Det er egentlig forbavsende få film, der er lavet i nyere tid om vores eget lands historie. Også når det gælder noget så væsentligt som den tyske okkupation under Anden Verdenskrig og den frihedskamp, der - i et begrænset omfang - fandt sted. En af dem er selvfølgelig Ole Christian Madsens »Flammen og Citronen«, og nu har nordmændene også fået deres version med »Frihedskæmperen Max Manus«, der i Norge har været et tilløbsstykke og set af 1,2 millioner mennesker. Filmen følger den dansk-norske Max Manus, fra han i 1939 frivilligt melder sig til vinterkrigen i Finland og kort tid efter den tyske invasion af Oslo 9. april 1940 og landets kapitulation til Tyskland, starter modstandsgrupper. Først amatøragtigt og senere, efter at have været i træning hos det britiske militær i Skotland, mere professionelt. Og snart er han på Gestapos liste over landets ti mest eftersøgte mænd.
Modstandsgrupperne omkring Max Manus havde via deres sabotager betydelig virkning, men som herhjemme slap kun få med livet i behold. Max Manus var en af dem, men med et stort antal døde kammerater og psykiske lidelser resten af livet, var der også en pris at betale.
Filmens helt enkle udgangspunkt er da også: Hvad får unge (mænd) til at melde sig og hvilken pris har det at kæmpe med livet som indsats? Det formår filmen at illustrere, så det føles relevant og nærværende for et nutidigt publikum. På den måde mærkes det, at de norske instruktører, Espen Sandberg og Joachim Rønning, tilsammen kaldet »Roenberg«, dels har lavet en række prisbelønnede internationale reklamefilm og også en enkelt Hollywood-produktion, »Bandidas« med Penelope Cruz og Salma Hayek (sidstnævnte kan man heldigvis hurtigt glemme i denne sammenhæng). I stedet for spansktalende skønheder er det her en rødhåret Aksel Henne i titelrollen. En af Norges nye unge talenter, også på instruktørsiden, og Henne er både troværdig og sympatisk som den til tider overmodige Manus.
Det er nærliggende fat sammenligne filmen med danske »Flammen og Citronen« og i dét lys er denne norske film klart mindre kunstnerisk ambitiøs. Man kunne også sige mindre prætentiøs og i hvert fald, med sin enkle, klassiske, fortællestil, en hel del mindre distanceret. Effekten er, at »Frihedskæmperen Max Manus« er blevet en langt mere gribende og medrivende film, der sagtens kan bære at blive set af lige så mange danskere som nordmænd.
