Vidste du, at levestandarden i USA er langt højere end i Danmark? At de fattigste 10 pct. i USA har en højere gennemsnitsindkomst end de fattigste 10 pct. i Sverige og Finland? At sygdomsbehandlingen generelt er bedre i USA end i Danmark? USA har i de seneste 30-40 udviklet sig mere end mange danskeres opfattelse af landet, skriver Henrik Fogh Rasmussen, der - rigtigt gættet - er søn af den danske statsminister.

Af Henrik Fogh Rasmussen - MA i statskundskab fra University of Pennsylvania og BA i strategiske studier fra Hampden-Sydney College i Virginia. Bosat i U
Søndag den 3. juni 2007, 03:30

Kritik af USA har været en almindelig del af den europæiske samfundsdebat i årtier. Under ungdomsoprøret i 1968 blev ghettodannelse og race­uroligheder flittigt udnyttet til at fremstille USA som et råt samfund uden kultur og sammenhængskraft. Mordene på Martin Luther King og Kennedy-brødrene overbeviste mange europæere om, at der var noget om snakken. Det er måske derfor, vi stadig bruger udtrykket »amerikanske tilstande« til at beskrive enhver form for uacceptabel samfundssituation.

I dag er det imidlertid svært at genkende det pessimistiske billede af USA, som mange - specielt 68-generationen - dannede sig for 30-40 år siden. USA har udviklet sig i en positiv retning, men det har manges opfattelse af landet ikke.

Det moderne USA er et væsentligt mere velstående samfund end Danmark og andre europæiske lande. Det amerikanske bruttonationalprodukt pr. indbygger er 21 pct. højere end det danske, og 41 af USAs 50 delstater er rigere end Danmark. En gennemsnitlig industriarbejder i USA tjener mere end sin danske kollega, og den typiske amerikaner har et privatforbrug, der er næsten dobbelt så højt som den almindelige danskers.

En del af det økonomiske forspring skyldes, at amerikanerne simpelthen arbejder flere timer om året end deres europæiske kolleger, men det hører også med til historien, at amerikanerne får mere ud af hver enkelt arbejdstime. I 2005 svarede den danske produktivitet til 90 pct. af det amerikanske niveau, og landene i euro-zonen lå på 87 pct.

Samtidig viser uafhængige analyser fra både Tyskland og Sverige, at selvom amerikanerne arbejder flere timer end deres tyske og svenske kolleger, så har de omtrent det samme antal timer til rådighed til fritidsaktiviteter. Det skyldes, at tyskerne og svenskerne bruger mere tid på hjemmearbejde såsom rengøring og madlavning. Den lavere amerikanske beskatning af både personlig indkomst, serviceydelser og tidsbesparende forbrugsgoder som f.eks. hvidevarer og biler gør det muligt for almindelige amerikanere at betale sig fra meget af det hjemmearbejde, som europæerne må bruge deres fritid på.

Almindelige amerikaneres høje levestandard viser, at den amerikanske drøm lever i bedste velgående. Samtidig har flere og flere mennesker fået del i drømmen siden 1960erne. Andelen af sorte husstande som baseret på deres indkomst tilhører middelklassen blev fordoblet mellem 1960 og 1997, og i 2000 havde de sorte husstande i USA en medianindkomst på niveau med den svenske.

Samtidig er arbejdsløsheden blandt indvandrere i USA lavere end arbejdsløsheden for befolkningen som helhed, og indvandrere, som opnår at blive amerikanske statsborgere, har en højere medianindkomst end indfødte amerikanere. For nylig viste en meget omtalt rapport fra opinionsinstituttet Pew Research Center, at muslimer i USA er mere velstående og integrerede end i Europa.

Endelig er det værd at fremhæve, at en tredjedel af Bush-administrationens ministre tilhører en etnisk minoritet. To af de ypperste repræsentanter for den amerikanske drøm er de seneste to udenrigsministre: Condoleezza Rice voksede op i det raceadskilte Alabama, og Colin Powell er søn af sorte indvandrere fra Jamaica.

USA døjer stadig med en række sociale problemer fra racediskriminationens tid, men det smager useriøst, når kulturpersonligheder som Lars von Trier og Jacob Holdt fortsat kan vinde hæder på at fremstille det amerikanske samfund som racistisk og undertrykkende mere end 40 år efter, at de sidste rester af racelovene i Sydstaterne blev ophævet.

Men hvad med de fattige og hjemløse i det amerikanske samfund? Kritikere af USA fremhæver ofte tal fra OECD, som viser, at 17,1 pct. af den amerikanske befolkning lever under fattigdomsgrænsen sammenlignet med 4,3 pct. i Danmark.

