Sammenligner man Foghs første og seneste nytårstale, fremgår det lysende klart, at Fogh har undergået en dramatisk forandring. I 2002 advarede han imod politik. I dag er alt politisk.

Af Mikael Jalving - kommentator og kommunikationsrådgiver
Torsdag den 8. januar 2009, 22:30

Hvor er Fogh lige nu? Ude at rejse eller ude at løbe? Han er såmænd ude at svømme. Om ikke fysisk, så politisk, og de vælgere, der lyttede til statsministerens nytårstale, må få stadig sværere ved at se logikken. Hvad Fogh selv angår, er det umuligt at sige. Hans veje synes uransagelige.

Op gennem 70erne blev Fogh kaldt »røde Anders« i Venstre. I 80erne blev han liberalist fra socialstat til minimalstat; derpå pludselig konservativ for fuld sammenhængskraft, hvis ikke snarere skandinavisk socialist og de facto apologet for verdens højeste skattetryk og verdens største offentlige sektor.

I nytårstalen 2009 sprang Fogh så endelig ud som grøn vindmøllefabrikant – eller er det bare et nyt nummer?

Det er svært at sige. Ulige lettere er det at se, at han synes godt på vej til at tabe den kulturkamp, han selv proklamerede i sin minimalstatsbog og effektuerede i de første år som statsminister. Hvis Fogh stadig mener noget substantielt med kulturkampen, så har han reelt opgivet den og sit politiske udgangspunkt, der lød således:

»Egentlig er der brug for en kulturkamp (…) Vi skal helt fra starten af gøre op med de kollektivistiske normer, vi så at sige får ind med modermælken. Det bliver en kamp mod nedarvede vaneforestillinger og affældige, påståede sandheder.«



At Fogh har vinket farvel til dette credo fremgår med lysende klarhed, hvis man sammenligner Foghs seneste nytårstale med hans første i 2002, kort efter han var kommet til magten og sagde tingene ligeud. Det var dengang, Fogh talte om frihed frem for om tryghed, sammenhængskraft og det fordelagtige ved benzin til 20 kr. literen.

»Vi skal gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning. Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke smagsdommere og eksperter til at bestemme på vore vegne. I de senere år er der ved en knopskydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn op overalt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder (…) Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.«

Netop dette fik han tæsk for at sige, og jeg skal indrømme, at jeg selv lettede et par centimeter fra sofaen, da Fogh med stoisk ro udtalte de siden så omstridte ord. Hold da kæft, sikket mod! Landets nye statsminister var tilsyneladende en reformator.



Den frihed, Fogh talte for i 2002, var, som Rune Lykkeberg skriver i sin glimrende analysebog Kampen om sandhederne, før-politisk. Dette frihedssyn bygger på den opfattelse, at mennesket fra naturens hånd er udstyret med en grundlæggende stræben efter frihed – og ret til samme. Det er en frihed, som i en moderne kontekst – hvor det politiske genstandsfelt og tempo er mangedoblet – skal beskyttes mod politikere.

Hos Fogh 1 er politik netop ikke et gode, som man bare kan være gavmild med, men et onde, der skal doseres i små mængder.

Politik medfører ofte det modsatte af frihed, in casu eksperttyranni og politiske smagsdommere i stat, uddannelsesinstitutioner, kunstråd, nævn, medier osv.

I dag, syv år senere, har Fogh undergået en dramatisk forandring. For Fogh 2 er frihed ikke længere før- eller anti-politisk. I stedet er så godt som alting, også friheden, blevet politisk og dermed et kollektivt anliggende – lige fra bankernes udlån, grøn økonomi og klimakonference til kvindekvoter, borgernes spisevaner, skolernes toiletsæder osv., ligesom Foghs ministre heller ikke forpasser en eneste lejlighed til at lancere flere forslag, love, redegørelser, kommissioner, forordninger, undersøgelser mm.

Det maksimale og kollektive »vi«, Fogh refererer til i dag, er ikke blot langt fra, men et helt andet vi, end det minimale og individuelle »vi« han tidligere gjorde retorisk brug af. For Fogh 2 er samfundet blevet lig med staten, de to sfærer er simpelthen vokset sammen og blevet til et konstant evaluerende og kontrollerende fremtidsvæsen, som skal møde det, der med politikerjargon hedder de udfordringer, vi står overfor. Og udfordringer, dem bliver der af princip flere af.



Statssamfundet løser ikke elementære problemer; det lever i fremtiden og vokser ved at spotte nye udfordringer og tage sig klækkeligt betalt derfor. Statssamfundet er det store subjekt, der skal skabe orden, velfærd og lykke for objekterne, dvs. for borgerne, der ifølge politikerne ikke selv magter at forme deres tilværelse, som de selv ønsker det, og derfor skal have eksperthjælp – just hvad Fogh 1 advarede imod.

Fogh har således ikke alene justeret sin politik med henblik på at sælge den bedst muligt, hvilket er et grundvilkår for al politisk aktivitet; han har skiftet karakter.

Fra at have været talsmand for en i Danmark sjælden liberalisme med en grundlæggende skepsis over for politik, er han blevet talsmand for en i Danmark særdeles udbredt socialdemokratisme, der frygter det, vi mennesker har fået fra naturen, og elsker statskulturen for dens påståede evne til at forme og retlede os. Fogh er med andre ord blevet socialingeniør og folkeopdrager, dvs. præcis det, han tidligere rettede sit opgør mod. Hvor han før nærede en nærmest romantisk tiltro til menneskets egen fornuft, tror han i dag på politikernes magt. Hvor politik førhen skulle holdes i ave af det personlige ansvar, opfatter han i dag politik som garant for samme.

Takket være denne forandring, som vil undre fremtidige historikere, fordi den på ingen måde lå i »systemskiftet« anno 2001, har Fogh reelt opgivet at vinde den kulturkamp, han selv satte i gang. Det er ikke kulturministeren, men statsministeren selv, der har opgivet kampen om sandhederne og nu i stedet må nøjes med kampen om nøglen til Statsministeriet.

Fogh 2 kan stadig tale. Men han taler som en hovedløs hane, der med Claes Kastholms ord fra sidste uge har glemt, hvorfor han i sin tid gerne ville være statsminister.