Er det sandt, at man ikke kan lave en borgerlig avis uden borgerlige journalister? Det burde det ikke være - alligevel kan man godt undre sig over selve valget af emner og sagsforløb, der tages under behandling i pressen, og ikke mindst udeladelsen af sådanne. Søgeretningen for det kritiske lys er ret så ensidig.

Af Steen Leth Jeppesen Cand.polit.
Tirsdag den 18. september 2007, 03:30

Den nye »borgerlige« netavis 180Grader.dk har et credo for sin eksistens: »Fordi man ikke kan lave en borgerlig avis uden borgerlige journalister«. Foreliggende opinionsundersøgelser viser, at danske journalister helt overvejende støtter den ekstreme venstrefløj plus de Radikale, mens V, K, S og ikke mindst DF er ude i kulden. Men er det så rigtigt, hvad 180Grader postulerer? Hvorfor skulle det være rigtigt? Uanset eventuel personlig politisk overbevisning er journalister vel professionelle mediefolk, der formidler nyheder og kommenterer begivenheder og sagsforhold på en tilstræbt objektiv måde. Det er standens raison d’être, dens ære, om man vil. Sikkert er det, at – nok de fleste – journalister såvel i dagspressen som i elektroniske medier, og nyhedsbureauer, uanset om de måtte være personligt tilhænger af de borgerlige eller af den ekstreme venstrefløj, eller for dens sags skyld Socialdemokraterne, forsøger at dække, hvad de anser for døgnets og i det hele taget tidens vigtigste tildragelser på kvalificeret og ligevægtig måde.

Så 180Grader er formentlig langt ude med sin påstand om borgerlige journalisters nødvendighed. For hvis internetavisen har ret, så findes der jo slet ikke større borgerlige medier her i landet, heller ikke aviser som Jyllands-Posten og Berlingske Tidende. En del af disse skriver ganske vist normalt gode borgerlige ord i deres ledende artikler, som dog næppe mange læser, men avisindsatsen er i helt overvejende grad bygget på almindelige (angiveligt venstredrejede) journalister. Og de elektroniske såkaldte public-service-medier, hvordan kan de overhovedet løse generelle informative og folkeoplysende opgaver, hvis deres mediearbejde beror på en basal politisk skævhed?

For alles – ikke mindst journaliststandens – skyld må man håbe, at 180Grader tager fejl og blot bruger påstanden i sin egen markedsføring. Desværre kan en overvejelse af medieudviklingen ikke undgå at skabe tvivl om denne ellers ønskelige konklusion. At journalisterne – og dermed medierne – gennemgående bestræber sig på at referere og formidle korrekt i de løbende sager og også udviser rimelig kritisk sans, skal ikke bestrides. Der er selvsagt vildskud, men ingen profession agerer vel fejlfrit.

Imidlertid kan man sandelig godt undre sig over selve valget af emner og sagsforløb, der tages under behandling i pressen, og ikke mindst udeladelsen af sådanne. Søgeretningen for det kritiske lys er ret så ensidig. Den påstand skal naturligvis eksemplificeres. Lad os f.eks. tage de elektroniske medier DR og TV 2. Det er da helt fint, at disse gentagne gange kan afsløre ulovlige og dyremishandlende grisetransporter, forskellige uregelmæssigheder i erhvervslivet o.lign. Men hvorfor har de aldrig søgt at afsløre (måske med skjult mikrofon og kamera?), hvad »de unge« bag Ungdomshuset planlagde, hvem de er, hvem »de autonome« er, osv. Det er dog grupper, hvis handlinger har givet anledning til megen tumult, så det måtte vel være en offentlig interesse, at public-service-medierne belyste den slags i stedet for at koncentrere sig om »afsløringen« af trods alt mindre vigtige hændelser.

Udeladelsessynden rammer lige fuldt de landsdækkende dagblade. Andre emner for den kritiske og dybdeborende journalistik kunne f. eks. være en belysning af, hvordan »spontane« forældre- og pædagog‑aktioner i fjor kunne nå så markant et omfang, herunder BUPLs rolle, social- og sundhedsassistenternes ligeledes spontane »lønkamp« for nylig.

