Der er en ny generation af internettet på vej. Den vil blandt andet i endnu højere grad end tidligere optimere vores muligheder for at udnytte informationerne i cyberspace ved at kunne læse med på vores tanker og forstår vores behov, før vi selv gør - i sandhed et proaktivt internet.

Af Lars Kai Hansen, Professor, Danmarks tekniske Universitet
Tirsdag den 19. december 2006, 03:30

Har du set billederne af dine venner/børn/børnebørn fra i fredags på»Danmarks lækreste community for natteliv«? Sikkert ikke. Brugerne af det neutralt klingende dkbn.dk er ikke kernekunder hos Berlingske. De sidder ikke med lørdagsavisen, men foran skærmen og forsøger at dæmpe tømmermændene med cola og festbilleder, som fotografer sender ind i store mængder fra landets diskoteker.

Det bliver hele tiden nemmere at samarbejde og at dele viden og information. Faktisk er arbejdsdeling drivkraften bag evolution i bred forstand. Navnlig den evolution, der har formet mennesket de seneste 10-20.000 år. Web 2.0 kalder vi de nye services, der hjælper os med at samarbejde og dele information, som Googles fler-bruger tekstbehandling, MySpace, hvor man deler ud af sit liv via blogs, billeder og venne-netværk, og YouTube, hvor vi deler video. Web 2.0 er internetkanaler, som hjælper arbejdsdeling ved bevidst deling, typisk via helt traditionel IT som tekst, foto, lyd og video.

Hvordan hjælper internettet os med at blive mere produktive? Først og fremmest handler det om hastighed. At have den rigtige information klar når der er brug for den. Eller endnu bedre: Før vi selv er klar over, at den skal bruges. Wikipedia er mere effektiv og dækkende end et traditionelt leksikon. Google finder dokumenter langt hurtigere end en tur på biblioteket. I Web 1.0 og 2.0 er det dog stadig sådan, at de fleste tankeprocesser foregår hurtigere end en tur på nettet. I dag skal vi først blive bevidste om, at der er et behov. Vi skal taste ind på Google og sortere i resultatlisten. Faktisk tager det et helt sekund at blive bevidst om et behov. Derefter er Google bare 1/5 sekund om at finde de 1.500.000 sider på nettet, der indeholder ordet bevidst, men det er ikke en særligt brugervenlig resultatliste, vi præsenteres for. Med dagens internet tager det tid at finde den nødvendige viden, og det skyldes mest, at Google endnu ikke prøver særligt hårdt på at gætte, hvad vi leder efter. Der er brug for et proaktivt Web 3.0, som er på højde med situationen gennem ubevidst deling.

Nogle tjenester har allerede så småt taget hul på Web 3.0 og læser dine tanker, uden at du er bevidst om det. Amazon.com har længe målt på sine brugeres vaner for at øge sin præcision gennem det, som kaldes recommender services. På Amazon oplever man det gennem reklamer og anbefalinger, der er baseret på ens egen adfærd i netboghandlen. Amazon foreslår: »Kunne du ikke tænke dig at se, hvilke bøger som tidligere kunder med dine interesser har købt?«.

Danmark har en stor høreapparatindustri, der er specialiseret i at lave små computere, som kan forstå hørehæmmedes lydomgivelser og levere meningsfyldt lyd. Verden over er forskere i gang med forberedelserne til den næste generation af netværkede høreapparater. Når høreapparatet kommer på nettet, vil dets funktion afgørende blive ændret. Den største udfordring for dagens intelligente høreapparater er, at alle beregninger skal ske under de meget snævre forhold inde i høreapparatet. Forståelse af lyd kræver egentlig supercomputing, og det er der ikke rigtigt plads eller batteri til i øregangen. Med høreapparatet på nettet kan noget af den komplicerede matematik overlades til andre computere for eksempel i mobiltelefoner, eller via nettet videregives til andre servere eller den bærbare computer. I dag er mange computere med i såkaldte grids, hvor de stiller deres regnekraft til rådighed via nettet. Web 3.0 vil også gøre brug af det personlige grid af de computere, som du alligevel har med dig: høreapparatet, mobiltelefonen, musikspilleren og den bærbare. Det netværkede høreapparat vil kunne levere et helt nyt indhold, som måske vil friste mange andre end hørehæmmede.

