Og Gud fortalte en historie om Sløk

For omtrent fire et halvt år siden (30. juni 2001) døde Johannes Sløk. Dermed mistede Danmark en af sine helt store og folkeligt anerkendte intellektuelle. Men dermed valgte Gud også definitivt at afslutte den historie, som han var begyndt at fortælle i foråret 1916, da en lille dreng - senere døbt Johannes Friis Sløk og udstyret med kælenavnet »Bo« - blev født på Frederiksberg i kongens København.

Historien om en »utilpasset« knægt der voksede op i et hjem præget af almindelig dansk småborgerlighed og mistede sin far og dermed også sin barnetro i en relativt tidlig alder. Men også historien om en ung mand der ikke (som faderen) kunne finde ansættelse ved postvæsenet og i stedet - efter en lang og på mange måder glorværdig akademisk løbebane - endte som professor i etik og religionsfilosofi ved Det Teologiske Fakultet i Århus.

I sådanne termer vælger Sløk under alle omstændigheder selv at fortælle sin historie i den fantastiske erindringsbog Mig og Godot fra 1986. Set i lyset af den »narrative teologi«, som han udviklede i sit sene forfatterskab (i 1980erne). Og som i al sin enkelhed går ud på, at vi alle - om vi ønsker det eller ej - er historier fortalt af Gud og »bragt i forvirring« af os selv, som han videre skriver et sted med reference til sig selv som »tilfælde«.

Småborgerskabets »lidenskabsløse ikke-verden« var Sløks personlige udgangspunkt og filosofiske anfægtelse. I så henseende adskilte han sig ikke meget fra det teologiske og filosofiske forbillede: Søren Kierkegaard. Livet igennem forblev konflikten mellem en småborgerlig tilværelse og en (lidenskabelig) eksistensfilosofisk indstilling central for Sløk, der også personligt måtte gabe over dette spænd og ikke altid kunne, hvilket førte til en til tider særpræget livsførelse, som har kastet mange rygter, anekdoter og vandrehistorier af sig. Men også førte til mange alvorlige eksistentielle kriser.

Sløks eksistensfilosofiske grundindstilling var både tids- og generationstypisk, hvorfor Sløk også langt hen ad vejen kom til at stå som en katalysator for nogle almene idéhistoriske strømninger i samtiden. Det var ikke kun tilfældigt, at Sløks forelæsninger på universitetet - særligt i 1960erne (og før ungdomsoprøret) - blev store tilløbsstykker. Han talte og tænkte, kan man sige, på vegne af en hel generation.

Specifikt havde Sløks eksistentialistiske anfægtelse dog rod i personlige erfaringer. Erfaringer der kan siges at være typiske for det moderne menneske og dermed os selv og Sløks samtidige. Erfaringen af en fraværende Gud. Og i forlængelse heraf erfaringen af en manglende mening med livet og konstateringen af tilværelsens helt fundamentale absurditet.

Med andre ord: den pinagtige erfaring af tilfældets fuldstændige råderet over tilværelsen og den heraf følgende mangel på nødvendighed - dvs. Gud - som kendetegner mange moderne menneskers bevidsthed. »Kontingenserfaringen« som Hans Jørgen Thomsen - en anden stor og desværre nylig afdød idéhistoriker og eksistentialist - har kaldt det.

Biografisk faldt denne erfarings opkomst for Sløk, som allerede antydet tidligere, sammen med faderens død. Sådan fremstiller Sløk det i hvert fald selv i Mig og Godot: »Nu endelig var der sket noget, der afslørede livet som irreparabelt og tiden som irreversibel. Nu endelig var jeg givet livet i vold, virkeligheden, sand, hård og kontant«.

Faderens pludselige fravær (død) indikerede for Sløk en anden faders - Gudfaderens - fravær (død). Og jagten på denne (fraværende/døde) fader blev på mange måder Sløks projekt som teolog og idéhistoriker. Et projekt som Sløk delte med mange af sine samtidige. Eksistentialister og såkaldte eksistensteologer.En gennemgående modstander i denne jagt blev en anden stor teolog fra Danmark: K.E. Løgstrup. Løgstrup, der sidste år - posthumt - kunne fejre sin 100-års fødselsdag startede tidstypisk sin teologiske løbebane som en slags eksistensteolog, men valgte senere at tage et opgør med denne teologi. I stedet udviklede Løgstrup - i værkerne Metafysik I-IV - en skabelsesteologi, der gav ham et ry som den største danske filosof siden netop Kierkegaard. Noget der sikkert irriterede Sløk grænseløst og med rette kunne give ham fornemmelsen af ufortjent at være blevet overskygget.

