Kampen om præsidentposten i USA er i fuld gang. Valg­­kampen har mange lighedspunkter med den forrige. Den øjeblikkelige situation peger i retning af endnu en periode med en republikansk præsident.

Af Henrik Fogh Rasmussen - MA i statskundskab
Lørdag den 19. april 2008, 22:30

Det amerikanske præsidentvalg i november bliver en gentagelse af 2004 – i hvert fald hvis man skal tro de seneste meningsmålinger. Republikanske John McCain ligger side om side med begge de demokratiske præsidentkandidater, Hillary Clinton og Barack Obama, i nationale målinger. Og hvis man kigger på de enkelte delstater, så står McCain i øjeblikket til at få et flertal på mellem 30 og 50 af de såkaldte valgmænd, der formelt vælger den amerikanske præsident. Det svarer til resultatet i 2004, hvor George W. Bush fik 286 valgmænd, og John Kerry fik 251.

På en måde burde dette ikke komme som en overraskelse, for de to partier har valgt kandidater, der ligner Bush og Kerry nærmest til forveksling.

McCain har opbygget et ry som en uafhængig politiker, der ikke er bange for at gå imod partilinjen, men måske netop derfor fremstår han nu som en af de republikanere, der minder mest om Bush. For eksempel var McCain en varm fortaler for beslutningen om at sende flere tropper til Irak sidste år på et tidspunkt, hvor mange republikanere tøvede med at give præsidenten deres støtte. Og til stor fortørnelse for de republikanske græsrødder arbejdede McCain og Bush sidste år sammen om et lovforslag, som ville give illegale indvandrere mulighed for at blive amerikanske statsborgere.

Samtidig går McCain til valg på skattelettelser og frihandel, som har været to af Bush-administrationens mærkesager. Bush gennemførte i starten af sin embedsperiode de største skattelettelser i USAs nyere historie, og han er den præsident, der har indgået flest frihandelsaftaler nogensinde.

Både Bush og McCain er fra hurtigt voksende sydvestlige delstater (Texas og Arizona), og de er begge folkelige politikere, som klarer sig godt, når vælgerne bliver spurgt, hvem de helst vil drikke en øl sammen med.

Netop »øl-faktoren« var noget, som mange kommentatorer pegede på som en af årsagerne til John Kerrys nederlag i 2004. Kerrys kritikere mente, at han var for elitær og uden jordforbindelse. For eksempel rapporterede medierne vidt og bredt om Kerrys frokost på burgerkæden Wendy’s, som bestod af en enkelt chokolade-dessert fra Wendy’s suppleret med et fem-stjernet måltid, som blev overbragt fra en nærliggende yacht-klub.

På linje med Kerry kæmper både Obama og Clinton i øjeblikket for at komme af med et elitært image. Obama arbejdede i socialt belastede områder i storbyen Chicago i en årrække, men det forhindrede ham ikke i for nylig at udtale følgende om amerikanske landområder:

»Man går ind i de her små byer i Pennsylvania, og som i små byer i Midtvesten har arbejdspladserne nu været væk i 25 år, og intet har erstattet dem (...). Og så er det ikke overraskende, at de bliver bitre og klynger sig til skydevåben eller religion eller modvilje over for mennesker, som ikke er som dem, eller negative følelser over for indvandrere eller negative følelser over for frihandel som en måde at forklare deres frustrationer på.«

Clinton kaldte straks Obamas udtalelse »elitær« og understregede, at hun bestemt ikke mener, at religion og skydevåben bare er noget, man har, fordi man er bitter. Hun mindede samtidig om, at John Kerry og Al Gore tabte i 2004 og 2000, fordi de var for, ja netop, elitære.

Clinton har imidlertid sine egne problemer med det elitære. Dels bliver hun naturligt (men ikke helt retfærdigt) sammenlignet med sin mand, Bill, som har en langt mere folkelig udstråling. Dels har hun selv udtalt sig elitært, som da hun i 1992 talte nedsættende om amerikanske husmødre, som bagte småkager og drak te i stedet for at gøre karriere. Obamas tilhængere er nu godt i gang med at grave lignende eksempler frem.

I parentes bemærket minder Obama og Clinton også om Kerry, når det drejer sig om den mere seriøse del af politik: De er imod USAs engagement i Irak, og de vil annullere Bush-administrationens skattelettelser.

Mange iagttagere rundt omkring i verden tror og håber på et kursskifte i amerikansk politik, og meget kan nå at ændre sig før november. Men hvis den nuværende situation holder, så kan vi se frem til fire år mere med en folkelig republikaner ved magten.

Henrik Fogh Rasmussen, der er bosat og arbejder i USA, vil i den kommende tid jævnligt skrive om det amerikanske præsidentvalg.