Konspirationsteorier har eksisteret i flere hundrede år.Var månelandingen fup? Var det Churchill og frimurerne, der skabte Hitler for at kunne genere Sovjet? Konspirationer har en solid forankring i europæisk tænkning, og det er på tide, at vi begynder at tage dem alvorligt.

Af Maria Brockhoff
Fredag den 21. juli 2006, 03:30

Vi kender dem efterhånden - teorierne om, at månelandingen i virkeligheden var et stort fupnummer som NASA satte i scene for at dække over egen uduelighed og sikre sig bevillinger, Da Vinci Mysteriets veldrejede thriller om skumle præsters sammensværgelser, eller teorien om at den verdensomspændende israelske lobby i virkeligheden stod bag Muhammed-tegningerne.

Konspirationsteorierne har ramt os. De er alle vegne og på alle niveauer, fra dem der fungerer som letfordøjelig underholdning, til dem der motiverer til etniske udrensninger. Men hvordan skal vi forholde os til disse fascinerende, forvrøvlede og forfærdelige fortællinger, der dukker op på den politiske og kulturelle scene?

Der findes vitterlig masser af konspirationsteorier, der er noget værre vrøvl - der er vel ingen, der for alvor tror på, at det britiske kongehus promoverede The Beatles, fordi de skabte en hårmode, der kunne skjule uheldige, fremstående ører som prins Charles'. Der findes også konspirationsteorier, der afslører virkelige sammensværgelser, som Watergate og Iran Contra-affæren.

Imellem disse yderpunkter findes der imidlertid mange fortællinger, der søger efter en forklaring på verdens tilstand eller komplicerede begivenheder ved at udpege og anklage en fjende. Disse fjendefortællinger har en politisk og psykologisk appel, som man ikke bør overse, men snarere udforske og søge at forstå.

Groft set kan man tale om to typer af konspirationsteorier. Den ene type er dem, der fungerer som en italesættelse af en mistillid til magten. De peger på magthavere, elite og officielle organer som skyldige og leverer forklaringer på begivenheder, der er i modstrid med officielle redegørelser. Den anden type anvendes af etablerede magthavere til at udpege bekvemme syndebukke for at udvikle eller fastholde en politisk platform.

I den amerikanske forskningstradition er man for længst holdt op med at afvise konspirationsteorien som et produkt af syge hoveders mareridtsvisioner. I 60erne skrev den anerkendte historiker Richard Hofstadter et essay, der tog den konspiratoriske tankegang alvorligt, og dette essay satte skub i udforskningen af fænomenet i USA. Det er ikke tilfældigt, at det netop er her, man har udforsket fænomenet, for der er i den amerikanske kultur en lang og blomstrende tradition for at tænke konspiratorisk. De sidste par hundrede års europæisk historie viser imidlertid, at det ikke kun er et amerikansk fænomen, for mange af de strukturer, der findes i konspirationsteorien, genfinder vi i den europæiske tradition.Historikeren Gordon Wood har behandlet udviklingen af konspirationsteorien i 1700-tallet. Han hævder, at opkomsten af det mekanistiske verdenssyn har haft en afgørende indflydelse på udviklingen af konspirationsteorien.

Forestillingen om, at der bag enhver virkning lå en klart defineret årsag, fik sin mest konsekvente form i udforskningen af naturlovene, og man begyndte efterhånden at overføre forklaringsmodellen fra naturvidenskaberne til samfundsmæssige forhold.

Forestillingen om et selvkørende samfund uden en guddommelig instans rejste imidlertid et alvorligt moralsk spørgsmål for mange: Hvis menneskene blot var brikker i et spil, der på forhånd var bestemt af lovmæssigheder, blev det vanskeligt at stille dem til ansvar for deres handlinger.

For at kunne navigere i det nye verdensbillede og samtidig opretholde en moralsk orden, tolkede man det, der skete i samfundet, som resultater af enkeltindividers planer. Man antog således, at onde hændelser beroede på onde planer udtænkt af onde mennesker. Hvis tilsyneladende gode intentioner fik onde følger, kunne det kun forklares på to måder: enten var de onde motiver blevet skjult under en forræderisk maske, eller også måtte det bero på, at der var andre menneskelige kræfter på spil, som øvede indflydelse i det skjulte - med andre ord: en konspiration.

I 1700-tallet var man lidenskabeligt optaget af at afsløre konspirationer, men de lighedsidealer, som oplysningstænkningen var baseret på, hindrede, at man greb til at dæmonisere den fjende, der stod bag konspirationen - man fastholdt, at han dog var menneske.

