Coaching er en raffineret måde at dressere medarbejdere og ledere og mange andre på, fordi forførelsen føles som udvikling. Det primære formål er at bevare illusionen om, at »jeget« eller »selvet« udvikles gennem mål defineret af andre. At sætte sig mål kan være ganske inspirerende, men man udvikler sig kun, når man tør krydse åen og bevæge sig derud, hvor man ikke engang ved, hvad retning man skal gå i.

Af Finn Janning, kultur@berlingske.dk
Tirsdag den 24. april 2007, 03:30

Der er tale om et lille tidsfænomen. Ikke forstået som et modelune eller en tendens, men som selve tidens sygdom. Vi er blevet bange! Angsten er blevet det moderne menneskes vejleder. Dette konstaterede den franske filosof Michel Serres tilbage i 1982 i sin bog Genese.

Skulle nogen stadigvæk være i tvivl, så tænk på den nærmest eksplosive vækst, vi de seneste år har været vidne til inden for mere eller mindre lødige former for vejledning og terapi. At angsten er blevet livets vejleder hænger blandt andet sammen med, at alt, hvad der er ukendt, gør os usikre og svedige i håndfladerne. Det trygge og genkendelige kan vi lide, hvorfor vi også med stor entusiasme forsøger at ensrette samfundet efter nogle klare værdier, normer eller idealer.

En måde at sikre denne ensretning på og komme den nærende angst til livs sker ved hjælp af coaching. Coaching er som felt blevet det nye super cool i dansk erhvervsliv. Oprindeligt stammer ordet fra sportens verden, hvor ordet coach betyder træner. Samtidig betyder det engelske ord coach også vogn. En coach er altså den eller det, som flytter nogen gennem coaching. Der er tale om en bevægelse fra én tilstand til en anden. En bevægelse mod en mere ønskelig tilstand, for eksempel forstået som den proces, hvor noget ukendt gøres kendt.

Der eksisterer til dags dato ikke et kanoniseret teoriapparat inden for coaching, men en masse forskellige private udbydere af certificeringer inden for coaching. Disse er karakteriseret ved alt, lige fra god sund fornuft til forskellige former for samtale og dialog, til de mere obskure former for new age ideologier. De mere seriøse teoretiske indfaldsvinkler henter typisk inspiration fra psykologien: systemisk teori, appreciative inquiry, kognitiv terapi, NLP-konceptet. Det kan synes en smule problematisk, at ingen uddannelsesinstitutioner i Danmark tilbyder kurser i coaching, hvorved faget på mange måder har karakter af at være rasteplads for et sammenrend af mennesker, der tilsyneladende ved bedre.

Helt basalt forudsætter coaching, at den coachede person mangler noget. Denne mangel skal personen motiveres og hjælpes med at realisere eller erhverve. Dette kunne for eksempel være manglende handlekraft til at stoppe med at ryge, eller manglende indlevelse for bedre at kunne sælge endnu mere af et givent produkt. Fjernelsen af denne mangel bliver lidt floskelagtigt - og utvivlsomt med Søren Kierkegaards største væmmelse - kaldt for »at træde i karakter«. Hos Kierkegaard handler det om at have modet til at gøre det nødvendige, når man nu engang ikke har en rigtigt-forkert manual i hånden. At bevæge sig ud på usikker grund, hvor der ikke er nogen idealer, mål eller normer som kan guide én. Kierkegaards ryger ville altså ikke vide, om det lige netop er handlekraft, der mangles, eller om idealet ikke-ryger bare ikke er tilstrækkeligt ansporende. At træde i karakter er en vedvarende skabelse af én selv i selvets egen relation til sig selv, og ikke et ydre ideal.

Modsat handler coaching om at tilføje en mere velvalgt identitet til éns i forvejen allerede velvalgte identitet. Grundantagelsen er, at »selvet« eller »jeget« er en enhed, hvorved det at træde i karakter bliver at tilføre mere af det samme. Hvor det samme er det, som man så hjertens gerne vil blive. På den måde kædes selve motiveringen - der initieres af et konkret mål for, hvem man vil være - lidt uretfærdigt sammen med ideen om personlig udvikling. Det »selv«, der udvikles, udvikles ikke tilfældigt, men i idealernes kulørte billede. En sådan rigid fokusering på et mål kan vise sig problematisk, da den, der søger, sjældent finder. Derudover kan antagelsen nemt hæmme udvikling. I stedet for ét »selv« eller »jeg« er vi mange »jeger«, som hæmmes. Herved virker coaching som et ensrettende værktøj.

