Det stille liv

Den japanske instruktør Hirokazu Koreeda har før brilleret med små perler som »After Life« og »Nobody Knows«, og med »Still Walking« har han lavet endnu en film, der både med lethed og alvor på én gang reflekterer og selv vækker til eftertanke.

Filmen består af et enkelt døgn i en familie, hvor den voksne søn og datter med hver sin familie besøger deres forældre på årsdagen for deres brors død. Over mad og samtaler tegner der sig et portræt af familien med fortrædeligheder, bitterhed, sorger og glæder. Nogen egentlig forløsning er der ikke - den slags »lavest-over-gærdet«-tilbøjeligheder benytter Kore-eda sig ikke af - men på sin egen melankolsk sørgmodige facon bliver »Still Walking« alligevel en film, der er smuk på den stilfærdige måde.