Det er lækkert at lure

Film: »ZOOMERNE«

Det er ikke pænt at belure andre mennesker, og som voksen tilskuer har man det ikke helt godt med, at de to drenge Tim og Alexander i »Zoomerne« bruger stort set hele filmen på at gøre det. De »låner« avanceret overvågningsudstyr på Tims mors arbejdsplads – hun er bortrejst til en konference, og imens bor den forsigtige nørd Tim hjemme hos sin selvsikre ven Alexander – og installerer det i et hemmeligt loftsrum på deres skole. Nu kan de følge, hvad elever og lærere siger og gør i ubevogtede øjeblikke, Alexander kan verbalt fjernstyre den usikre Tim, når han er sammen med en sød pige, og ikke mindst får drengene mulighed for at snyde ved en meget vigtig prøve på skolen. Det siger sig selv, at de to hovedpersoner – fint spillet af Frederik Ludvig Mansa som Tim og Sophus Emil Løkkegård som Alexander – kommer på bedre tanker til sidst, men det virker lidt påklistret i en ellers begejstret beskrivelse af smart manipulation.

Man kan kalde det harmløst, fordi det bare handler om et par skoledrenge og ikke om CIA, men der er alligevel noget ubehageligt ved drengenes opstemte fryd, mens de sidder ved deres videoskærme og kigger på nøgne piger eller en skoleinspektør på toilettet (dog liver man også selv op, da han tørrer sig bagi med Politiken). Måske er man for moraliserende, når man ikke falder ubetinget for »Zoomerne«, og måske vil et publikum på alder med dens hovedpersoner opleve det som ret fedt, at de kække fyre narrer de voksne – der i øvrigt alle er éndimensionale papfigurer – og næsten skaffer sig status som et par små guder, der magtfuldt overvåger himmel og jord. I forhold til instruktøren Christian E.

Christiansens to tidligere spillefilm »Råzone« og »Dig og Mig« er »Zoomerne« bare en barnlig bagatel, men kompetent fortalt med vægt på kontant spænding, og Nicklas Schmidts musik lyder, som om den var lånt fra en gigantisk Hollywood-produktion. Faktisk er den alt for stor til denne lille film, som sikkert er okay at se, hvis man er mellem 10 og 15 år.