Forfatteren og journalisten Andrew Solomon har i bogen Helvedes malstrøm beskrevet stress som noget, der forårsages af ydmygelse. Det er altså stressende at ydmyge sig selv. Og er der noget mere ydmygende end at leve efter idealer og normer fremsat af andre end én selv? Når coaching arbejder ud fra et klart og veldefineret mål om, hvem man bør blive, så betyder det, at alt, hvad der afviger fra dette veldefinerede hvem, betragtes som en forhindring eller barriere. Denne tanke er hæmmende, fordi den minimerer muligheden for at opdage andre facetter af én selv. Derudover er det et problem, at dette hvem er defineret af andre, hvorved man ydmyger sig selv.

Det er ikke kun arbejdets idealer, som stresser. Der er mange idealer omkring det gode liv, det simple liv, det harmoniske liv; livet med mand og barn og karriere og faste baller og masser af veninder og flere børn og familiehygge og ... Det er ikke idealer, der mangler. Hvilket er ekstremt sørgeligt, da det eneste, idealerne skaber, netop er mangler.

Coaching er i mine øjne baseret på en illusion, nemlig at den coachede forledes til at tro, at han reelt udvikler sig. Dette illusoriske momentum tvinger coaching ud i en art moderne pyramidespil. Ideen med pyramidespillet er, at man som ny deltager skal betale 500 kroner til fire personer. Derefter skaffer man så fire nye personer, som ligeledes betaler 500 kroner til fire personer. Jo længere tid processen kører, hvorved man gradvist bevæger sig højere op i pyramiden, desto flere penge vil man selv modtage.

Coaching minder om et pyramidespil, fordi coaches stort set ikke laver andet end at uddanne nye coaches, som derefter opretter nye kurser, som kan uddanne nye coaches, som derefter ...

Det primære formål er at bevare illusionen om, at »jeget« eller »selvet« udvikles gennem mål defineret af andre. At sætte sig mål kan være ganske inspirerende, men man udvikler sig kun - og jeg mener kun - når man tør krydse åen og bevæge sig derud, hvor man ikke engang ved, hvad retning man skal gå i.

Derfor mener jeg heller ikke, at coaching handler om udvikling. Det er et glimrende værktøj, som kan rette medarbejderne ind efter virksomhedens overordnede mål. Coaching er en raffineret måde at dressere medarbejdere og ledere og mange andre på, fordi forførelsen føles som udvikling.

En måde, hvorpå man kan bevæge sig mod en mere udviklende og skabende organisering af arbejde, familie og livet kunne være ved at reducere målstyringen. I stedet for at søge et mål forsøger man konstant at prøve at finde ud af, hvordan man hele tiden kan blive bedre til det, man gør lige nu. Hvor coachingen drømmer om et bestemt hvem, så ville en sådan tilgang åbne op for forskellige måde at gøre det, man nu engang skal gøre. Der er ikke nogen idealer eller normer, som guider én. På den måde ville et hvem gradvist blive til, fordi hvad man gør og hvordan man gør dette eller hint, er med til at skabe dette hvem. Det handler om at turde eksperimentere med livet.

Sagt helt nøgternt hænger coachingen fast i den positivistiske idé om, at der findes ukrænkelige fakta, for eksempel at alle skulle drømme om samme mål, nemlig penge, magt og prestige. Den tyske filosof Friedrich Nietzsche sagde: Der er ingen fakta, kun tolkninger. Skyldes behovet for den ensretning, som vi er vidne til, at idealer og normer kontrollerer en befolkning, der er bange for at afvige og for afvigere? Her forstærker idealerne og angsten gensidigt hinanden. Den franske filosof Gilles Deleuze har suppleret og sagt, at vi ikke længere tolker for at prøve at forstå. I dag må vi eksperimentere med livet for at prøve at forstå.

At eksperimentere er at bevæge sig uden for guidebogens anvisninger. At eksperimentere handler dog ikke om en skødesløs adfærd. Tværtimod. Det handler om at gøre sig umage for derved at gøre sig værdig til at blive en del af det, man drømmer om. På den måde synes coaching at hæmme kreativitet og innovation, da coaching forsøger at styre udvikling. At eksperimentere er at gøre målet til et nu og her. Du er enten i målet lige nu, eller også kommer du der aldrig. Måske skulle coaching bare holde sig til pyramidespillet og lade andre om at udvikle sig.