"Forbrydelsen" på amerikansk i gang

Efter at der tidligere på året blev lavet et prøveafsnit, har den amerikanske tv-station AMC netop givet grønt lys for at lave et såkaldt remake af DRs populære dramaserie "Forbrydelsen I".

Mireille Enos skal spille Sara Lund i den amerikanske udgave af "Forbrydelsen". Fold sammen
Læs mere
Foto: JEAN CATUFFE / SCANPIX

Sarah Lund trækker nu i en amerikansk strikket sweater. Det er nemlig blevet besluttet af det amerikanske Fuse Entertainment i samarbejde med Fox Television Studios at lave en amerikansk version af serien, efter at der tidligere på året blev lavet et såkaldt pilot-afsnit. Det vides endnu ikke hvad serien kommer til at hedde på amerikansk, men det er den danske Mikkel Bondesen, som bliver executive producer på den amerikanske version.

"Vi er selvfølgelig stolte over, at "Forbrydelsen" har kunnet få et amerikansk produktionsselskabs interesse og nu også viser sig at være noget for de amerikanske tv-seere. Det viser, at den målrettede satsning, som DR har gjort for at udvikle og producere tv-serier har givet nye, internationale muligheder. Og så er vi stolte af, at Søren Sveistrup og hans medforfattere har skrevet en historie, der rammer universelt. Vi glæder os til at følge ’Forbrydelsen’s vej til de amerikanske tv-skærme," siger Piv Bernth fra DR Fiktion, der var producent på DR-udgaven af ’Forbrydelsen’.

I første omgang laver amerikanerne sæson 1 af ’Forbrydelsen I’, der kommer til at bestå af 13 timelange afsnit, da amerikanerne skal også have plads til reklamer. Sarah Lund beholder sit navn ’Sarah’ i den amerikanske version. Hun bliver spillet af skuespilleren Mireille Enos, der skal opklare drabet på Nanna Birk Larsen, der i USA bliver omdøbt til Rosie Larsen.

I udgaven på amerikansk tv kommer handlingen til at foregå i Seattle, men serien skal nu "skydes" i den canadiske by Vancouver.

Selv om optagelserne af ’Forbrydelsen I’ først går i gang til efteråret, har arbejdet med en amerikansk version allerede stået på i to år, og de er blandt andet gået med at finde de helt rigtige partnere og de rette folk, som kunne omsætte historien fra dansk til amerikansk.

I DR var Søren Sveistrup hovedforfatter på serien, mens Birger Larsen var konceptuerende instruktør og Piv Bernth altså producent.