Forebyggelseskommissionen og politikerne er i gang med at stigmatisere og klientgøre alle borgere, der af den ene eller anden grund vælger at leve et liv, der ikke stemmer overens med den officielle statslige opfattelse af, hvad der sundt og godt. Ønsker vi virkelig at leve i et sådant samfund, spørger tænketanken CEPOS.

Af Martin Ågerup - Nicolai Foss - Christian Bjørnskov - Anders Wivel - Jacob Mchangama - Geert Laier Christensen - Henrik Christoffersen - Henrik Jensen
Mandag den 20. april 2009, 22:30

I dag offentliggør Forebyggelseskommissionen sin betænkning med anbefalinger til, hvordan man kan forbedre folkesundheden. Vi vil med denne kronik fremsætte en appel til de politikere, kommentatorer og meningsdannere, som i dag skal kommentere kommissionens mange forslag. Det er også en appel til de journalister, som skal stille spørgsmålene, samt ikke mindst til den almindelige engagerede borger, der interesserer sig for og engagerer sig i vores samfund.

Vi appellerer til, at I alle giver jer tid til både at tænke over og i løbet af dagen diskutere, hvad det egentlig er for et samfund, vi ønsker at leve i. Det er denne principielle diskussion, som i de kommende dage presser sig på – snarere end kommissionens forskellige forslag.

Vi lever i en velfærdsstat, hvor politikerne – ud fra de bedste intentioner – hele tiden rykker ved grænserne for, hvilke midler de finder acceptable og påkrævede at tage i anvendelse for at »beskytte« borgerne – ofte imod sig selv. Men sjældent eller aldrig ser vi politiske diskussioner, som forholder sig til det fundamentale. Kan det være rigtigt, at vi skal have en velfærdsstat, der indtager både moder- og faderrollen i forhold til os alle sammen? Og hvor går grænsen?

I dag udkommer en betænkning, som igen ser ud til at kunne udbygge velfærdsstatens forældrerolle. Når man læser Forebyggelseskommissionens kommissorium, tegner der sig et billede af, at der igen skal rykkes grænser, uden at vi får taget den grundlæggende debat om statens forhold til borgerne. Derfor er der grund til allerede på forhånd at trække situationen op.

De fleste er enige om vigtigheden af at fastholde det liberale demokratis principper og værdier. Demokratiet bygger på respekten for flertallets afgørelser. Men det vigtigste demokratiske princip er ikke flertallets ret til at bestemme over mindretallet og individet. Det vigtigste princip er beskyttelsen af det enkelte menneskes ret til selvbestemmelse. Det sikrer vi blandt andet gennem de grundlæggende frihedsværdier: ejendomsretten, aftalefriheden, ytringsfriheden, foreningsfriheden og religionsfriheden. Det er en helt central demokratisk værdi, at voksne og myndige mennesker skal have lov til at bestemme over deres eget liv og træffe deres egne valg, så længe disse ikke indskrænker andre menneskers ret til at gøre det samme.

Med nedsættelsen af Forebyggelseskommissionen har VK-regeringen og folketinget forbrudt sig mod denne grundlæggende værdi. Kommissionens kommissorium afslører en skandaløs mangel på respekt for den personlige frihed og det personlige ansvar hos regeringen og Folketinget. Kommissoriet slår ganske nøje fast, hvilke kriterier kommissionen skal lægge til grund for sit arbejde. Nøgleordet er her omkostningseffektivitet. For at det ikke skal blive overset, gentages dette mantra endog tre gange i kommissoriet, hvorimod hensynet til det personlige ansvar kun nævnes en enkelt gang og den personlige frihed slet ikke! Og den omkostningseffektive tilgang skal sikre opnåelse af regeringens mål, der også er specificeret i kommissoriet: Danskerne skal have forlænget den gennemsnitlige levetid med tre år over de næste ti år – så omkostningseffektivt som muligt altså. Det er rene ord for pengene. Den eneste begrænsning hvad angår valg af omkostningseffektive midler, som anføres i kommissoriet, er, at kommissoriet skal huske at tage eventuelle administrative konsekvenser i betragtning.

Man må forvente, at kommissionen gør, som den er blevet bedt om. Kommissionsformanden Mette Wier har udtalt, at »Vi er blevet bedt om at se på, hvordan man får mest sundhed for pengene …«, og at »Intet er os helligt«. Det sidste er selvfølgelig ikke rigtigt. Grænsen for forbud, påbud og kriminalisering af mennesker går et eller andet sted, selv for medlemmerne af Forebyggelseskommissionen. Men hvor? Det ligger uden for kommissionens opdrag at fremlægge kvalificerede overvejelser herom. Kommissionen er ikke blevet bedt om at lave en afvejning af hensynet til folkesundheden i forhold til hensynet til den personlige frihed. I kommissionens betænkning vil grænsen blive trukket ud fra lukkede strategiske overvejelser. Disse overvejelser må vi i dag og i de kommende dage have gjort eksplicitte. Det er denne diskussion, som er den centrale.

