På et kort pressemøde oplyste skatteminister Karsten Lauritzen (V) onsdag, at regeringen har valgt at udskyde de nye ejendomsvurderinger i et år, så de først bliver sendt ud til boligejerne i 2020.
»Jeg har besluttet som skatteminister at forlænge vurderingerne med et år. Årsagen er at tage ved lære af de fejl, der er begået i fortiden. Det kommer ikke til at have nogle konsekvenser negativt for boligejerne. Forstået på den måde, at hvis man har betalt for meget, får man renter,« siger han.
Denne udskydelse vil skabe ny usikkerhed om, hvordan fremtidens boligskatter kommer til at se ud, og vil sandsynligvis påvirke danskernes adfærd på boligmarkedet. Det vurderer ejendomsmæglerbranchen over for Berlingske i kølvandet på, at regeringen har udskudt de nye ejendomsvurderinger. Vurderingerne skulle have været frigivet i andet kvartal 2019, men nu bliver vurderingerne udskudt med et år.
»Det er en dårlig nyhed for boligejerne, og ikke mindst for dem der står overfor at købe bolig. Det er selvsagt sværere at planlægge sin økonomi, når man ikke med sikkerhed kan kende forholdene de kommende år. Og det gør det selvfølgelig også sværere for os som branche at rådgive kunder,« siger Ole Hækkerup, der er administrerende direktør for Dansk Ejendomsmæglerforening.
Ejendomsvurderingerne danner grundlaget for beskatningen af boliger i Danmark. En upræcis vurdering af en bolig – hvad enten den er for høj eller for lav – kan derfor betyde et upræcist beskatningsgrundlag for netop den boligejer. Derfor vil regeringen tage et nyt ejendomsvurderingssystem i brug, men det er åbenbart ikke så let.
Når man udsætter ny lovgivning på boligmarkedet, minder det lidt om at få udsat en tid hos tandlægenThomas Hovgaard, kommunikationschef i Nybolig
Tilbage i 2013 blev ejendomsvurderingerne suspenderet efter kritik fra Rigsrevisionen. Siden da har det været Skats 2011-vurdering af ejerboliger og 2012-vurdering for erhvervsejendomme, som har dannet grundlag for opkrævningen af ejendomsskatterne.
Thomas Hovgaard, der er kommunikationschef i Nybolig, havde inderligt håbet, at boligejerne snart kunne få ro og vished om udgifterne til boligskat.
»Når man udsætter ny lovgivning på boligmarkedet, minder det lidt om at få udsat en tid hos tandlægen. Man vil bare gerne have det overstået, så man kan tygge ordentligt igen,« siger Thomas Hovgaard.
Han vurderer, at de udskudte ejendomsvurderinger vil skabe turbulens på boligmarkedet.
»Der er grund til at forudse en vis del tøven eller panik før og efter de nye vurderinger, og jo længere tid, der går, jo større er chancen for, at det vil påvirke adfærden. Vi har før set, at ny lovgivning influerer på handelsaktiviteten, men her er der tale om ret markante ændringer, hvorfor man også må forvente, at det vil ske her. Men boligskatter er komplekse, så det er naturligvis også vigtigt, at der indføres et gennemtænkt system, som boligejerne kan have tillid til,« siger Thomas Hovgaard.
Både Ole Hækkerup og Thomas Hovgaard opfordrer en bred forligskreds blandt Folketingets partier til at overveje, hvordan man kan minimere usikkerheden.