Radikale ved historisk skillevej

Kronikker: Højre eller venstre. Margrethe Vestager står over for at træffe et historisk valg: Vil hun fortsætte Marianne Jelveds kurs og samarbejde med venstre side af Folketinget? Eller vil hun slå ind på den tidligere succesrige radikale kurs med at veksle mellem at samarbejde til højre og venstre? Hendes store problem er, at der er blevet trængsel på midten.

tegning: claus bigum Fold sammen
Læs mere
Det Radikale Venstre står i disse dage ved en skillevej. Marianne Jelveds exit som politisk leder stiller partiet og dets nye leder over for et historisk valg. Skal man fortsætte den linje, som har præget partiet i de seneste 17 år under Marianne Jelveds ledelse: at man foretrækker et samarbejde til venstre side i folketingssalen? Eller skal man vende tilbage til den linje, der var dominerende i hele perioden fra 2. Verdenskrig og frem til 1990, hvor Jelved overtog lederposten: at man skiftevis samarbejder til højre og til venstre?

Aldrig tidligere har partiets venstrefløj fået lov til at udstikke kursen i så lang en periode som under Jelveds ledelse i årene 1990-2007. Dette har virkelig været historisk. I sidste halvdel af 1940erne og i 1950erne var partiet med til at holde flere borgerlige regeringer ved magten. Mange radikale lagde dengang vægt på det liberale element i partiets program, og både Venstre-statsministrene Knud Kristensen (1945-1947) og Erik Eriksen (1950-1953) regerede i flere år med opbakning fra Det Radikale Venstre, inden partiet til sidst trak tæppet væk under dem.

Efter folketingsvalget i 1957 ønskede de Radikale efter fire års socialdemokratisk styre igen Erik Eriksen som statsminister, men Venstres ønske om også at have de Konservative med i regeringen blokerede i sidste ende for de Radikales støtte. I de efterfølgende syv år, fra 1957 til 1964, deltog Det Radikale Venstre i en række socialdemokratisk ledede regeringer, inden man atter gjorde klar til et kursskifte. Partiets nye leder Hilmar Baunsgaard, som repræsenterede partiets højrefløj, slog i sin berømte tale i Svanninge Bakker i 1965 til lyd for en samling af Folketingets liberale kræfter. Efter en stor radikal valgsejr ved det efterfølgende folketingsvalg i 1968 (de Radikale fik 27 mandater) kunne Baunsgaard derefter stille sig i spidsen for VKR-regeringen, én af efterkrigstidens få flertalsregeringer.

VKR-partierne gik i 1971 til valg på regeringssamarbejdets fortsættelse. Men selv om Det Radikale Venstre bevarede sine historiske 27 mandater, betød tilbagegangen for V og K, at regeringen mistede sit flertal i Folketinget. I årene 1971-1982 samarbejdede de Radikale atter skiftevis til højre og venstre, men støttede dog for det meste en række socialdemokratiske mindretalsregeringer under ledelse af Anker Jørgensen. Samtidig mistede de Radikale den store vælgermæssige tilslutning, de havde haft under Hilmar Baunsgaards ledelse i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne.

Da Anker Jørgensen i 1982 overlod regeringsmagten til de borgerlige uden at udskrive folketingsvalg, indledtes en ny periode, hvor de Radikale primært samarbejdede til højre. Med Niels Helveg Petersen som gruppeformand holdt de Radikale i årene 1982-1988 hånden under Poul Schlüters mindretalsregeringer (»Firkløverregeringerne«) bestående af Konservative, Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti. I øvrigt en del af tiden i samarbejde med Fremskridtspartiet, hvis stemmer indtil valget i 1984 og igen efter valget i 1987 var nødvendige for at sikre »Firkløveret« og de Radikale flertal uden om Socialdemokraterne og den øvrige venstrefløj.

Samtidig med, at de Radikale støttede Schlüter-regeringernes økonomiske politik, stemte partiet imidlertid sammen med Socialdemokraterne og den venstre side i folketingssalen, når det gjaldt sikkerhedspolitikken og en række værdipolitiske politikområder, retspolitikken, udlændingepolitikken osv. Og netop uoverensstemmelserne mellem regeringen og »det alternative flertal« på sikkerhedspolitikkens område blev anledningen til, at der i 1988 blev udskrevet valg i utide. Valget fjernede imidlertid ikke det alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget, og for at få dette brudt så Poul Schlüter sig nødsaget til at smide CD og Kristeligt Folkeparti ud af regeringen og optage de Radikale i stedet.

