Barack Obama har bevist sine retoriske evner. Nu skal han i gang med den største udfordring: USAs økonomi skal bringes på fode, og det sker ikke, hvis han griber til skattelettelser og handelshindringer.

Af Henrik Fogh Rasmussen - Kommentator
Onsdag den 5. november 2008, 22:30

Barack Obama kan blive en af de største præsidenter i USAs historie. Han har bevist, at han har de retoriske evner og lederevnerne til at føre USA et stort skridt videre ind i det 21. århundrede. Og han er et af de stærkeste symboler nogensinde for den amerikanske drøm.

Nu er Obamas opgave så at levere varen. Den første udfordring bliver at få den amerikanske økonomi – og dermed verdensøkonomien – på ret køl igen. Her vil Obama gøre klogt i at krølle sine planer om skatteforhøjelser og handelshindringer sammen og smide dem i papirkurven.

Hvis Obama hæver skatten og begrænser den frie handel, så vil han begå nøjagtig de samme fejl, som Herbert Hoover og Franklin Roosevelt begik i 1930erne. Resultatet vil være en økonomisk katastrofe – ikke blot for USA men for hele verden.



I stedet bør Obama søge tilbage til rødderne i det Demokratiske Parti. Demokraterne blev grundlagt af Thomas Jefferson og Andrew Jackson som et parti baseret på minimal statslig indblanding i det økonomiske liv. Men Obama behøver ikke at gå tilbage til 1830erne for at finde et passende forbillede.

John F. Kennedy gennemførte store skattelettelser og forsvarede den frie handel. Bill Clinton gennemførte den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA) mellem Canada, Mexico og USA.

Den anden store opgave for Obama bliver at videreføre kampen mod den internationale terrorisme.

Også her bør Obama lade sig inspirere af John F. Kennedy, som førte en hård linje over for kommunismen kombineret med en frisk idealisme og karisma, som skabte håb i hele den demokratiske verden.

Meget tyder på, at Obama vil føre en hård linje over for Taleban i Afghanistan og militsens støtter i Pakistan. Og han vil formentlig lægge pres på lande som Tyskland og Frankrig for at få dem til at bidrage mere flere tropper. Det er så op til europæerne at yde deres bidrag, hvis de vil forbedre det transatlantiske forhold.

Samtidig vil Obama gøre klogt i ikke at foretage en forhastet tilbagetrækning fra Irak. Hvis amerikanerne trækker sig ud, og der pludselig udbryder en blodig borgerkrig, så vil Obama med rette kunne beskyldes for at have tabt den amerikanske sejr i Irak på gulvet.



For Republikanerne er udfordringen nu at køre den næste generation i stilling til midtvejsvalget i 2010 og præsidentvalget i 2012. Med valget af den 44-årige Sarah Palin som sin vicepræsidentkandidat har John McCain allerede sat generationsskiftet i gang. Palin skal nu i gang med at reparere det imageproblem, som hun har fået gennem en kombination af skæv mediedækning og dårlig kommunikationsrådgivning siden en lovende start for to måneder siden.

Hvis hun griber det rigtigt an, så kan hendes folkelige, vestlige anti-­Washington brand give hende en stærk position i 2012.

Men Palin er ikke det eneste unge talent, som republikanerne har at byde på. I de kommende år vil vi høre mere til republikanere som Jeff Flake (45) fra Arizona og Eric Cantor (45) fra Virginia i Repræsentanternes Hus samt guvernører som Bobby Jindal (37) fra Louisiana, Mark Sanford (48) fra South Carolina og Tim Pawlenty (48) fra Minnesota.



For Præsident Bush er opgaven at overdrage magten til den nye Obama-­administration så gnidningsfrit som muligt. Derefter kan han gå i gang med at pleje sit eftermæle.

Danske medier har været flittige til at rapportere om amerikanske historikere, som allerede nu betegner Bush som en fiasko.

Disse historikere kan dog næppe fælde en retfærdig dom, før de har haft mulighed for rent faktisk at udføre deres arbejde som historikere: at grave i arkiverne, interviewe aktørerne og iagttage de langsigtede konsekvenser af Bush-administrationens politik.

Det er endnu for tidligt at fælde en endelig dom over Bush-administrationen, men én ting ligger fast: George W. Bush var ikke nogen ligegyldig præsident. Hvad enten man kan lide ham eller ej, så har han sat sig et betydeligt mærke på verdenshistorien.

Og det er før sket, at en upopulær præsident har fået en positiv dom af historien.