Er ungdommen blevet ræverød og revolutionær? Sommerens skrækmeningsmålinger kunne tyde på det.

Af Lars Hvidberg - forfatter
Onsdag den 29. juli 2009, 22:30

Gymnasieeleverne strømmer til Villys unge stormtropper i SFU, og regeringspartierne har mindre opbakning end Enhedslisten. Er fædrelandet dømt til undergang i kollektivismens massegrav? Nej, bare rolig – det gælder stadig, at »hvis man ikke er socialist som ung, har man intet hjerte, og hvis man ikke er borgerlig som gammel, har man ingen hjerne«. Som ung vil man forandre verden, men en dag finder man ud af, at hvis bare man kan ændre en smule på sig selv, er det det er lidt af en præstation.



Men hvorfor er ungdommen næsten altid rød? Bare at afvise de venstresnoede puslinge som forkælede møgunger er gammelmandssnak, ligesom forsikringer om, at alt var bedre, dengang mælken kostede ti øre, og folk gik med hat. Naturligvis er der naivitet i de unges valg – hvad ellers? De står jo ikke med nogen reel livserfaring, og da de politisk aktive unge kommer fra middelklassen, har de sjældent mødt begrænsninger, hverken personlige eller økonomiske. Det er vel ikke så mærkeligt, at de forestiller sig, at samfundets problemer kan løse lige så nemt, som når man vedtager i skoleklassen, at alle skal uddele slik til alle andre, når der er fødselsdag. Et godt samfund kræver blot »politisk vilje«, siger man som et blåøjet ekko af Kinas lange march.



Der er selvfølgelig Villy-effekten og ønsket om at være med, hvor det sker. Efter otte år med VK ligner SF et friskt alternativ, ligesom KU i 80erne efter Anker Jørgensens misregimente. Og jo flere, der strømmer til klubben, jo mere attraktiv bliver festen. Helt banalt har SFU måske bare kønnere piger og friskere fyre. Men den vigtigste grund er i virkeligheden kompensation. De rødglødende unge elsker at moralisere over »egoister«, og forargelsen lyder fin i munden på en flittig 2.g.-pige – men fakta er imidlertid, at ungdommen selv er vanvittigt egoistisk og selvoptaget. For sådan er det at være ung.



Som ung skal man ikke for alvor tage ansvar for andre end sig selv, og man har travlt med at smage på verden - og på andre unge. Hvem er jeg, hvordan fungerer det hele? Alt er ét stort, kaotisk eksperiment med mig selv i centrum.Men egoisme og narcissisme er tabuiserede egenskaber i vores samfund. Findes der noget mere irriterende end folk, der kun interesserer sig for sig selv? Derfor overkompenserer de unge ved at kaste sig over socialismen, hvor man altruistisk bekymrer sig om »hele verden«. Den smarte socialisme tjener dermed et velafprøvet, sociologisk formål – at signalere gode værdier, mens man plejer sine egne interesser. Hånden på hjertet, hvornår har en rød studerende sidst doneret sin SU til en nødlidende afrikaner? Nej, vel?



SFUs hjemmeside prydes af to unge mennesker, der skuer ud i horisonten - »Imod fremtids fjerne mål« som det lyder i den gamle arbejdersang. Billedet viser SFUs selvopfattelse i en nøddeskal: Smukke og sunde unge, han med smart rebel-kasket, hun med bølgende blondinelokker, med et stålsat blik på en klode, de vil redde fra fattigdom og egoisme. Narcissistiske almagtsdrømme forklædt som omsorg og idealisme.



Så alt er, som det skal være. De unge drager glødende ud i verden, slår sig på livet og vender klogere og mere modne tilbage – og stemmer derefter på de borgerlige.