Denne tanke blev alvorligt udfordret i løbet af 1800-tallet. Udviklingen af biologien og antropologien banede vej for mere suspekte videnskaber som fysiognomik og frenologi. Ved hjælp af kraniemålinger og ansigtsanalyse mente man at kunne fastslå et menneskes moralske natur. Det var en antagelse, der førte til den »videnskabelige« racisme, der inddelte mennesker efter ydre kendetegn som hovedform og hudfarve, og man koblede disse sammen med et lavt civilisationstrin.

Den »onde vilje« bag konspirationen, der i oplysningstiden kunne kendes på sine handlinger, blev således afløst af »den lave natur«, der kunne identificeres på sit ansigt. Med den videnskabelige racisme fik man mulighed for at dehumanisere mennesker og udpege store befolkningsgrupper som »ikke-mennesker« og dermed også som potentielle fjender.

Man kan genfinde mange af disse aspekter fra den europæiske tradition i den moderne konspirationsteori.Mistroen til eliten og magten, der var et gennemgående træk i 1700-tallets konspirationsteorier, ses i mange nutidige konspirationsteorier, der søger at revidere den officielle version af historiske begivenheder. En af de mere farverige i denne genre er den virkelige forklaring på Englands rolle i 2. Verdenskrig. Churchill, de engelske frimurere og Bank of England »skabte« Hitler, for at han kunne genere Stalin. Konspiratorernes egentlige mål var at ødelægge Tyskland og starte en verdenskrig, der ville give dem mulighed for at koncentrere magten, pengene og verdensherredømmet hos dem selv.

Det moralske aspekt af 1700-tallets årsag/virkning-forklaring fungerer også stadig i den moderne konspirationsteori. Det er stadig en forudsætning, at bevidste onde planer ligger bag onde hændelser. I dele af det sorte samfund i USA er der f.eks. en udbredt tro på, at AIDS er en virus, der er udviklet af regeringen for bevidst at udrydde den sorte befolkning, ligesom FBI bevidst lader våben og narko oversvømme ghettoerne, så den sorte befolkning udrydder sig selv.

Den måde, som konspirationsteoretikeren i dag anvender årsag/virkning-forklaringen på, er karakteriseret ved, at den stadig er relativt simpel, som det også var tilfældet i 1700-tallet. Det er aldrig en blanding af årsager eller bare tilfældigheder, dumhed eller uduelighed, der fører frem til en ulyksalig hændelse.

At det var simpel spirituskørsel, der var årsagen til prinsesse Dianas død, var øjensynligt for banal en forklaring til at give mening i en kollektiv emotionel krise. Dette blev der imidlertid hurtigt rådet bod på, og både kongehuset og MI6 er blevet udpeget som de sande skyldige bag ulykken i Paris i 1997.Selv om konspirationsteoretikeren er optaget af at finde den menneskelige aktør bag begivenheder, så udelukker det ikke, at også 1800-tallets dehumanisering har overlevet i den moderne konspirationstænkning. Nogle konspirationsteorier gør således mennesker til »ikke-mennesker« gennem en racistisk retorik, men også i ikke-racistiske konspirationsteorier sker der en forskydning fra det menneskelige til det ikke-menneskelige. Dette viser sig ved, at fjenden bliver til en organisation eller en abstraktion som for eksempel »Det Militærindustrielle Kompleks«, »Storkapitalen« eller »Den Nye Verdensorden«.

At konspirationsteorien er udtryk for en tænkning af særlig dårlig kvalitet kunne synes at være konklusionen. Det vrimler med uholdbare følgeslutninger, usandsynlige sammenhænge og løst underbyggede påstande. Konspirationsteorien giver køb på logiske sammenhænge til fordel for en større frihed til at boltre sig i udpegninger, anklager og »sandheder«.

Tesen om, at en konspirationsteoretiker er et marginaliseret, uuddannet og frustreret individ, er imidlertid ikke særlig frugtbar. Konspirationsteorien er ikke en eksotisk, marginal eller præmoderne foreteelse, men en politisk, psykologisk og kulturel realitet med en stærk appel. Vi bør undersøge denne realitet nærmere i dens mange former, fordi den er en central mekanisme i udviklingen og opretholdelsen af et fjendebillede og udpegningen af den anden som »Den Onde«.

Kronikken i morgen:

»Amerika forgår - men sagosuppen består«. Musiker og forfatter Henrik Marstal skriver om drømmenes land.