Både inden for fodbold og cykelløb er der blevet eksperimenteret med lydbaseret samarbejde. I dag er det vel utænkeligt, at et cykelhold ikke bliver coachet via intercoms. Lydbaseret kommunikation, leveret direkte fra mund til øre, har store fordele frem for en almindelig samtale, som ikke så nemt kan holdes privat for konkurrenter. Via netværkede høreapparater kan man også forestille sig at lyden kan blive væsentlig forbedret, for eksempel ved automatisk simultantolkning. Man kan forestille sig, at relevante søgemaskineopslag kunne foretages af et proaktivt høreapparat, som ud fra lydmiljøet har gættet hvad der er brug for i en given sammenhæng.

På Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Institut for Informatik og Matematisk Modellering, arbejder vi med teknikker, som skal hjælpe med at realisere det proaktive høreapparat. Vi kan i dag analysere et kompliceret lydmiljø efter betydning, samle talesignalerne op og genkende de personer, som taler, eller finde hjemmesider for personer, der bliver nævnt. Teknologien har betydelige perspektiver både for den professionelle bruger, som måske skal opdateres for at føre en forhandling til gevinst, for grupper, der brainstormer om nye strategier, eller for patienter med hukommelsessvigt.

I hverdagen omgives vi af et stigende antal »sensorer«. Hjemme har vi termostater, tyverialarmer, GPS og bevægelsesfølsomme detektorer, der tænder lyset for os. På jobbet har vi masser af special-sensorer i produktionen, og vi har kameraer, headsets og automatisk adgangskontrol. Vi lader i visse tilfælde vores liv afhænge af korrekt anvendelse af sensorer. Pacemakeren aflæser hjertets rytme, og den kan selv beslutte at igangsætte en behandling. På Motorring 3 har den detaljerede måling af trafikken, kameraovervågning og trafikinformation bidraget til, at det store ombygningsprojekt er forløbet med forbavsende lidt trafikalt besvær. De fleste af disse signaler opsamles i dag i små lukkede kredsløb og kan derfor ikke bidrage særligt til den globale arbejdsdeling og vækst i produktivitet. Men sensorer kobles i stigende grad sammen i sensornetværk. Sensornetværk blev med 11. september-katastrofen et særdeles aktivt forskningsemne - selvfølgelig med særlig styrke i USA. Der er givet store forskningsbevillinger til at skabe mere globale overblik og til at gøre sensor-systemer mere intelligente, så man er sikker på, at de fanger de relevante signaler og glemmer støjen. Web 3.0 kan blive baseret på sensornetværk af mikrofoner, kameraer, varmefølere, laserskannere og kemiske sensorer, der er så små, at de måske ikke engang kan ses.

I den medicinske verden skelner man mellem invasive og non-invasive procedurer. Grænsen er måske ikke knivskarp: invasive indgreb er operationer og injektioner, mens non-invasive procedurer er synstest, skanninger og lignende, som ikke grundlæggende bryder ind i kroppen. Man kan sige, at Web 2.0 er helt non-invasiv. I Web 3.0 kan vi forestille os mere invasive sensorer, der kan bidrage til forbedret arbejds- og informationsdeling. Elektriske hjernebølger (EEG) er et signal, der skabes af hjernens myriader af nerveceller, når de sammen bearbejder information. Der afgives EEG, for eksempel bare man tænker på at bevæge sig, eller et kraftigt signal, hvis man ser noget uventet. EEG-signaler er komplicerede, men alligevel så karakteristiske for den givne type aktivitet, at de kan bruges til at aflæse hjernens tilstand og dermed potentielt dens behov. Såkaldte »brain-computer interfaces« er allerede udviklet, hvor tanker kan styre en robot-arm. Stærkt bevægelseshandicappede patienter kan udføre handlinger og kommunikere med tankens kraft. Med en invasiv teknik, hvor elektroder placeres under huden, kan man forestille sig, at EEG-signalet bliver meget mere stabilt og dermed nemmere at forstå. Og det er ikke science fiction. Det danske firma Hyposafe er i gang med at udvikle et system, der netop ved hjælp af denne type EEG-signaler kan overvåge en diabetespatients blodsukkerniveau. På DTU har vi hjulpet Hyposafe med at fortolke signalerne og sandsynliggjort, at det er faktisk er muligt at aflæse kroppens tilstand, før patienten selv bliver bevidst om farerne. Vi nærmer os et Web 3.0, der kan læse med på vore tanker og forstår vores behov, før vi selv gør - i sandhed et proaktivt internet.