Kronik: I Australien blev en mand for nylig idømt to års betinget fængsel, da han var i besiddelse af en tegnefilm med børneporno. Men bør en person, som alene fantaserer om sex med børn og unge, straffes? Risikerer vi ikke at sælge tankefriheden?

Af Peter Dyreborg - jurist og forfatter
Onsdag den 17. december 2008, 22:30

Langt de fleste kan hurtigt blive enige om, at der skal gribes effektivt ind over for børneporno og seksuelle overgreb på børn. Sex med mindreårige er forkasteligt, og der er dermed også øget fokus på retsforfølgelse af pædofile og lignende krænkere, men er den blotte sexfantasi tilstrækkelig til at udløse straf? Bør en person, som alene fantaserer om sex med børn og unge, straffes? I Australien blev en mand for nylig idømt to års betinget fængsel for besiddelse af børneporno, da han havde set en tegnefilm med Simpsons-porno, hvor Bart, Lisa og Maggie havde sex. Dommerne mente, at de animerede figurer havde en sådan lighed med virkelige personer, at filmen var sammenlignelig med rigtig børneporno, og derfor ulovlig.

I Danmark og mange andre lande er visse former for animeret børneporno lovligt, og det er vidt udbredt som en del af den japanske anime- og hentai-tradition. Det er kun den form for animation, som til forveksling ligner rigtig børneporno, der er ulovlig. Simpsons-porno må anses for at være tilladt i Danmark, men en del animation og den såkaldte børneerotika befinder sig i en juridisk gråzone, og både SF og Red Barnet har efterlyst en strammere lovgivning på området. Umiddelbart er der tre former for børnepornografisk materiale, man bør skelne imellem. Der er de film og fotos, hvor mindreårige optræder i seksuelle sammenhænge, og det er dét, man normalvis forbinder med børneporno. Dernæst er der børneerotika, hvor letpåklædte børn og unge poserer i situationer, der har erotisk præg, men ikke er eksplicit seksuelle, for eksempel piger i bikini, der laver trutmund til fotografen. Og derudover er der den animerede børneporno i form af tegnefilm m.v.

Produktion af egentlig børneporno indebærer et seksuelt overgreb mod et barn, og er selvsagt ulovligt. Når alene besiddelse af børneporno også er ulovligt, skyldes det blandt andet, at produktion af materialet er et overgreb, og derfor er selve besiddelsen et sekundært overgreb og en medvirkende faktor. Det er forståeligt og fornuftigt.

Men når der er tale om animeret børneporno, hvori består det seksuelle overgreb så? Hvem er det, der er udsat for en seksuel krænkelse? Det er jo netop fiktion. Ved animeret børneporno er der ikke et barn, som bliver forulempet, og når visse lande helt eller delvist har kriminaliseret denne form for porno, er det således en kriminalisering af den seksuelle fantasi. Alene dét at fantasere om seksuelle relationer med mindreårige, er forbudt, men hvorfor er sexfantasien farlig? En af begrundelserne for at forbyde animeret børneporno er, at forbuddet skal forhindre personer i at blive inspireret til at opsøge porno med virkelige børn og unge, eller selv foretage overgreb. Men personer, som er interesseret i animeret børneporno, er ikke nødvendigvis interesseret i porno med virkelige børn, og begår ikke overgreb uden for fantasiens rum. Den store udbredelse af føromtalte hentai fra Japan, hvor det er almindeligt accepteret, er et tydeligt eksempel på dette. Fantasier om sex med mindreårige er ikke væsensforskellige fra mange andre seksuelle fantasier, og forestillinger om skolepiger, tvang og voldtægt er ganske normalt, men for de fleste er der heldigvis langt fra fantasi til virkelighed.

Mange krænkere, der bruger egentlig børneporno, har dog været inde i et eskalerende forløb, som er intensiveret over tid, men dette kan som oftest kun standses ved et sexologisk behandlingsforløb, og ikke ved at fjerne adgangen til for eksempel tegnefilm. Det er min påstand, at de, som vælger at tage skridtet fra animerede børn til rigtige børn, i lige så høj grad bliver inspireret af alt muligt andet materiale, hvori letpåklædte mindreårige optræder, for eksempel tøjkataloger og modemagasiner. Et øget forbud har således ikke den ønskede effekt.