Men udeladelserne går langt videre: Vi hører jævnligt om, hvordan »almindelige mennesker« (det er åbenbart alene offentligt ansatte) ikke har råd til bolig i København, men aldrig om hvordan den stadig eksisterende huslejeregulering forvrider markedet til ugunst for disse. Politikere, internationale kunstnere m. fl. refereres stort i deres offensiv for øget bistandshjælp til Afrika, medens mængder af undersøgelser, der viser, at denne hjælp ikke har nogen virkning, ignoreres. At befolkningsflertallet foretrækker øget (offentligt finansieret) velfærd frem for skattelettelser begrundes i pressen bevidstløst ved gennemførte opinionsundersøgelser, medens analyser af disses ubrugelighed (offentliggjort af CEPOS 21.6. og 24.8.) stort set forbises. Klimadebatten køres helt ensidigt, og alene et par journalister i pressen har en kritisk distance hertil; da DR omsider fandt ud af, at et kritisk britisk klimaprogram (undtagelsesvis) burde vises, skete det typisk nok i den »hemmelige« kanal DR2. Når en indkomststigning viser sig, fremstiller Ritzau det som øget »ulighed«. Pinochet var en fæl diktator (sikkert rigtigt), medens tilsvarende betegnelse sjældent bruges om den lige så frastødende Castro, osv. osv.

Medierne kan selvfølgelig ikke på én gang beskæftige sig med alle tænkelige problemer og begivenhedsforløb. En udvælgelse er nødvendig og vil altid bære præg af en vis vilkårlighed. Medierne, ikke mindst de to store elektroniske, der har en public-service-forpligtelse, beskyldes som bekendt også for politisk enøjethed i relation til VK-regeringen, DF, Irak-krigen, USA, Israel mv. De anklages endvidere for rent fup (dagplejemoderen på Mors, indvandrerbanden i Roskilde, Jeppe Nybroes svindelnumre m.m.). Det er i sig selv alvorligt nok. Men ganske bortset herfra er det indlysende, at markante udeladelser i mediedækningen repræsenterer et stort problem. Medierne skal ikke være menighedsblade eller –kanaler, men de bør give læsere og seere kvalificerede oplysninger om løbende begivenheder og problemstillinger bredt og ikke kun vedrørende snævert udvalgte af sådanne. Det er helt nødvendigt for samfundsdebatten og den politiske proces. Desværre kan man som ovenfor belyst konstatere, at de danske elektroniske og skrevne medier i vidt omfang svigter med hensyn til løsningen af den opgave. Eksemplerne på udeladelser er legio. Helt rablende var det i den henseende i øvrigt, da Jyllands-Postens karikaturtegninger i fjor foranledigede en verdensomspændende muslimsk fejde mod Danmark. Der var bogstaveligt talt gået brand i den, og megen reportage dækkede det. Men læsere af landsdækkende aviser, som ikke fik Jyllands-Posten, måtte ikke se karikaturerne, der vakte så megen furore. En overordnet redaktionel beslutning, som i virkeligheden var en hån mod læserne.

Skyldes miseren så i virkeligheden journalisternes venstreekstreme forankring, der mere eller mindre bevidst bestemmer deres interessefelt, gør det svært eller helt udelukket at krænke vennernes interesse, ubekvemt at gå imod en overordnet politisk korrekthed, kombineret med en redaktionel skyhed eller ligefrem afmagt med hensyn til konflikter på den journalistiske arbejdsplads? Måske nogle steder på grund af ledelsens egen ideologiske skævhed?

I hvert fald er det ganske tankevækkende, at vi har en medieverden, hvor en række væsentlige sammenhænge ikke søges belyst, hvor begivenheder og undersøgelser forties, hvis de ikke passer i den etablerede hovedstrømsopfattelse i den dominerende journalistklasse. Ikke at man bevidst indoktrinerer, for man er da professionel. Men en almindelig politisk samfølelse, kombineret med en grad af dovenskab, er måske reelt baggrunden for journalisternes valg i udøvelsen af mediemagten?

Trods alt kan det så være, at 180Grader har ramt noget væsentligt i sit credo. De 180Grader er et spinkelt foretagende, der måske kan udvikle sig Men man har jo da før set, at en lille én kunne åbne manges øjne for en ny erkendelse.