Derfor må vi blandt andet tage denne nødvendige debat: Hvordan i alverden kan en borgerlig-­liberal regering sætte den slags i værk? Hvordan kan en statsminister og en sundhedsminister, tilsyneladende uden nogen som helst refleksioner om menneskers integritet og ret til at leve det liv, som de nu engang vælger, sætte en gruppe af in­teressebårne bureaukrater og teknokrater til at planlægge omkostningseffektive indskrænkninger af befolkningens frie valg kun begrænset af, at de administrative omkostninger ikke må blive for store? Det er intet mindre end en skandale.



Den manglende vægtning af særligt den personlige frihed er desværre et led i et større mønster. Forebyggelse af sygdom opfattes hos regeringen og størstedelen af Folketinget som værende et statsligt anliggende. Der er en foruroligende og vidtgående accept både blandt eksperter, politikere og i store dele af befolkningen af, at det er i orden kraftigt at begrænse individets frie valg og gribe ind i den private sfære, så længe det sker i folkesundhedens navn.

Der er noget helt principielt på spil her, som ikke kun drejer sig om almindelige menneskers ret til selv at bestemme, hvad de vil spise, ryge og drikke. Det handler om vores grundlæggende demokratiske værdier. Vi antager normalt ikke, at andre mennesker handler imod deres egen in­teresse, og at staten derfor bør træde ind og umyndiggøre dem. Vi kan måske godt til tider hver især i vores stille sind undre os over andre menneskers livsvalg, men vi anfægter ikke deres ret til selv at vælge. Og vi tror på, at selvom vi mennesker ikke altid handler lige velovervejet, så er alternativet – at staten skal træffe beslutninger på vores vegne – ikke acceptabelt.

Meget tyder på, at Forebyggelseskommissionens formand, Mette Wier, inderst inde ved, at den er gal. Tidligere udsagn fra kommissionen om, at cigaretter kun skulle kunne købes på apoteket for 200 kroner pakken, omtaler hun nu i Weekendavisen som et »tankeeksperiment«, som ikke skulle »tages bogstaveligt« og tilføjer beroligende: »Ingen vil tvinge nogen til noget«.

Mon dog? Det forekommer overordentlig sandsynligt, at der blandt kommissionens forslag vil kunne findes et ganske betydeligt antal forbud og påbud. Mange af de øvrige forslag vil givetvis være frivillige tilbud til borgerne om undersøgelser, vejledning, skatteyderfinansieret motionstilbud på recept osv. Sådanne forslag er selvsagt ikke helt så uspiselige som deciderede forbud og påbud.



Men den tanke, at borgernes valg af livsstil skulle være et statsligt anliggende, er i sig selv bekymrende. For det første er der en risiko for, at tilbud efterhånden bliver til påbud, hvis folket ikke makker ret. Regeringens målsætning om tre ekstra leveår skal jo indfries. For det andet flyttes en del af ansvaret fra privatsfæren, fra familien og fra civilsamfundet til det politiske niveau. Vores børns sundhed bliver i lidt mindre grad vores ansvar som forældre og i lidt højere grad politikernes ansvar som vores formyndere. Medarbejdernes sundhed bliver i lidt mindre grad virksomhedens ansvar og i lidt højere grad politikernes. For det tredje medfører denne statsliggørelse af livsstil, sundhed og forebyggelse, at vi får en statsautoriseret version af, hvad det gode liv er. Ikke alle danskere er enige. Af Danmarks 1,2 mio. rygere ønsker over halvdelen for eksempel ikke at holde op med at ryge. Forebyggelseskommissionen og politikerne er i gang med at stigmatisere og klientgøre alle borgere, der af den ene eller anden grund vælger at leve et liv, der ikke stemmer overens med den officielle statslige opfattelse af, hvad der sundt og godt. Ønsker vi virkelig at leve i et sådant samfund?

Skrevet af: Martin Ågerup, direktør, CEPOS Nicolai Foss, professor, CBS Christian Bjørnskov, lektor, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet Anders Wivel, ph.d., bestyrelsesmedlem, CEPOS Jacob Mchangama, chefjurist, CEPOS Geert Laier Christensen, forskningschef, CEPOS Henrik Christoffersen, forskningschef, CEPOS Henrik Gade Jensen, projektleder, CEPOS