Vi nærmest overreagerer, når nogle, vi ikke kan lide, viser sig på vores territorium. Det gælder både indvandrere, der ikke hurtigt nok bliver som os, og dem, der på anden måde er anderledes og ikke lige passer ind i vores forestilling om en god borger.

Af Preben Brandt dr.med. formand for Rådet for Socialt Udsatte
Søndag den 4. januar 2009, 22:30

Hvor dårligt kan vi finde på at behandle mennesker, der er anderledes? Det synes jeg er et godt spørgsmål at stille her i det ny år. I løbet af sidste år hørte og læste jeg til overflod om overgreb og udsættelser. Jeg kan konstatere, at et fortsat stigende antal personer og familier bliver sat ud af deres boliger; jeg har læst, at et hotel på Vesterbro i København afviser en gruppe mennesker, der er medlem af en forening for hjemløse, da de møder op til forudbestilte værelser, fordi en af dem er synligt præget af en overstået kemoterapi.

I samme bydel bliver en gruppe borgere udstyret med et akutnummer til politiet, så de kan ringe direkte til politiet, hvis de ser en narkoman, der køber stoffer, så politiet kan gribe ind med det samme og fjerne den uønskede. I en anden kommune går en gruppe borgere til aggressiv kamp for at få tre småhuse, som er tænkt som bolig til socialt udsatte, fjernet fra deres kvarter.

Københavns Kommune sætter et bo- og værested for unge hjemløse, der også har svære psykosociale problemer på gaden, af temmelig kringlede og uransaglige grunde, men nok mest fordi det ikke ligner det, man er vant til. I et indkøbscenter tæver og truer vagtpersonalet en ung knægt med indvandrebaggrund, fordi han måske er én, der befinder sig i centret til trods for, at han har forbud mod at komme i centret.



HVER HISTORIE ER let glemt igen for os, der har vores på det tørre og lever ganske normalt. Men tilsammen fortæller historierne, at vi for tiden virkelig reagere, når nogle, vi ikke kan lide, viser sig på vores territorium. Det gælder de indvandrere, der ikke hurtigt nok bliver som os, og det gælder dem, der på anden måde er anderledes og ikke lige passer ind i vores forestilling om en god borger.

I en tid, hvor der lægges op til, at ansvaret for hvordan det går for hver af os, er den enkeltes eget ansvar i individualismens hellige navn, kan det alt for let lade sig gøre at slippe af sted med den grove form for social udstødelse, som rammer dem, der er anderledes. For det er jo i sidste ende deres egen skyld, ikke?

Det indgår i tidens værdidebat, f.eks. i form af udtryk som »alle, der vil arbejde, kan arbejde« og at »sammenhængskraften skal styrkes«. Det er sværere at finde synspunkter, der udtrykker holdninger om også at kunne rumme dem, der vitterligt ikke kan arbejde og dem, der ikke passer ind i den pæne sammenhæng.

Det synes at være helt i orden at sige, at man ikke vil tabe penge på, at nogle kunne blive ubehageligt berørt ved at se nogle, der ikke helt er som dem selv på et hotel og at have den holdning, at man ikke vil risikere, at prisen på ens hus falder, fordi der bor nogle, som er anderledes, i nærheden. Jo, jeg har hørt det sagt masser af gange, at det er pengeværdier, der er den bærende samfundsværdi. Faktisk har jeg hørt det så mange gange, at jeg næsten opfatter det som en uangribelig sandhed – men er det nu også det?

En anden forklaring på vores trang til at komme af med de anderledes kunne findes i vores voldsomme, overdimensionerede trang til tryghed og pænhed. Det er både let og legalt at blive enige om, at det er utilstedeligt, at der er beboere i en boligforening, der ikke gør som vi andre. Larmer man, roder man eller kan man ikke betale sin husleje, fordi man er gjort fattig, er opsigelsen lige på vej, og vi finder det både rimeligt og retfærdigt.



DET ER MIT indtryk, at vi målrettet betjener os af to velprøvede metoder til at holde styr på de anderledes, selv om vi, netop fordi de er velprøvede, godt ved, at de både er ineffektive og ret nyttesløse.

De, der har magten til ikke alene at formulere og præsentere værdier, men også til at få dem gjort til love, fortæller os, at der skal mere kontrol og hårdere sanktioner til, for at sikre den gode borgers tryghed. At det så følger med, at man dæmoniserer den unge indvandrerdreng, stofmisbrugeren, den hjemløse og den psykotiske, når de træder over stregen for god opførsel, glemmes let i den gode sags tjeneste.

Ved siden af det straffende står behandlingen og opdragelsen. Begge ret gode og fornuftige elementer i et godt samfund, når de bliver brugt til det, de er skabt til, nemlig at opdrage vores børn og behandle vores sygdomme og andre skavanker. Men det er vold mod begge, at bruge dem som redskaber til normalisering af dem, vi betragter som anderledes.



JEG SAVNER EN videnskabelig dokumentation for, at den form for indsats virker og ikke bare er lette løsninger og overgreb.

Ved man med sikkerhed, at de unge, der søger til det være- og bosted, som socialudvalget i København har besluttet at lukke, vil få det bedre, hvis de bliver tvunget i behandling i en psykiatri, der stort set mener, at første og grundlæggende skridt i enhver behandling er behandling med psykofarmaka?

Hjælper det unge med psykiske problemer og misbrug, som også har oplevet svigt på svigt under opvæksten og som husker, at disse svigt ikke bare er forældrenes svigt, men også en myndigheds svigt, fordi denne overbebyrdes med børnesager i forhold til personaleressourcerne?

Eller ved man med sikkerhed, at den unge mand med udenlandsk baggrund, som har haft svære problemer under opvæksten og som nu er godt på vej ind i en kriminel løbebane, reagere med at ændre sig til det bedre sig, blot ved at blive straffet og behandlet igen og igen?

Sådan kunne jeg spørge i alle forhold om udstødelse og udsættelse og også svare, at vi udmærket ved, at det forholder sig stik modsat, men da den side af sagen ikke er en del af de værdier, vi værdsætter for tiden, udelukkes de af vor forestillingsverden.

De urene, som disse mennesker kunne kaldes med et udtryk fra antropologien, er som de er, men vi taler dem ud i en position af uønskethed og giver dem selv skylden. For tiden skal man lede længe efter udtryk for, at vi stadig har en vision om et rummeligt og solidarisk samfund, der påtager sig sin del af ansvaret.