OECDs målestok siger imidlertid mere om indkomstfordelingen i samfundet, end den siger om levestandard og fattigdom. Ifølge OECD er fattigdomsgrænsen i et givet land nemlig 50 pct. af median­indkomsten i det pågældende land. I et rigt land som USA, hvor medianindkomsten er høj, er det således langtfra sikkert, at en person, der tjener under 50 pct. af medianindkomsten, lever under forhold, som man normalt ville betegne som fattigdom. Faktisk har de fattigste 10 pct. af den amerikanske befolkning en højere gennemsnitsindkomst end de fattigste 10 pct. i Sverige og Finland, selvom de nordiske lande officielt har lavere fattigdom end USA.

Det hører også med til historien, at de fattigste 15 pct. af den amerikanske befolkning har flere kvadratmeter pr. person i deres boliger end den gennemsnitlige vesteuropæer. Dertil kommer, at 72 pct. af de amerikanske husstande, der officielt betegnes som fattige, ejer en bil, 30 pct. ejer mere end én bil, 76 pct. har aircondition og 62 pct. har kabel- eller satellit-TV. På den baggrund konkluderer den amerikanske fattigdomsforsker Robert Rector, at det højst er 3,3 pct. af den amerikanske befolkning, der kan betegnes som fattige.

Går man videre og sammenligner tal fra det amerikanske social- og sundhedsministerium og Rådet for Socialt Udsatte, viser det sig derudover, at niveauet af hjemløshed i USA ikke nødvendigvis er højere end i Danmark. Der opholder sig hver nat omkring 600.000 hjemløse i USA, svarende til 2,0 hjemløse pr. 1.000 indbyggere. I Danmark er der mellem 1,6 og 2,3 hjemløse pr. 1.000 indbyggere på en typisk nat.

Dermed skal det ikke være sagt, at der ikke er sociale problemer i USA. Der er stadig fattige ghettoer med høj kriminalitet i mange amerikanske byer, men problemet er blevet væsentligt mindre gennem de sidste 10-15 år. Mellem 1990 og 2000 faldt antallet af amerikanere i ghettoerne med 24 pct., og drabstallet pr. indbygger blev reduceret med 38 pct. i perioden fra 1994 til 2004.

Samtidig viser spørgeundersøgelser fra FN, at en større del af danskerne har været udsat for vold, trusler og røveri end amerikanerne. Det skyldes formentlig, at den hårde kriminalitet i USA er begrænset til nogle få områder i de indre byer og dermed berører en relativt lille andel af befolkningen. Som den amerikanske samfundsforsker John DiIulio har udtrykt det: »Amerika har ikke noget kriminalitetsproblem; de indre byer i Amerika har et kriminalitetsproblem«.

På den baggrund er det tankevækkende, at filmmageren Michael Moore fik 13 minutters stående bifald ved filmfestivalen i Cannes for at fremstille USA som et skydegalt samfund i filmen »Bowling for Columbine«. Man kan spørge sig selv, om ikke det siger mere om Moores publikum end om filmen.

Netop Michael Moore er nu på banen igen med filmen »Sicko«, som spiller på myten om, at amerikanere ikke kan blive behandlet i tilfælde af sygdom. USA har et mangeartet sundhedsvæsen, hvor private forsikringer spiller en stor rolle, og man vil derfor altid kunne finde patienter, som føler sig urimeligt behandlet af det ene eller det andet forsikringsselskab. Netop konkurrencen mellem forsikringsselskaberne gør imidlertid, at de værste selskaber med tiden må forbedre sig eller gå fallit, fordi kunderne er utilfredse. Dette system står i stærk kontrast til den danske model, hvor de fleste patienter kun har ét valg: den offentlige sygesikring.

En hurtig sammenligning viser da også, at behandlingskvaliteten generelt er højere i USA, end den er i Danmark. Der er for eksempel markant flere CT-scannere, MRI-scannere og DTX-scannere til rådighed pr. indbygger i USA end i Danmark, hvilket øger sandsynligheden for tidlig diagnose og behandling af kræft, knogleskørhed og en lang række andre sygdomme. Otte ud af ti nye medicinalprodukter bliver udviklet i USA, og en række af de mest effektive produkter er langt mere udbredte i USA end i andre OECD-lande. Derudover er ventelisterne i USA væsentligt kortere end i Europa.

Samlet set er det moderne Amerika et land med langt flere muligheder og bedre vilkår for den enkelte borger end for 40 år siden. Indvandrere fra Danmark har ydet store bidrag til det amerikanske samfund gennem historien, og der er fortsat meget i dansk kultur, som amerikanerne kan lære af. Men Danmark kan også lære en hel del af USA. Lad os derfor sende vores fordomme om »amerikanske tilstande« på pension og basere debatten på nutidens faktiske forhold.