Fords elegance på film

»A Single Man« bærer vidnesbyrd om, at Guccis kreative direktør 1994-2004, Tom Ford, ikke alene har overført sin berømmede æstetiske sans til filmmediet, men også kan fortælle i billeder.

Designeren debuterer som instruktør med en filmatisering af Christopher Isherwoods roman fra 1964 om to mænds kærlighed. Filmen »A Single Man« er i tilgift historien om en platonisk romance mellem en instruktør og hans hovedrolle. Firth er litteraturprofessoren George, der i sorg over sin kærestes død, planlægger den sidste dag i sit liv. Og under Fords fintmærkende instruktion viser Colin Firth en overvældende sårbarhed og et spil, der bevæger med så få og præcise virkemidler som et godt digt. Det filmiske 60er-univers er stilfuldt og forførende som Fords bedste kollektioner, men det er svært at afgøre, om den underspillede, men gennemsyrende æstetik virker som påmindelse om livets skønhed. Eller skildringen af den ensomhed, der er filmens kernetema, stivner lidt i sin poseren. Elegant er det i hvert fald.

»A SINGLE MAN«: Amerikansk film instrueret af Tom Ford. En time og 40 minutter. Frarådes børn under syv år. Dagmar, Grand, Falkoner og Empire i København, Kinopalæet i Lyngby, samt biografer i Odense, Århus og Aalborg.