Siden 1960erne er der blevet vendt op og ned på magten i samfundet. Hvor der før stod respekt om mennesker, der skabte produktion, bliver de samme i dag mistænkeliggjort af de nye magthavere. Vi kan ikke blive ved med at slæbe rundt på en stor uproduktiv intellektuel elite. Derfor er det nødvendigt at stifte et nyt, liberalistisk parti.

Af Kjeld Flarup Christensen
Fredag den 4. marts 2005, 03:30

Hvordan er demokratiet kommet så langt ud, at man ved valget 8. februar kun kunne stemme på partier, der alle havde det til fælles, at man starter med at betale halvdelen af sin løn til de offentlige kasser (og mere til med moms, grønne afgifter osv.)? Vi kunne stemme ja, men ikke om, hvor meget af vores frihed vi vil afgive, kun på, hvem der skal skalte og valte med vores tilværelse de næste 4 år. Hvad er det, der er gået galt? Jo, siden 1960erne er der blevet vendt op og ned på magten i samfundet. Hvor der før stod respekt om mennesker, der skabte produktion, bliver disse i dag mistænkeliggjort af de nye magthavere. Under kulturradikalismens indflydelse har statens størrelse nået hidtil uanede højder, og intellektuelle strømmer i stor stil til de offentlige embeder for dér at malke og kontrollere den efterhånden mindre og mindre produktive sektor.

Noget må gøres! Vi kan ikke blive ved med at slæbe rundt på en stor uproduktiv intellektuel elite, specielt ikke når globaliseringen sætter ind. Derfor er det nødvendigt at stifte et nyt parti, som kan sætte fokus på, hvordan vi får skåret staten ned til en størrelse, hvor Danmark kan overleve i fremtiden. En stor del af denne opskrift kan man læse i bogen »Fra socialstat til minimalstat« skrevet af ingen mindre end statsminister Anders Fogh Rasmussen. Når forfatteren til sådan en bog er statsminister, så skulle man jo tro, at Danmark var på rette spor. Men nej, der sker jo ingenting, og det besvarer sådan set også spørgsmålet, hvorfor vi liberalister ikke blot melder os ind i Venstre.

Når vi sådan vil starte et nyt liberalistisk parti, så har det ikke skortet på advarsler. Til dem, som siger, at vi aldrig kommer over spærregrænsen, kan jeg kun svare, at det må komme an på en prøve. De advarsler, som rammer os dybere, er fra dem, som siger, at vi undervurderer vores modstander, at vi ikke kender statens natur, og hvis vi ikke anerkender dette, så vil vi blive opslugt af systemet. Det er nogle advarsler, som berører os dybt, og netop derfor er det vigtigt, at vi står som et selvstændigt parti med en klar liberalistisk ideologi, så vi kan bakke hinanden op og modstå fristelserne fra magtens sødme.

Jeg er selv liberalist, men det har jeg ikke altid været. Hvis man som ung ikke er socialist, så har man intet hjerte, men hvis man ikke som gammel er liberalist, så har man ingen hjerne. Begrebet frihed bruges af både socialister og borgerlige i flæng, men frihed kan hæftes på næsten hvad som helst. Frihed, er det ikke fri fra skole? Liberale og liberalister er ikke helt det samme. I USA bruger man f.eks. ordet liberal om venstrefløjen, og ret beset er det mest liberale parti i Folketinget måske Enhedslisten. Liberalisme er et mere klart defineret ord. Liberalister har en meget klar definition på frihed, nemlig fravær af tvang, og dette gælder både økonomiske og personlige forhold. Som liberalist stiller man spørgsmålet: Hvorfor bruge tvang? Hvis smileys er så godt på restauranterne, hvorfor så ikke gøre det frivilligt, hvorfor bruge tvang? For 10 år siden kunne jeg finde argumenter for den tvang, som politikerne trækker ned over hovedet på os. Men i dag ser jeg nærmere disse argumenter som nogle dårlige undskyldninger for at ansætte nogle flere kontrollanter i det offentlige.

Vores nye parti vil blive svært at placere i det politiske spektrum, idet vi hverken er højrefløj, venstrefløj eller på midten. Forskellen på højre- og venstrefløj er jo blot, hvilken form for tvang staten skal udøve. Liberalismens modpol er kollektivismen repræsenteret ved de nuværende partier, og forskellen måles i omfanget af statens tvang.

