2 af 6 stjerner

Scene: Giuseppe Verdi: »Don Carlos«. Verdis »Don Carlos« i Kasper Bech Holtens iscenesættelse er blevet til en politisk korrekt forestilling, der i sin pædagogiske iver ender med at forvirre mere, end den opklarer. Hvis så bare musik­siden havde været helt i top...

Af Søren Kassebeer, soren@berlingske.dk
Tirsdag den 20. november 2007, 03:00

Giuseppe Verdi brød sig ikke om den katolske kirke. Al sammenblanding af verdsligt og religiøst var ham inderligt imod, og det var dét syn på verden, han havde i hovedet, da han komponerede musikken til »Don Carlos«. Operaen, der foregår i 1500-tallets Frankrig og Spanien, blev – helt i Verdis ånd – en tidløs historie om kirken mod staten, men også om national selvbestemmelse mod imperialistisk undertrykkelse og om magt mod kærlighed. Lige relevant til alle tider. Inklusive vores egen.

For kongelig operachef Kasper Bech Holten er mesterværkets indbyggede almengyldighed imidlertid ikke nok. Det skal partout skæres ud i pap, at »Don Carlos« også har noget at sige nutiden. Derfor er hans iscenesættelse, der havde premiere på Operaen i søndags, henlagt til en nær fremtid. Derfor foregår denne »Don Carlos« – med Kasper Bech Holtens egne ord fra programnoterne – i et samfund, der »måske minder om en blanding mellem Nordkorea, Teheran og Washington D.C«. Operachefen synes åbenbart, at det er relevant at nævne verdens mægtigste demokrati i samme åndedrag som to af verdens værste terrorstater. Det er dét verdensbillede, han lægger til grund for sit ihærdige forsøg på at aktualisere Verdis sagesløse opera. Så vidt så slemt.

»Don Carlos« er beretningen om den spanske kongesøn af samme navn, der er forelsket i sin fars, Filip IIs, hustru. Samme Don Carlos har også det problem, at hans bedste ven, Rodrigo, ønsker at befri de flamlændere, der er under spansk herredømme, og der er også en led storinkvisitor, der hverken er til at hugge eller stikke i, og som repræsenterer alt det værste ved katolicismen. Handlingen er så klar, som man med rimelighed kan forlange det af en 1800-tals-italiensk opera, men resultatet af Kasper Bech Holtens politisk-pædagogiske bestræbelser bliver, paradoksalt nok, at alting bliver meget mindre tydeligt, end forlægget nogensinde har været.

Forvirringen begynder allerede i begyndelsen af 1. akt: Under en mindehøjtidelighed for den afdøde kong Karl V domineres scenen af en grim plakat, der forestiller en sovjetkommunistisk pampertype, men da prinsesse Eboli og nogle andre glade hofdamer i moderne kluns lidt senere sidder foran klostret og synger en gammel sang om en gammel maurerkonge, foregår det foran et kæmpefoto af vrede nutids-muslimer, der demonstrerer mod et eller andet (Muhammed-tegningerne?). Da kongen senere i operaen holder sin store tale, ledsages optrinnet af filmoptagelser af amerikanske præcisionsbombninger i Irak, og da Don Carlos fængsles, er det også USA, kritikken rettes mod, for kronprinsen havner i Guantanamo, of all places! Men da de stakkels flamlændere beder kong Filip om nåde for deres land, er vi igen tilbage i islam-sporet, for de undertrykte protestanter er på bedste nutids-islamistisk-terroristisk vis blevet udstyret med selvmordsbombebælter, som de komisk kluntet truer med, og da Don Carlos siger farvel til dronning Elisabeth, er det hverken kommunismen, islam eller USA, skytset rettes imod, men overvågningssamfundet som sådan, for afskeden foregår i Københavns Lufthavn (!), hvor paskontrollen, viser det sig, er blevet overtaget af brutale typer med maskingevær...

Sådan kører det bøvlet og leddeløst derudad i en iscenesættelse, hvor den politiske kritik på politisk korrekt vis er fordelt nogenlunde ligeligt til høj og lav og højre og venstre. Det hele kommer til at handle om alting og ingenting, og det er ikke engang kønt at se på, og hvis man i sin ærgrelse lukker ørerne og nøjes med at lytte, er der noget at glæde sig over, men ikke nok. Nikolai Schukoff (Don Carlos) er slemt presset i toppen, det er det værste. Randi Stene (Eboli) kan stadig skabe vokalt drama, men i luftigere passager kommer hendes stemme til kort, og Sten Byriel som storinkvisitoren har ikke helt det vokale overskud, han har haft. Så er der mere at hente hos Iréne Theorin, hvis vibrato stadig er så meget under kontrol, at hun kan give dramatisk glød til dronning Elsabeth, og på plussiden skal også nævnes Tommi Hakala, der er en bundsolid Rodrigo, og altid supergode Stephen Milling, der giver nuanceret pondus til portrættet af Filip II. At Det Kgl. Kapel og Det Kgl. Operakor under ledelse af Michael Schønwandt er opgaven voksen, skal også noteres. Verdis fornemme partitur med dets flot komponerede optrin og mesterlige udnyttelse af de dybe strygere kommer helt til sin ret.

Det er med andre ord ikke den rene jammer altsammen. Det er bare ikke godt nok. Den Kgl. Opera har brug for færre fixe ideer og flere friske stemmer, hvis den skal være i verdensklasse. Hvornår vil nationalscenen være i stand til at levere varen?