»I Borgerligt Centrum kender vi vores politiske ståsted. Det er derfor, vi har sat det ind i vores navn. Vores projekt handler ikke om alliancer, men om politik,« skriver kronikørerne, der gør nærmere rede for partiets mærkesager.

Af Simon Emil Ammitzbøll og Dennis Nørmark hhv. formand og styrelsesmedlem af Borgerligt Centrum
Tirsdag den 6. januar 2009, 19:38

Politik handler som bekendt om holdninger, og at repræsentere holdninger er partiers opgaver. Er der holdninger, der ikke bliver repræsenteret eller ikke repræsenteres ordentligt, er der brug for et nyt parti. Der er holdningsforskelle i dansk politik, fordi vi ikke er enige i alt. Når man fastholder, at der altid kan dannes brede flertal om alt henover midten, er der fare for, at man foregøgler vælgerne, at uenigheden ikke eksisterer. Men der er også en mere alvorlig konsekvens. Politikerne tør ikke gøre noget, der kan gøre nogen som helst utilfredse, hvis de altid skal favne så bredt, at de reelt efterlades handlingslammede. Dansk politik er gået i stå, fordi alle gerne vil ligne hinanden, på trods af at de faktisk ikke gør det. Derfor er det på tide at anerkende uenigheden, så vælgerne ved, hvem de skal gå til. Det er på tide at tale politik.

I Borgerligt Centrum kender vi vores politiske ståsted. Det er derfor, vi har sat det ind i vores navn. Vores projekt handler ikke om alliancer, men om politik. Vi er et borgerligt parti og hører som sådan til i gruppen af borgerlige partier, der peger på en borgerlig regering. En borgerlig regering, der bare for øjeblikket ikke fører særlig borgerlig politik, fordi den ikke tør tage nødvendige, men upopulære skridt. Hvis man altid skal have alle med, udvandes politikken til det rene og skære ingenting. Pragmatisme er en god og solid politisk strategi, men den kan føres så langt, at politik kommer til at handle om banaliteter. Det synes vi den gør i øjeblikket.

Derfor har vi forberedt os på partiets debut. Vi har en politik, og vi har nogle principper. Vi flakker heller ikke, når vi bliver spurgt, hvem vi fortrækker som landets statsminister. Vi peger på Anders Fogh Rasmussen og ønsker heller ikke at erklære krig mod særlige partier eller særlige personer. Vi mener, det er igennem den nuværende regering, at vi bedst føler, at vores mærkesager kan varetages. Mærkesager vi vil benytte lejligheden nu til at gøre lidt nærmere rede for.



Vi skal have bedre sundhed og bedre uddannelse. Bedre og værdige forhold for vores ældre såvel som vores børn i skolelokalerne. Et land så rigt som Danmark må kunne tilbyde sine borgere en ordentlig service under rimelige forhold på netop disse to områder. Ingen kan være tilfredse med den nuværende situation. Problemet er blot, at ingen har turdet foretage de økonomiske prioriteringer, der er nødvendige for, at de gode politiske meninger bliver til andet end snak.

Vi skal sætte pensionsalderen op og fjerne efterlønnen totalt. I dag er det ikke unormalt at afslutte uddannelsen sidst i tyverne, gå på efterløn som 60-årig og dø som 90-årig. To tredjedele af livet er man altså uden for arbejdsmarkedet og i mange tilfælde forsørget af staten. Det kan ganske enkelt ikke længere hænge sammen. Vi bliver ældre og uddanner os mere, og for at følge med den udvikling må pensionsalderen hæves tilsvarende. Vores nuværende ordning er skabt til et samfund, hvor man kom ud at tjene som 15-årig og døde sidst i 60erne. Så var det ganske rimeligt at gå på pension først i 60erne. Men det er langtfra situationen i dag.

Vi har brug for danskernes arbejdskraft, nogle af de penge de tjener i skat, men først og fremmest har vi brug for den værdi og velstand, deres arbejde giver tilbage til vores samfund. Er man nedslidt, er det naturligvis en anden sag. Er man frisk og rørig, er der ingen grund til, at man ikke skulle fortsætte lidt endnu.

