig er det mærkeligt at se så kendte skuespillere som Nikolaj Coster-Waldau og Thure Lindhardt være så kendte eksisterende danskere som brødrene Jan og Bo Weimann, og som spænding fungerer det langtfra optimalt - de mange forklarende tekster, som det har været nødvendigt at forsyne historien med, gør det heller ikke nemmere at lade sig forføre af fiktionen. Man håber, at de følgende afsnit vil skabe mere klarhed og overblik samt give os en helt at holde med.