I den nuværende situation er svaret ikke at lægge nye restriktioner på boligmarkedet eller finansmarkedet. Tværtimod bør politikerne give markedskræfterne frit spil, så økonomien kan komme tilbage på sporet så hurtigt som muligt.

Af Henrik Fogh Rasmussen, Kultur@berlingske.dk
Søndag den 5. oktober 2008, 22:30

Finanskrisen er over os, og det skorter ikke på dommedagsprofetier. Den tyske finansminister og den franske præsident taler om den anglo-amerikanske kapitalismes forfald, og den danske klimaminister sidestiller finanskrisen med Sovjetunionens sammenbrud. Venezuelas præsident fryder sig over, at »neoliberalismen kollapser«, og Irans præsident forudser, at »det amerikanske imperium er ved at være ved vejs ende«.

Alle disse kommentarer er uendeligt forudsigelige. Overalt i verden går en stor del af folk rundt med et horn i siden på amerikanerne. For eksempel viser menings­målinger, at 66 procent af tyskerne og 57 procent af franskmændene har en negativ indstilling til USA.

Mon ikke den samme psykologi er på spil i dag, som den 11. september 2001 fik Jens Blauenfeldt (kendt fra Danmarks Radio) til at tænke »Det er amerikanerne. Nu får de smæk. Det har de rigtig godt af.«

Heldigvis kommer det næppe til at gå så galt, som USA-kritikerne forudsiger. USA er før blevet dømt ude for tidligt. Under stagnationen i 1970erne mente mange akademikere, at Sovjetunionen ville overtage føringen. Men blot nogle få år efter var Sovjetunionen brudt sammen, og USA stod tilbage som verdens eneste supermagt, stærkere og mere velstående end nogensinde før. Da de amerikanske sparekasser krakkede i slutningen af 80erne, mente mange, at fremtiden lå i Japan. Men blot nogle få år efter var Japan i økonomisk krise, og USA var godt på vej ind i 90ernes boomøkonomi.



Når USA som regel overvinder kriserne så hurtigt, skyldes det blandt andet den frie markedsøkonomi, som socialister af alle partier nu myldrer ud af skabet for at angribe. Det var deregulering af blandt andet flybranchen, telekommunikationsmarkedet og olieindustrien krydret med stram pengepolitik og skattelettelser, som fik USA i gang igen efter stagnationen i 70erne. Og det var flere skattelettelser (som blandt andet gavnede en lille virksomhed ved navn Microsoft) og yderligere deregulering, som lagde grunden til væksten i 90erne.

Jo smidigere en økonomi er, jo hurtigere kan den reorganisere og rejse sig efter en krise. I den nuværende situation er svaret ikke at lægge nye restriktioner på boligmarkedet eller finansmarkedet. Tværtimod bør politikerne give markedskræfterne frit spil, så økonomien kan komme tilbage på sporet så hurtigt som muligt.

Årsagerne til finanskrisen er komplekse, men det er værd at bemærke, at utidig statslig indblanding på markedet har spillet en væsentlig rolle.

Statsgarantier til kreditforeningerne Freddie Mac og Fannie Mae førte til manglende påpasselighed og omsiggribende spekulation på boligmarkedet. Samtidig har den amerikanske centralbank i de seneste år ført en alt for løs pengepolitik, som gav spekulanterne rigeligt med kapital at strø om sig med og mindskede incitamentet til at spare op.



Den igangværende politiske debat i USA tager højde for disse forhold. Kritikken hagler ned over centralbanken, Freddie Mac og Fannie Mae såvel som de ansvarsløse banker, der har ladet sig manipulere lidt for let af disse statslige institutioner. Der er med andre ord en nuanceret debat i gang i USA, som forhåbentlig vil resultere i et mere markedsorienteret bolig- og finansmarked i de kommende år.

I Europa er debatten derimod præget af de sædvanlige angreb på »markedskræfternes hærgen« og »kapitalisternes grådighed«. Resultatet kan nemt blive en omfattende regulering af finanssektoren, som får Europa til at hænge fast i sumpen, mens amerikanerne som sædvanlig rejser sig op, ryster støvet af sig og løber videre.