Både Folketing og regering er således i dag fyldt med især yngre og midaldrende politikere, der reelt aldrig har haft meget mere end én dags normalt arbejde udenfor »politik«.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, professor, ph.d.
Søndag den 22. marts 2009, 22:30

Nutidens politikere refererer ofte til dét, de bruger tiden på, som deres »job« eller »arbejde«. Det er noget nyt – for blot få generationer siden ville ingen have gjort det, men talt om »tillidshverv«. Og det var, hvad det oftest var: noget man lavede ved siden af ens egentlige karriere, og muligvis kun for nogle år. Men i dag opfatter politikerne frejdigt deres aktiviteter som »karrierer« – som var det en profession. Det er det åbenlyst også for mange: I den nuværende regering har flere siddet mere end 20 år i Folketinget og nogle mere end 30, og kun et fåtal har haft væsentlige karrierer uden for politik. Den største forskel i forhold til så mange andre »jobs« er måske, at det at være politiker – i modsætning til hvad politikerne selv giver udtryk for – ofte er væsentligt bedre lønnet. En indkomst på op i nærheden af ca. 700.000 kr. om året inklusive skattefrie godtgørelser – hvortil så kommer, at en del folketingsmedlemmer åbenbart har tid til også at have deltidsjobs ved siden af. Det er ikke mange penge sammenlignet med f.eks. en topchef i erhvervslivet – hvilket mange politikere gerne påpeger. Pointen er imidlertid, at det reelt er meget få politikere, der ville have dét som alternativt karrierevalg. Sammenlignes der f.eks. med lønningerne til offentligt ansatte akademikere – for mange et oplagt karrierealternativ – ligger folketingsmedlemmers indkomst let to-tre gange over basislønnen, og selv hvis der indregnes en anciennitet på f.eks. otte år, vil en politiker let have næsten den dobbelte indkomst, når alt tages med. Er der oven i købet tale om en minister, vil gevinsten let løbe op i det dobbelte.

Både Folketing og regering er således i dag fyldt med især yngre og midaldrende politikere, der reelt aldrig har haft meget mere end én dags normalt arbejde udenfor »politik«. De få stillinger, de eventuelt kortvarigt har haft, har været som ansatte på Christiansborg eller ved mere eller mindre politiske organisationer og lobby-virksomheder. Mange af de pågældende har heller ingen fuldført uddannelse bag sig, men måske maksimalt en bachelor som substitut for den kandidatgrad, de aldrig fik taget. Og hvis de har afsluttet uddannelsen, har de i hvert fald sjældent brugt den til noget fagligt. Denne type politikere har »levet« største­delen af deres voksenliv i en politisk kultur, hvor succes og indkomst er ligefrem proportional med evnen til at pleje egeninteresse og særinteresser, og hvor der som regel altid er en konto, hvor et repræsentationsbilag kan konteres. Deres primære markedsværdi er reelt deres »kendis-status« og de akkumulerede politiske forbindelser.

Hvilke konsekvenser har denne »erhvervsliggørelse« af politik for politikernes måde at tænke og agere på, og dermed i sidste ende for dansk politik? Mest oplagt må man gætte på, at det bliver lidt mindre attraktivt for en politiker at stå fast på sit og særligt kæmpe for dét, der ikke er politisk opportunt – enten i forhold til vedkommendes parti eller i forhold til vælgerne i almindelighed. Politikerne bliver mere bange for at være »politisk ukorrekte«, bryde parti­disciplinen eller tale folkestemningen ret imod, når de ved, at dét ikke blot kan koste en titel, en offentlig profil og et muligt ridderkors men oven i købet kan gå voldsomt ud over éns hele »karriere« og familiens levestandard. Til gengæld øges den relative gevinst ved konstant og vilkårlig opportunisme ganske gevaldigt.