Ultraliberalisme er, når staten er helt væk, og den tanke kan selv jeg ikke overskue. Jeg kan forestille mig en minimalstat, hvor politiet sikrer den private ejendomsret, og hvor en fælles kasse tager sig af de vel 5 pct., der på grund af sygdom eller handicaps ikke kan klare sig selv. Det andet - måske mine oldebørn kan forestille sig det! Danmarks største udfordring i dag er globaliseringen. Som liberalist frygter jeg ikke globalisering, men jeg frygter den regering, der lukker øjnene for, hvad der kommer og fortsætter en velfærdsstat, der dræner konkurrenceevnen. Vi har brug for mindre skatter og mindre stat, hvis vi skal klare os i en globaliseret verden. Jeg frygter også regeringens udlændingepolitik, hvor man efterhånden har lukket totalt af for indvandring. Vi har brug for indvandring af supplerende arbejdskraft, hvis vi skal klare os i fremtiden - men sociale klienter vil vi ikke se!

En grundpille i et liberalistisk parti vil altid være, at selvforsørgende mennesker er velkomne. Den nuværende regering nærmest skræmmer dem væk.

Der hænger en truende sky over de danske velfærdsydelser. Igennem de sidste 10 år har både den socialdemokratiske og den nuværende VK-regering gennemført store besparelser i kommunerne. Dette har ført til mange borgerdemonstrationer mod nedskæringer og lukninger af institutioner, og med kommunalreformen kan vi kun forvente mere af samme skuffe. Det er ikke, fordi politikerne er onde, at de skærer ned, det er af bitter nød. Man er ved at erkende, at det ikke er muligt at opkræve nok penge i skat til at finansiere velfærden. Når Venstre siger skattestop, og når Socialdemokraterne siger skatteloft, så er det ikke fordi man respekterer skatteyderne, men fordi politikerne rent faktisk har rendt hovedet ind i et rigtigt skatteloft. De danske skatter er simpelthen så høje, at hæver man dem yderligere, vil der komme færre penge i statskassen. Det er det fænomen, økonomer betegner med Laffer-kurven. Det danske skattetryk på omkring 50 pct. er simpelthen optimeret efter, at skatteyderne bliver malket for flest mulige penge. Vores parti ser det naturligvis ikke som et mål at få mest muligt i statskassen. Vi ønsker den størst mulige vækst, og så skal skattetrykket ned omkring 20 pct.

Men hvad skal der så blive af de mange velfærdsydelser - skal der spares endnu mere? Nej, tværtimod! Problemet med velfærdsstaten er, at velfærdsydelserne ikke kan finansieres. Som borgere er vi godt gammeldags naive, når vi tror, vi kan aflevere alle vores penge ét sted og gå et andet sted hen og få et gratis kvalitetsprodukt. Løsningen på velfærdsydelsernes finansiering er, at man betaler selv. Men hvad så med dem, som ikke har råd? Jamen, man skal da ikke løse sociale problemer ved at give samtlige børnefamilier børnecheck og tilskud til børnepasning. En gennemsnitsfamilie betaler trods alt over 300.000 kr. i skat, så der burde ved en væsentlig lavere skat også være råd til at få børnene i børnehave.

Lad os gemme de offentlige ydelser til dem, som virkelig trænger.Velfærdsstaten er ikke human. De sociale ydelser er så gennemregulerede og lovrettede, at det mere er et spørgsmål om jura end humanisme. Og de, som falder igennem, er de, som ikke kan læse en lov. Dem finder vi så på gaden og i herbergerne. Selvom man er liberalist, kan man i høj grad blive socialt indigneret, når man ser, hvordan de svage falder fra, mens behandlersamfundet bruger kræfterne på først at fratage velfungerende mennesker deres selvforsørgelse via skatten og bagefter tvinger dem til at stå med hatten i hånden.

Jeg mener ikke, at det samfund, som vi lever i, har respekt for individet, dets arbejde eller dets ejendom. Økonomisk frihed fylder meget for liberalister, men det skyldes udelukkende, at et skattetryk på 50 pct. er et enormt indgreb i friheden. Men statens indgreb i den personlige frihed er også ganske omfattende med lovgivning, statslig registrering og kontrol - ikke mindst som følge af krigen mod terror. Og det bliver bare værre og værre. Nyrup tabte som bekendt valget i 2001, fordi han stod og rev minimalstatsbogen itu. Men man skulle tro, at det var Fogh selv, der stod og rev bogen itu. Han ville magten, han ville være statsminister.

Det vil jeg ikke bebrejde ham. Men han efterlader et tomrum i dansk politik, som vi liberalister skal udfylde.