Dansk Oscar-vinder: Livet er sjovt på første hylde

Endnu engang blev en dansk kortfilm belønnet med en Oscar. Instruktøren glemte takketalen, improviserede sig gennem det og var glad for at møde Jeff Bridges.

De danske filmfolk er gode til at fatte sig i korthed. I hvert fald har de efterhånden vundet en del gyldne statuetter for bedste kortfilm.

I år var det således Joachim Backs "The New Tenants", der vandt hæderen. Da Berlingske Tidende fangede ham på mobilen i Hollywood, var han stadig overrasket.

- Jeg er nærmest lam stadigvæk. Jeg kan slet ikke finde ud af, hvad det hele handler om. Det er fantastisk. Det er sjovt. Selv om man er filmmager, så er det skønt at få den opmærksomhed.

Adspurgt om oplevelsen er den danske filmskaber meget ligefrem:

- Er du tosset mand, der er ikke så meget at diskutere. Livet er sjovt på første hylde.

Planken gik ned

Danskeren var tydeligvis nervøs, da han skulle holde sin takketale og indledte med at sige, at han ikke vidste, om han skulle danse, eller hvad han skulle.

- Det var en masse følelser, der gik gennem ens hoved, da jeg gik op på scenen. Det har været et langt år. Jeg havde totalt forberedt en tale, men lige pludselig gik planken bare ned for mig, og så var det bare improvisation. Men det er også en måde at vise ens ydmyghed over for den store fest. Hold da kæft.

M&M Productions havde produceret filmen, og dette var selskabets tredje Oscar og sjette nominering.

Fem minutter i lukketid

Her til morgen tænker instruktøren ikke på det næste projekt, han nyder bare øjeblikket.

- Lige nu nyder jeg bare tiden og stedet. Oplevelsen og anerkendelsen. Så må vi se, hvad det bringer. Der kommer noget nyt hver dag, og nu er der fuld opmærksomhed. Du kan måske høre på mig, jeg ved ikke rigtigt, hvad der er op og ned. Det hele har været fantastisk.

Det hele kunne faktisk slet ikke have været. Filmen var nemlig nær ikke kommet med i betragtning til en Oscar, fortæller Joachim Back.

- Jeg havde arbejdet med filmen i lang tid, og det var lige op over, før den blev færdig. Min kone tog ned og afleverede filmen i Los Angeles kort før tid, og nu står vi her.