I Danmark reflekteres der ikke synderligt over, at vigtige overgange i livet kun kan markeres med udgangspunkt i den religiøse verden. Faktisk er Danmark et af de få vestlige lande, som ikke tilbyder humanistiske ceremonier som alternativ til de kirkelige. Det vil Humanistisk Samfund ændre på.

Af Niels Jørgen Kordt og Dennis Nørmark, kultur@berlingske.dk
Lørdag den 9. august 2008, 22:30

I disse dage opretter en gruppe ikke-religiøse humanister en ny organisation, der skal udføre ceremonier som navngivning, konfirmation, bryllup og begravelse. Der bliver tale om et nyt livssynssamfund, som vi kalder Humanistisk Samfund.

I alle vores nabolande er der skudt humanistiske organisationer op, som tilbyder ceremonier på et sekulært humanistisk grundlag – i Norge siden 1950erne, i Storbritannien siden 1980erne. Et verdensomspændende netværk er opstået, samlet under International Humanist and Ethical Union.

Danmark er blandt de få vestlige lande, hvor der ikke tilbydes humanistiske ceremonier. Det er ikke fordi, danskere er mere religiøse end andre vestlige landes befolkninger – tværtimod. Behovet mærker vi, når vi taler med ikke-religiøse, der har et barn, som skal navngives eller som er kommet i konfirmationsalderen, folk der har fundet den eneste ene og gerne vil giftes, eller med mennesker, der skal begrave en afdød slægtning, som ikke var religiøs. I dag er der intet andet alternativ til de religiøse ceremonier end hjemmestrikkede løsninger, hvor hver familie skal opfinde sin egen »nonfirmation« eller »navngivningsfest«. Bedemænd udfører også gerne ikke-religiøse begravelser, men det er en kommerciel forretning uden eksplicit livssyn, hvilket kan føles lidt tomt for deltagerne.

Af samme grund vælger folk, der egentlig slet ikke tror, ofte den folkekirkelige løsning. Løsninger, som naturligvis præges af stor professionel ekspertise og grydeklare ritualer, hvis virkning er afprøvet gang på gang på de troende. Men resultatet bliver desværre ofte, at de ikke-religiøse mennesker oplever den religiøse ramme om deres barns navngivning, konfirmation eller deres slægtnings begravelse som indholdsløs eller direkte pinlig og hyklerisk. Når man ikke tror på præstens henvisninger til den åndelige verden, føler man sig hurtigt malplaceret og ærlig talt en smule til grin i kirken. Således bliver en begivenhed, der skulle være smuk og meningsfuld, fyldt med noget, vi opfatter som overtroisk sludder, hvorved vi tvinges til blot at lade som om, vi hører efter. I virkeligheden krummer vi tæer over, hvor grinagtigt hele arrangementet forekommer os.



I Danmark har vi tilsyneladende uden videre godtaget den fremstilling, at der ikke findes andre måder at markere vigtige overgange i livet på end dem, som tager sit udgangspunkt i den religiøse verden. Det er naturligvis ikke korrekt. Som allerede nævnt udfører man med stor succes sekulære ceremonier i andre europæiske lande, og når man ser nærmere efter, har vi i grunden allerede masser af ceremonier, der ikke involverer religiøse elementer, eksempelvis når en borgmester skal indsættes, når et skib skal søsættes, når årets længste dag markeres, når store broer åbnes, grundloven fejres og olympiader skydes i gang. Overnaturlige væsner behøver ikke påkaldes, hver gang der sker noget vigtigt og storslået. Ej heller er det nødvendigt ved skelsættende begivenheder i menneskelivet.

Årsagen er, at menneskets livsovergange ikke handler om noget religiøst, men fundamentalt set handler om det at være menneske.

Overalt i verdens kulturer markeres de forskellige stadier, mennesker gennemlever, når deres status og rolle i samfundet forandrer sig. Det gør vi, fordi det biologiske liv mangler faste objektive skæringspunkter, hvor eksempelvis barndommen ophører og voksenlivet begynder, og fordi der med sociale statusskift optræder nye forpligtelser, roller og rettigheder.

Langt de fleste mennesker har brug for at blive rørt af sådanne begivenheder – også de gudløse, som desværre alt for længe har måttet nøjes med ceremonier, der samtidig promoverer et livssyn og en livsopfattelse, som er absolut uden klangbund hos den, der ikke selv tror.

