Maria Wandel Kampmann: Biologien sætter på et tidspunkt en naturlig grænse, og den kvinde, der ikke i tide giver efter for det indre urs tikken – mand eller ej – risikerer aldrig at få de børn, som også samfundet har så hårdt brug for.

Af Marie Wandel Kampmann, kultur@berlingske.dk
Mandag den 3. august 2009, 22:30

I disse dage kan vi høre og læse, at det er synd for mændene og en trussel mod hele deres eksistensberettigelse, at veluddannede, velbegavede og ressourcestærke kvinder vælger at få børn uden aktiv deltagelse af en mand. Det kan oven i købet – ifølge flere eksperter – udvikle sig til et massivt samfundsproblem. Men hvorfor egentlig det?

Det eneste, disse kvinder siger, er, at de ikke længere vil vente på at finde en mand, de kan få børn med. Det siger de, fordi de er i 30erne og ved, at deres dage som top-fertile er talte, og at de – hvis de vi have børn og ikke bruge år af deres liv på at blive behandlet for barnløshed – skal se at komme i gang. Det er de nemlig blevet tudet ørerne fulde af de sidste mange år, hvor medierne netop har sat fokus på, at kvinder venter for længe med at få børn og derfor får svært at blive gravide. Nu tager disse kvinder så sagen i egen hånd – de vælger at få børn mens de kan, frem for at vente på en mand og derefter vente på børn, som – måske – aldrig kommer, fordi det er blevet for sent.

De selvvalgte enlige mødre siger ikke, at de har opgivet manden som livspartner – eller som far for den sags skyld. Slet ikke. Men deres biologi kan ikke vente længere. Er det kræsent? Forkælet? Måske. Men det er ikke et rødt kort til manden, sådan som det er blevet fremført af flere i denne debat. Det kaldes såmænd udvikling. Selvfølgelig vil kvinder i 30erne – der endnu ikke har mødt en mand, de vil stifte familie med – ikke i dag finde sig i at skulle vælge mellem at få børn i et kærlighedsløst forhold eller slet ikke få børn, sådan som kvinder har skullet før i tiden. Udviklingen har – i den privilegerede vestlige verden – heldigvis overhalet den slags ulykkelige kvindeskæbner, og i dag vælger disse kvinder selv, hvilket liv de vil leve. Ligesom mænd altid har gjort.

Hvis jeg var en mand, ville jeg da se at finde mig en af de meget omtalte enlige mødre – bare fordi de har fået barn med en sæddonor, betyder det jo ikke, at de ikke stadig leder efter en kæreste – eller en far til deres barn for den sags skyld. Flere af de kvinder, der har optrådt i medierne de seneste dage, har netop udtalt, at de stadig er på jagt efter den eneste ene. Ingen af dem har, så vidt jeg har hørt, sagt, at de foretrækker at leve resten af deres dage uden en mand. Tværtimod. De leder stadig.

Når disse kvinder vælger at blive mødre uden en far, er det altså ikke et udtryk for, at kvinder kan undvære mænd. Det er derimod praktisk tænkning og handling, fordi kvinder ikke – ligesom mænd – kan avle børn hele livet. Biologien sætter på et tidspunkt en naturlig grænse, og den kvinde, der ikke i tide giver efter for det indre urs tikken – mand eller ej – risikerer aldrig at få de børn, som også samfundet har så hårdt brug for. Groft sagt, så kan samfundet faktisk ikke tillade sig andet end at klappe i sine små hænder over, at disse kvinder når at få skudt nogle børn af sted, inden biologien siger stop. At der så kommer nogle nye og anderledes familieformer ud af, at tingene måske sker i en anden rækkefølge end vi er vant til, er vel ikke så frygteligt, som nogen gerne vil have det til at lyde? Der eksisterer allerede adskillige alternative familiemønstre ved siden af den traditionelle kernefamilie, og selv om de også – ligesom disse selvvalgte enlige mødre – bliver udråbt til kernefamiliens og dermed samfundets fjende nummer ét, er der mig bekendt ikke en eneste undersøgelse, der viser, at børn tager skade eller mistrives i familier, der falder uden for normen.



Så hvad venter I på, mænd? Hvis I – som det blandt andet fremgår af debatten på berlingske.dk – er så optaget af, at det er synd for disse børn, at de ikke har en far, så er det da bare med at komme i gang med at kurtisere de nye enlige mødre – pladsen som far i den lille familie er jo af gode grunde ledig, og så slipper I også for de lidt kedelige første måneder, hvor det alligevel mest er mor og barn, der dyrker hinanden. Det må da siges at være en win/win-situation!