Animeret børneporno indebærer ikke seksuelle overgreb på børn og unge, og der er ikke belæg for, at det i særlig grad skulle inspirere til overgreb. Man forhindrer heller ikke vold ved at forbyde voldelige film og computerspil. Hvad angår børneerotika er problemstillingen imidlertid en del mere mudret. Som nævnt har SF og Red Barnet efterlyst en strammere lovgivning.

I dag fortolkes straffelovens § 235 således, at det kun er visuelle gengivelser, hvor barnet har sex, eller hvor der er fokus på nøgne kønsorganer, der anses for ulovlige.

Børneerotika består typisk af film og fotos af mindreårige, som poserer letpåklædte og i undertøj, eller spankulerer rundt i bikini og laver gymnastikøvelser. Umiddelbart kan det til forveksling ligne almindelige privat- eller modeloptagelser, men der er sjældent tvivl om, at hensigten er erotisk og seksuel, om end det ikke er pornografi. Det sælges dog på en række hjemmesider, hvor kunderne typisk er mænd, der bruger materialet som om det er pornografi.

Sådan som jeg ser det, er det et dilemma i forhold til kriminalisering, at der ikke er tale om eksplicitte seksuelle sammenhænge, og at der som sådan ikke sker en seksuel krænkelse ved produktion af materialet. Selvfølgelig er der bagmænd, der foretager en form for kommerciel udnyttelse af børn og unge, såvel som deres forældre, men det er der også i store dele af den almindelige modelbranche. Og børnearbejde, som ikke indebærer slaveri, tvang, vold eller seksuelle overgreb, er nu engang tilladt i det meste af verden.

Det problematiske ved at forbyde visse former for børneerotika er, at det i vidt omfang ikke er den konkrete handling, men selve den seksuelle fantasi og hensigt, der gøres ulovlig. Mange af de film og fotos, der bliver produceret, er ikke nødvendigvis mere erotiske og seksuelle end fotos af børn og unge i tøjkataloger, modelkonkurrencer, ungdomsblade og modemagasiner, eller dét, som mindreårige selv offentliggør på nettet. Alle disse steder foregår der en form for kommerciel udnyttelse, som ikke adskiller sig væsentligt fra børneerotika.

Dét, man ønsker at komme til livs med en stramning af lovgivningen, er, at voksne personer ser på fotos af mindreårige og samtidig har seksuelle fantasier. Men fantasier kan både opstå ved animeret børneporno, børneerotika, og når voksne kigger på fotos af børn og unge i ganske almindelige blade og magasiner, og det giver ikke mening at forbyde alle visuelle gengivelser af mindreårige. Det afgørende for spørgsmålet om kriminalisering må i stedet være, hvorvidt materialet kan siges at være forbundet med et overgreb.

Er der tale om seksuelle overgreb eller krænkelser, såvel som andre overgreb eller ulovlig tvang og udnyttelse, skal materialet selvsagt være ulovligt at producere og besidde. Men er der ikke sket et overgreb, eller er der udelukkende tale om animation og tegnefilm, er selve den pædofile fantasi, bagtanke og hensigt ikke tilstrækkelig strafværdig.

Den blotte tanke om sex med mindreårige virker forståeligt nok frastødende, men at leve i et land, hvor der ikke er tankefrihed, anser jeg for at være endnu mere frastødende.

Ytringsfrihed og tankefrihed er ikke absolutte begreber, som går forud for alle andre hensyn, men i de tilfælde, hvor ytringer og tanker ikke er skadelige, bør vi som samfund sætte friheden højest. Det gælder også vores seksuelle frihed og fantasi, især når dét, der forekommer moralsk forkasteligt, perverst og sygeligt, i bund og grund måske er ganske harmløst.

Peter Dyreborg udgav i 2008 bogen ”Træfpunkt” om unges sexmøder med voksne på TDCs telechat.