Blot fordi man er gudløs, betyder det nemlig ikke, at man er åndeligt hul og uden forståelse for livets forunderlige, smukke og dybt meningsfulde sider, skønt det ofte er sådan, visse religiøse mennesker og teologer ynder at fremstille det kolde og følelsesløse liv uden gud.

Humanistiske ceremonier er ikke noget voldsomt fremmedartet – der er bare ikke noget hokus-pokus og tilbedelse af fiktive væsner. Man synger sange, holder taler, fremsiger digte, spiller musik eller mindes i stilhed. Der er mere spillerum for det individuelle præg, og ceremonierne handler om de mennesker, de vedrører, i stedet for at handle om myter og kirkesamfund.



Humanistisk Samfund er en organisation for mennesker, der lever uden gud, og som ønsker at leve dette gudløse liv konsekvent. Ikke fordi vi hader religion, men fordi religiøse forestillinger og ytringer forekommer os aldeles indholdsløse eller ganske enkelt som udtryk for naiv overtro. Derfor tilbyder vi inden længe seriøse alternativer til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse udført af professionelle celebranter og ceremoniledere på baggrund af et værdisæt, der ikke er religiøst, men som har bund i humanismen.

Humanismen fastholder menneskets værdighed, ukrænkelighed og individuelle frihed.

Humanister hævder, at mennesket ikke er udstyret med en fundamental synd og skam, men at det er en enestående art med ubetvivlelige kvaliteter og evner til at skabe smukke og storslåede rammer om sit eget liv, uden indblanding fra religiøs side. Humanismen hævder, at mennesket som udgangspunkt er uden religion. Religion er et tilvalg i livet. Vi fødes uden gud, og skal have mulighed for at leve et liv i frihed fra religion og andre påtvungne livssyn. Mennesket er i stand til selv at vælge sine værdier og livssyn, og vi er forpligtet på at garantere, at et sådant frit valg er muligt.

Det er et meget bredt værdisæt, og sådan skal det også være. Humanismen skal nemlig kunne rumme en bred vifte af livssyn, skønt humanismen, som den præsenteres i Humanistisk Samfund, dog er uden nogen form for religion. For organisationen har først og fremmest til formål at give mennesker mulighed for at praktisere et liv uden religion. Det betyder også, at vi vil arbejde aktivt for, at Danmark bliver et ægte sekulært land, hvor religionen er et aktivt tilvalg og ikke, som nu, snarere skal udgøre et bevidst fravalg. Som når vores børn skal fritages for kristendomsundervisning i skolen, eller når korset i kapellet er noget, vi skal bede om at få fjernet, og ikke noget, man skal anmode om at få hængt op.

Humanistisk Samfund vil arbejde aktivt med at sikre vores medlemmer muligheden for at leve et liv, hvor religionen er fraværende, med mindre man ønsker andet. Det betyder også, at vi vil arbejde aktivt for at ændre landets lovgivning på en række punkter.

Lovgivningen her i landet er klart favoriserende over for Folkekirken – i nogle tilfælde på kant med international ret. Det vil vi arbejde på at ændre, om vi så skal omkring menneskerettighedsdomstolen med sagerne.

Det er der nemlig også gode erfaringer med. Vores norske søsterorganisation Human-Etisk Forbund klagede i 2004 til FNs menneskerettighedskomité vedrørende kristendomsundervisningen i den norske folkeskole. De fik medhold, politikerne bøjede sig, og i dag er der indført et bredt religionsfag i de norske skoler. På samme måde har den danske folkekirke også stadig overordentligt lukrative rettigheder i vores skolevæsen, som vi i Humanistisk Samfund også snarligt vil udfordre.

Det er på tide, at Danmark træder ind i det 21. århundrede, og ligesom andre moderne stater lader religiøse bevægelser konkurrere på markedsvilkår og ikke forfordeler nogen frem for andre.

Vi vil gerne understrege, at dette ikke er nogen krigserklæring vendt mod religiøse samfund. Det er et ønske om aktivt at virke for, at det sekulære samfund forbliver sekulært. En vilje til at sørge for, at der findes alternativer til det undertiden bevidstløse og ureflekterede valg af religiøse ceremonier og religiøs skoling hos mennesker, der måske ville vælge anderledes, hvis der var andre muligheder til stede.

I Norge har den humanistiske organisation i dag over 70.000 medlemmer. Der er altså potentiale for en virkelig markant udfordring til det folkekirkelige monopol, når blot mennesker har viljen til at tænke selv og får mulighed for at følge deres grundlæggende overbevisning.