Det ser nu ud til, at underskuddet på det amerikanske statsbudget bliver omkring 1.750 milliarder dollar i 2009.

Af Henrik Fogh Rasmussen kommentator
Mandag den 2. marts 2009, 22:30

Det svarer til 12,3 procent af det amerikanske bruttonationalprodukt – det største statsunderskud siden Anden Verdenskrig. Hvis USA var med i eurozonen, ville landet dermed stå til en større afklapsning fra den europæiske centralbank, som for nylig talte dunder imod forventede underskud på 9,5 procent i Irland, 5,8 procent i Spanien og 4,4 procent i Frankrig.

Statsunderskud kan være farlige for økonomien, fordi staten skal betale pengene tilbage i fremtiden, hvilket kun kan ske ved at beskatte befolkningen eller trykke flere penge og dermed udhule værdien af både statsgælden og folks private opsparinger gennem inflation. Både skat og inflation dæmper den økonomiske vækst, og netop derfor har man i eurozonen en regel om, at statsunderskuddet i eurolandene ikke må overstige tre procent af bruttonationalproduktet.



Gældsætning er altid farlig, men man kommer heller ikke uden om, at det nogle gange kan være nødvendigt for staten at låne penge for at sikre nationens ve og vel. Under Anden Verdenskrig var det amerikanske statsunderskud således oppe på 20-30 procent af bruttonationalproduktet, men de fleste vil formentlig være enige i, at den allierede sejr over nazismen og fascismen var en god investering. I 1983 nåede underskuddet op på 5,9 procent under præsident Reagan. Reagans underskud var kontroversielt, men i dag er der efterhånden bred enighed om, at pengene var givet godt ud. Reagans skattelettelser skabte enorm økonomisk vækst, som i sidste ende øgede statens indtægter, og hans kraftige militære oprustning pressede Sovjetunionen til reformer, som var direkte medvirkende til Berlinmurens fald i 1989.



Spørgsmålet er så, om det store statsunderskud anno 2009 på sigt vil give et afkast på linje med sejrene over fascismen og kommunismen. USA står midt i en alvorlig økonomisk krise, store militære engagementer i Afghanistan og Irak og en verdensomspændende kamp mod terrorisme, så der er udfordringer nok at tage fat på. Og Obama-administrationen vil da også øge de amerikanske forsvarsudgifter med fire procent, sende 17.000 ekstra tropper til Afghanistan og gøre både hæren og marinekorpset større. Samtidig får udenrigsminister Hillary Clinton en klækkelig sum til at fordoble den amerikanske ulandshjælp og ansætte flere diplomater. Derudover vil Obama øge det offentlige forbrug markant for at sætte gang i den amerikanske økonomi.



Problemet er selvfølgelig, at det ikke altid er nok bare at kaste penge efter problemerne – specielt ikke hvis prisen er en enorm statsgæld, som skal betales tilbage af skatteyderne i fremtiden. I den nuværende sikkerhedspolitiske situation er det formentlig en god idé at investere i flere soldater og diplomater, men det er langtfra sikkert, at Obamas statslige forbrugsfest vil have den ønskede effekt. Enhver politiker, som tror, at man kan komme ud af en økonomisk krise gennem offentligt forbrug, bør kigge godt og grundigt på Japan, som lancerede en offentlig forbrugsfest i 1990erne og i dag har den højeste statsgæld i den industrialiserede verden uden at have overvundet den krise, som startede helt tilbage i 1990.

På den baggrund kan man frygte, at de amerikanske skatteydere i sidste ende kommer til at sidde med en stor regning uden at få ret meget ud af det. Det kan føre til lav økonomisk vækst de næste mange år til skade for både USA og resten af verden.