Det interessante spørgsmål er i disse dage, hvordan ekspræsidentens comeback i politik som en mulig »first First Husband« påvirker Hillarys kampagne og dermed i sidste ende hele præsidentvalget.

Af Ann-Sofie Dahl Svensk docent i statskundskab
Fredag den 19. oktober 2007, 03:30

Hvorfor er Bill Clinton så umådelig populær i Danmark? Det lader han i og for sig til at være mange andre steder uden for USA, men særlig i Skandinavien – og i Danmark synes der ikke at være grænser for hans popularitet.

I Göteborg snoede køerne sig langt ud på gaden, da den tidligere præsident for nylig underskrev sin bog i en boghandel. Det samme gjorde sig gældende i København, hvor Bill Clinton nyder status som en rockstjerne og bliver den vigtigste nyhed i TV Avisen, hvis han spiser en is i Tivoli.

Her i USA, hvor jeg lige nu befinder mig i forbindelse med en længere forskningsophold, vækker Clinton slet ikke de samme følelser som i Skandinavien; tværtimod. Hans nye bog »Giving« har selvfølgelig fået en prominent plads i vinduet i Barnes & Nobles’ treetager høje boghandel i Georgetown, men der dannes ikke lange køer, når han dukker op.

At Washington DC har en befolkning, som er lettere blasé, når det gælder præsidenter, de hver dag har på nært hold, er ikke hele forklaringen – tværtimod er både hans og hans hustrus popularitet formodentlig mange gange større her end ude i det rigtige Amerika, i the heartland.

Det er i og forsig let at forstå, at Bill Clinton går rent ind netop i Danmark, et land der værdsætter egenskaber som charme og sorgløshed højt. Og flertallet af danskere synes heller ikke til at have nogen særlige problemer med Clintons generøse syn på moral og etik.

At han også uden tvivl er en meget begavet mand, gør vel ikke sagen nemmere, selv om det ikke direkte er hans intelligens, der er i centrum, når han bliver fotograferet, mens hans spiser en is eller spiller på sin saxofon.

I USA værdsættes den clintonske charme betydeligt mindre, end den gør i den danske hovedstad. Det interessante spørgsmål er i disse dage, hvordan ekspræsidentens comeback i politik som en mulig »first First Husband« påvirker Hillarys kampagne og dermed i sidste ende hele præsidentvalget.

Hillary selv betragter øjensynlig sin mand som en stor gevinst i præsidentkampagnen, eftersom hun i tykt og tyndt hiver ham med til sine møder. På den anden side kan det selvfølgelig være en god ide, fordi hun så ved, hvor hun har ham, når hun er ude på sine kampagneture.

Men er han virkelig den store gevinst, som Hillary og spindoktorerne tror? Meget tyder i stedet på, at han snarere er en belastning for fruens kandidatur. Med hans tilstedeværelse på scenen påmindes vælgerne om de otte skandalefyldte år, da parret huserede i Det Hvide Hus, med alt fra Lewinsky-affæren og Whitewater og forsvundne møbler fra residensen og meget andet, som det måske ville være bedst at prøve at udradere fra vælgernes hukommelse.

Tanken om at lade den charmerende forhenværende præsident vandre frit rundt i West Wing må desuden skabe en vis nervøsitet hos Det Hvide Hus’ personalechef og alle kvindelige praktikanter.

Bill Clinton har selv erklæret, at han er parat til at gøre »hvad som helst, Hillary beder mig om« – i professionel sammenhæng må man formode, for privat lader Hillary ikke at have nogen større indflydelse på sin mands optræden.

Med »Billary« ville det amerikanse folk få to præsidenter for én stemmes pris. Det er ikke så forskelligt fra valget i 1992, hvor vælgerne omvendt fik Hillary med i købet og med det bl.a. en mislykket sygesikringsplan.

Så længe hun har Bill med på slæb, styrkes Hillarys image desuden som kun fru Clinton, den tidligere First Lady, på bekostning af hendes egne fortjenester og image som en overraskende dygtig og seriøs senator for staten New York.

Nej, for Hillarys eget vedkommende var det nok bedre, hvis hun skaffede sig af med Bill, både i det private liv og i præsidentkampagnen. Samt for USAs, hvis hun nu skulle gå hen og vinde præsidentvalget. Og det har mange svenskere og danskere – men ikke amerikanere – allerede bestemt, at hun gør.