Polemisk stødte de to herrer sammen ved flere lejligheder til trods for indbyrdes aftaler om ikke offentligt at kommentere hinandens forfatterskaber. Sidste gang i forbindelse med udgivelsen af bogen Teologiens elendighed (1979), hvor Sløk i skarpe vendinger - dog uden at nævne konkrete navne - angreb skabelsesteologerne og skabelsesteologien.

Løgstrups på sin vis optimistiske skabelsesteologi - hvor Gud som skaber stod som garant for livets meningsfuldhed - kunne Sløk simpelthen ikke goutere. Systematikeren Løgstrup lå - teologisk og filosofisk - milevidt fra ironikeren og relativisten Sløk.

Den teologiske offentlighed - langt hen ad vejen også den intellektuelle offentlighed - foretrak etikeren og alvorsmanden Løgstrup frem for »kynikeren, spotteren, ironikeren, ateisten, nihilisten og anarkisten« Sløk, som man med en lettere omskrivning af et flittigt citeret skriftsted fra Mig og Godot kan kalde ham.

Da Sløk døde i sommeren 2001, gik det derfor nærmest ubemærket hen. Enkelte trofaste støtter som eksempelvis Kjeld Holm og Niels Grønkjær lod deres stemme høre. Og også den altid produktive Jan Lindhardt kom på banen. Men ellers var der en forbavsende tavshed. Ingen talte om fraværet af denne store teolog, tænker og idéhistoriker. Og i forhold til den opmærksomhed, der sidste år blev rettet mod Løgstrup i anledning af dennes runde jubilæum, så kan man godt, synes jeg, tale om en påfaldende tavshed.

Heller ikke på det institut, som Sløk med universitetskollegaers støtte havde grundlagt i 1967 - Institut for Idéhistorie - gav Sløks død anledning til større opmærksomhed. Vist havde der da også i sin tid været en del uenighed og fjendtlig polemik mellem Sløk og en række af de yngre idéhistorikere. Bl.a. i forbindelse med studenteroprøret og hele den universitetsmarxistiske bølge, der fulgte efter. Men disse uenigheder var for længst afløst af forsoning, da Sløk døde. Så det er formentlig ikke her, man skal søge efter årsagen til den udeblevne opmærksomhed, men måske snarere i det faktum, at man simpelthen antog hans tænkning og forfatterskab for at være en smule anløbent, trivielt eller måske endda direkte uinteressant.

Under alle omstændigheder var vi en række studerende på instituttet, som besluttede, at vi ville gøre noget ved sagen og forsøge at give Sløks tænkning og forfatterskab en fornyet opmærksomhed.

I første omgang blev det til et forløb om Sløk på Institut for Idéhistorie. Et forløb der klart bekræftede, at Sløks tænkning og forfatterskab både var og er rigt på facetter og spændende overvejelser. Det tæller emner som eksistensteologi, etik og religionsfilosofi, men byder også på sprogfilosofiske overvejelser og formidable idéhistoriske oversigtsværker. Og så er der Sløk som tolker af store filosoffer og idéhistoriske personligheder som eksempelvis Kierkegaard og Shakespeare. Men så sandelig også Sløk som debattør, polemiker og folkelig intellektuel.

I forlængelse af dette forløb har vi netop udsendt artikelantologien: Et menneske lades ikke i ro - facetter af Johannes Sløks forfatterskab, hvor vi har forsøgt at behandle et bredt spektrum af Sløks omfattende forfatterskab. Bogens forfattere er primært idéhistorikere, og den bliver på denne måde også en (noget forsinket) hyldest til en stor personlighed, der betød så umådelig meget for dette lille fag, men også for den danske kulturdebat generelt. Og samtidig beviser bogen også, at der er mange gode grunde til fortsat at læse Sløks »historier«, selvom Gud for længst er holdt op med at fortælle sin historie. Historien om Johannes Sløk.