Fra 1988-1990 sad de Radikale derefter i regering med K og V under Poul Schlüters ledelse. De Radikales politiske leder, Niels Helveg Petersen, blev økonomiminister, og det dengang relativt uerfarne folketingsmedlem Marianne Jelved blev ny gruppeformand. Dette kunne kun lade sig gøre, fordi en stor del af de mest fremtrædende medlemmer af den radikale folketingsgruppe, som ikke var på mere end 10 personer i alt, nu skulle være ministre. Desuden blev gruppeformandsposten ikke betragtet som en særlig magtfuld post i en tid, hvor partiet var i regering. Niels Helveg Petersen blev stadig i praksis anset for at være de Radikales politiske leder på Christiansborg.

Da folketingsvalget i 1990 bragte de Radikale ned på bare 7 mandater, valgte partiet imidlertid at forlade regeringen. Marianne Jelved fortsatte med at være gruppeformand, og således overtog hun reelt posten som partiets politiske leder. Gruppeformandsposten var den vigtigste politiske post, når partiet nu ikke længere var i regering. Da Poul Schlüter i 1993 måtte opgive statsministerposten på grund af Tamil-sagen, gik de Radikale med i Poul Nyrup Rasmussens regering, og Marianne Jelveds modstand mod at samarbejde med den højre side i folketingssalen forblev usvækket i resten af hendes tid på lederposten.

Med Marianne Jelveds afgang som politisk leder står de Radikale ved en historisk skillevej. Den nye leder, Margrethe Vestager, der ligesom Jelved tilhører partiets venstrefløj, kan nu vælge én af to veje. Hendes beslutning kan få afgørende betydning ikke blot for Det Radikale Venstres rolle og indflydelse i dansk politik, men også for dansk politiks udvikling generelt i mange år fremover.

Den ene mulighed er, at hun fortsætter med Jelveds mangeårige modvilje mod at samarbejde med partierne til højre. Hvis Margrethe Vestager vælger denne mulighed, vil det sandsynligvis betyde en yderligere frustration inden for partiets højrefløj. Frustrationen her er i forvejen ekstraordinært stor i disse år, efter den historisk lange periode på 17 år, hvor partiets venstrefløj har fået lov til at sætte dagsordenen. Dette kan meget let føre til, at flere af folketingsgruppens højrefløjsmedlemmer forlader partiet, f.eks. til fordel for Ny Alliance. Navnlig hvis Ny Alliance fastholder sin stilling som et middelstort parti i meningsmålingerne i det kommende et til halvandet års tid inden næste valg, vil flere medlemmer af den nuværende folketingsgruppe sandsynligvis føle sig fristet til at springe over til dette parti inden valget. Hvis Vestager vælger denne mulighed, vil det dermed også betyde, at afskalningen af Det Radikale Venstres højrefløj, som ellers traditionelt har haft stor betydning inden for partiet, vil blive cementeret. Det Radikale Venstre vil sandsynligvis herefter skulle indstille sig på en generelt markant lavere vælgertilslutning, end det har været vant til på noget andet tidspunkt i partiets historie.

Den anden mulighed er, at Margrethe Vestager atter fører partiet ind på den kurs, som var dominerende i perioden 1945-1990. Kursen, der går ud på at veksle mellem et samarbejde til højre og til venstre. Alle erfaringer fra dansk politisk historie viser, at dette har været den mest succesfulde kurs for de Radikale. De Radikale har altid haft både den største politiske indflydelse og den største vælgermæssige tilslutning, når de har forsøgt at placere sig på midten og række ud til begge sider. Ultimative krav og manglende vilje til samarbejde og kompromis har sjældent givet vind i sejlene til partiet.

Det store problem for Margrethe Vestager er imidlertid, at de seneste 17 års »brud« på den radikale tradition for at være orienteret mod både højre og venstre side i folketingssalen har overladt »midten« i dansk politik til andre kræfter end Det Radikale Venstre. Anders Fogh Rasmussen begyndte systematisk at erobre midten, da han overtog formandsposten for Venstre i 1998. For en måneds tid siden meldte Ny Alliance sig så som endnu et bud på et midterparti.

Margrethe Vestagers problem bliver endnu større af, at det netop var i perioden 1990-2007, at kampen om »midten« blev endnu mere afgørende end nogensinde før for at vinde magten, ikke blot i Danmark, men i alle europæiske lande. Den kommende tid bliver derfor en udfordring af dimensioner for det gamle radikale parti.