Hun blev født dengang, en arbejdende kvinde var synonym med en kurtisane, men skabte et modeimperium. Alligevel er det ikke meget, man ved om kvinden, der i 1887 blev født Gabrielle Bonheur Chanel på fattiggården i det centrale Frankrig.
Det vil »Coco før Chanel« nu rode bod på, og det både lykkes og lykkes ikke. Instruktør og manuskriptforfatter Anne Fontaine, der efter den succesrige »Spurven« om Edith Piaf, øjnede chancen for at lave en film om Chanel, er, som det er sket for tusinder før hende, blevet forført af myten om Chanel. En myte, Chanel selv skabte.
Anden Verdenskrig springes over
I modsætning til føromtalte »Spurven«, der dristigt sidestiller den kræftsyge Piaf i sin sygeseng med hendes triumfer på scenen, fortæller »Coco før Chanel« os i traditionelt, lineært format en succeshistorie. Og vel at bemærke en historie, der nydeligt rundes af, før virkelighedens Chanels skræddersyede image sprang op i sømmene, da hun under Anden Verdenskrig dannede par med en tysk officer for at blive boende på Hotel Ritz.
Efter at have tilbragt sin tidlige ungdom i et kloster blandt nonner, der lærer hende at sy, møder hun millionærarvingen Etienne Balsan på en beværtning, hvor hun synger under kunstnernavnet »Coco«. Som hans elskerinde stifter hun bekendtskab med overklassekvinderne og den overlæssede lagkagemode, de efter hendes mening bør reddes fra. Mens hendes søster venter på, at hendes rige elsker lader sig skille, er Cocos ambition frihed, ikke ægtemænd.
Fontaines film er visuelt funklende i sin skildring af Chanel som den inspirerede kunstner, der observerer sin omverden og foregriber fremtiden. Både når hun tilpasser mændenes garderobe til sine behov for at bevæge sig frit og ride uden damesaddel, og når hun entrer et bal i en enkel, sort kjole, omgivet af flæseklædte fruentimmere, er »Coco før Chanel« en nydelse at se på.
Historiens plotmæssige drive er den menage a trois, der opstår, da Coco forelsker sig i Balsans britiske ven, Arthus »Boy« Capel.
En stærk kvinde
Filmens fornemme pointe er portrættet af Coco Chanel som den ressourcestærke moderne kvinde, der kan og vil selv. Med Audrey Tautou, der som Chanel lægger afstand til sin søde »Amelie fra Montmartre«, får den legendariske designer en magnetisk tiltrækning på lærredet, med intelligente øjne uden smil. Mændene, der finansierede Chanels første butikker, spilles af Benoit Poolvoide som Balsan, og han er en nuanceret, dragende skurk, mens Alessandro Nivola er mere tiltrækkende, men kedeligere som Boy.
Det kontroversielle kurtisaneelement er med, men langt mere problematisk er det, at Fontaine med det behændige »før« i titlen giver sig selv carte blanche til ikke at bidrage det fjerneste til en afklaring af Chanels komplekse karakter og de uomgængeligt problematiske valg, hun traf under besættelsen.
»Chanel løj altid. Hun plejede at sige, »jeg opfandt mit liv, fordi jeg ikke kunne lide det, som det var«,« har Fontaine sagt, og nu har hun selv spundet videre på myten.
»Coco før Chanel« er eskapisme i forklædning som en historie om kvindefrigørelse. En usædvanligt elegant forklædning, ganske vist.