Sundhed mener vi må være individernes eget personlige ansvar. Men det er ikke just de vinde, der blæser for øjeblikket. Eksempelvis er Forebyggelseskommissionen frisk på flere konkrete lovindgreb, så de kan være med til at bestemme, hvad vi må spise. Det kan betale sig på længere sigt, lyder argumentet. Ja, og hvis vi pakkede hele verden ind i vat, ville ingen nogensinde slå sig. Det ville sikkert også være godt for samfundsøkonomien, men hvor blev friheden lige af? Vi er trætte af et Danmark, hvor borgerne efterhånden bliver behandlet, som om de var små børn. I stedet for at regne med, at vi kan tage stilling selv, så tager man stilling for os og slår os over fingrene, hver gang vi gør noget, som eksperterne for tiden mener er dårligt for os.



I det hele taget er det vores erklærede mål at begrænse den helt utilstedelige mængde af love, regler og bureaukratiske reguleringer, der i disse år udgår fra Christiansborg. Banaliteter og utidig indblanding i folks private forhold er blevet en helt ureflekteret del af lovgivningsarbejdet.

Den samme overregulering rammer den offentlige sektor, hvor den manglende tillid og centralistiske tendens betyder, at folkeskolelærere, læger, sygeplejersker, politifolk, hjemmehjælpere og mange mange andre bruger uforholdsmæssig meget tid på papir og registrering af snart det ene og snart det andet. Vores offentlige sektor bliver mere og mere ineffektiv, fordi regeringens tillid til, at disse folk kan gøre deres arbejde og finde stolthed i at gøre det ordentligt, mangler totalt. Det er »menneskelig planøkonomi« og det klæder ikke en borgerlig regering.

Som politiker føles det uden tvivl godt at »gøre noget«, men man kan også i sin iver komme til at gøre alt for meget. Der er grænser for politik, og i Borgerligt Centrum vil vi gerne være med til at sætte den grænse og vogte over den. Det moralske ansvar skal tilbage til borgeren og tilliden skal genoprettes.

Også ægteskabet bør i vidt omfang være en institution, som politikerne blander sig udenom. Kærligheden er ukrænkelig, og skønt vi ikke bryder os om, at forældre skal bestemme, hvem deres børn kan gifte sig med, er vi bestemt heller ikke trygge ved, at staten så gør det i stedet. 24-års-reglen og tilknytningskravet er administrativt noget forfærdeligt bøvl og menneskeligt set en fornærmelse. Derudover er den stort set umulig at administrere helt fair, og den er fyldt med smuthuller, der reelt gør den uanvendelig.



Hvis man ønsker at begrænse, hvem der flytter ind i landet, er der en række andre og mere fair måder at gøre det på. Vi ønsker nemlig ikke, at hvem som helst kommer til landet. Vi ønsker dem, der kan klare sig selv, frem for indvandrere, der shopper rundt i vores generøse velfærdssystem og giver minimalt tilbage til os andre. Derfor ønsker vi, at man som indvandrer optjener ret til velfærdsydelser over tid. Hvis man skal bo her, må man betale for tingene, indtil man har lagt så mange penge i den offentlige kasse, at fællesskabet finder det rimeligt, at der også kan komme noget den anden vej. Og modarbejder man aktivt de demokratiske værdier, som vores samfund bygger på, får man besked på at rejse hjem igen. Vi er ligeglade med, om de ved, hvad der står på Jellingstenen, men de skal vide, hvad der står i Grundloven.

Vi har behov for indvandring til vores land, så vi også i fremtiden har tilstrækkeligt med arbejdskraft. Men vi vil gerne selv bestemme, hvem der besøger os. Det skal gøres helt klart, at vi ikke inviterer dem ind i vores samfund for deres skyld, men for vores, og der skal ydes, førend der kan nydes.

Friheden og respekten for individet har fundet sin mest udviklede form i den vestlige verden. Det gør vores samfundsmodeller til de fremmeste på det globale plan. Ethvert forsøg på at trække os i den modsatte retning vil vi under ingen omstændigheder acceptere. Derfor vil vi heller ikke acceptere religiøse særhensyn og parallelle samfund, hvor særlige religiøse grupper får lov at gå på kompromis med principperne i den sekulære stat. Og det gælder vel og mærke alle religioner. Vi støtter derfor regeringens modstand mod religiøse symboler i retssalene. Borgeren skal kunne være sikker på, at han i statslige institutioner ikke må blive i tvivl om, hvem en offentlig myndighedsperson egentlig repræsenterer.

Der er brug for et nyt parti i dansk politik, fordi disse mærkesager ikke er blevet tilstrækkeligt varetaget. Det bliver de nu.