Obama vil hæve skattetrykket og begrænse den frie handel midt i en økonomisk krise. Hvis McCain kan få det budskab igennem, så har han stadig en realistisk chance for at indhente Obama. For Obama er udfordringen at holde fast i budskabet om, at han vil sænke skatten for langt de fleste amerikanere.

Af Henrik Fogh Rasmussen kommentator, debat@berlingske.dk
Mandag den 20. oktober 2008, 22:30

»I den nuværende situation er staten ikke løsningen på problemet; staten er problemet,« sagde Ronald Reagan, da han overtog præsidentembedet midt i en økonomisk krise i 1981. En nylig meningsmåling viser, at 59 procent af nutidens amerikanere er enige med Reagans udsagn. Kun 28 procent er uenige. Ikke overraskende er et stort flertal (74 procent) af John McCains tilhængere enige med republikaneren Reagan, men det samme gælder faktisk for 44 procent af Barack Obamas tilhængere.

Når Barack Obama i øjeblikket fører i meningsmålingerne, hænger det blandt andet sammen med hans evne til at tiltrække statsskeptiske vælgere. Obamas økonomiske plan vil hæve det amerikanske skattetryk, men hans budskab i valgkampen er, at kun de 5 procent rigeste vil få en skatteforhøjelse, mens resten af befolkningen vil slippe med mindre i skat. Det er en klog måde at fremlægge skatteforhøjelser på i et land, hvor 51 procent af vælgerne mener, at lavere skatter er den bedste vej til økonomisk vækst, mens kun 10 procent mener, at højere skatter er vejen frem.



En anden årsag til Obamas forspring er Republikanernes idéløshed og manglende principfasthed i den igangværende finanskrise. Bush-­administrationens redningspakke på 700 milliarder dollar til uansvarlige banker placerede med ét slag Republikanerne på spekulanternes side, selvom det i høj grad er mange års demokratisk politik, som satte gang i spekulationen og forårsagede krisen. John McCain fik hermed serveret en enestående mulighed for at distancere sig selv fra den upopulære Bush, men han valgte i stedet ikke bare at støtte Bush-pakken men at gå endnu længere ved at foreslå en ekstra redningspakke for boligejere, som ikke kan tilbagebetale deres lån.

Når både Bush, McCain og Obama vil give statsstøtte til spekulanterne på Wall Street, så betyder det ikke meget, at mere end 100 Reagan-­republikanere i Repræsentanternes Hus stemte imod redningspakken. Vælgerne står tilbage med det indtryk, at der ikke er nogen væsentlig forskel på de to partier i den økonomiske politik, og dermed kan Demokraterne vinde på Obamas karisma og McCains alder.



For John McCain er udfordringen nu at udstille Obamas venstreorienterede skatte- og handelspolitik i valgkampens slutspurt. Obama vil hæve skattetrykket og begrænse den frie handel midt i en økonomisk krise, hvilket er nøjagtig den samme fejl, som Herbert Hoover begik efter det store børskrak i 1929. Hvis McCain kan få det budskab igennem, så har han stadig en realistisk chance for at indhente Obama.

For Obama er udfordringen at holde fast i budskabet om, at han vil sænke skatten for langt de fleste amerikanere, selvom det overordnede skattetryk vil stige. Samtidig prøver han at så tvivl om McCains vilje til at sænke skatten – blandt andet ved lidt misvisende at påstå, at McCain vil beskatte private sundhedsforsikringer.



Under alle omstændigheder ligger det fast, at amerikanerne stadig tror på Reagans filosofi om mindre stat og mere privat. Hvis Obama vinder valget, så vil han gøre klogt i at huske, hvad der skete, da Bill Clinton prøvede at føre stærkt venstreorienteret politik efter valget i 1992. Demokraterne styrtdykkede i meningsmålingerne, og Republikanerne erobrede et flertal i Kongressen ved midtvejsvalget i 1994.

Clinton lærte hurtigt af den oplevelse, og op til valget i 1996 gennemførte han en stor velfærdsreform, som skar kraftigt ned på den statslige socialhjælp i USA. Dermed sikrede han sig en solid sejr over Republikanernes kandidat, den 73-årige Bob Dole.

Nu er det store spørgsmål så, om Barack Obama kan gøre ham kunsten efter mod den 72-årige John McCain.