Nej, slet ikke. Den amerikanske instruktør Julian Schnabel har lavet »Miral« ud fra de allermest noble motiver og med et behjertet forsøg på at dele sol og vind lige i skildringen af konflikten mellem jøder og palæstinensere. Men desværre er resultatet en forvirret film uden fokus – den gode vilje øjnes overalt, men dramatisk og psykologisk er filmen så stiv og livløs som en sten i Grædemuren.
Baseret på selvbiografi
»Miral« er baseret på en selvbiografisk bog af den palæstinensiske journalist Rula Jebreal og begynder i 1994, men springer fluks tilbage til 1947, da staten Israel oprettes. Herfra bevæger den sig fremad – og undertiden tilbage – i urytmiske ryk, idet den indledningsvis beskriver, hvordan den idealistiske kvinde Hind Husseini opretter en kostskole for familieløse palæstinensiske børn, Dar Al Tifl.
Her i filmens første del medvirker Vanessa Redgrave og Willem Dafoe i biroller, men de forsvinder ud af historien, da den – opdelt i kapitler – via en stakkels fordrukken kvinde, der er blevet seksuelt misbrugt, når frem til hendes datter Miral, som dermed bliver filmens hovedperson på et meget sent tidspunkt.
Miral er smuk og begavet, og da hun involveres i palæstinensernes kamp for selvstændighed, kan Julian Schnabel (som selv er jøde) ikke opretholde sin tilstræbte neutralitet, men tager parti for den svage part i konflikten. Israelsk brutalitet fremvises, herunder tortur af en varetægtsfængslet kvinde, men man må tro på instruktøren, når han afsluttende fremfører sit fromme håb om fredelig sameksistens i Mellemøsten.
Bliver aldrig levende
Mens palæstinensiske Hiam Abbas udstråler ædel værdighed i rollen som Hind Husseini, er det svært at se på Freida Pinto som Miral uden at tænke på Indien og hendes rolle i Danny Boyles »Slumdog Millionaire«.
Det distraherer, og også andre elementer i filmen bidrager til at svække koncentrationen. Stumper af dokumentarfilm er uklogt klippet ind i fiktionen, og i ikke så få scener svirrer det håndholdte kamera rundt som en beruset humlebi.
Julian Schnabel laver altid film om autentiske figurer, og »Miral« minder mest om hans »Before Night Falls« om den homoseksuelle cubanske systemkritiker Reinaldo Arenas, men er ikke nær så vellykket som »Dykkerklokken og Sommerfuglen« om den lammede franske redaktør Jean-Dominique Bauby. Den rummede trods sit barske emne både humor og poesi, mens »Miral« er en humørforladt og belærende film, hvis kunstige replikker jævnligt lyder som en toppædagogisk historielektion.
Man vil så gerne være glad for denne film, for dens smertelige emne er vigtigt, og dens indfaldsvinkel er seriøs og idealistisk. Men »Miral« bliver aldrig for alvor levende eller vedkommende, og kunstnerisk er den på niveau med et foredrag hos AOF. Ærgerligt.
